FC Midtjylland gik transferamik i vinduets sidste dage, hvor man hentede Dario Osorio, Mads Bech Sørensen og Ola Brynhildsen. Førstnævnte kunne Tipsbladet allerede onsdag fortælle var på vej til Heden.
Den 19-årige chilener fra Club Universidad de Chile har tidligere været sat i forbindelse med store klubber som blandt andre AC Milan, Real Madrid, Liverpool og West Ham. Især førstnævnte, AC Milan, har været interesseret, og tilbage i januar var der angiveligt et konkret bud fra de italienske giganter.
Men dengang afviste Dario Osorio selv skiftet.
Det fortæller journalisten Marcelo Díaz ifølge RedGol i tv-programmet Todos Somos Tecnicos.
- Mauricio Pellegrino (cheftræner i Club Universidad de Chile, red.) fortalte os en dag om det sidste tilbud fra AC Milan, og han sagde, at det var Dario Osorio, der selv afviste at skifte.
- Dario Osorios plan var at tage til en mindre liga - ikke Italien, ikke Brasilien, ikke Premier League - fordi han vil etablere sig i en mellemstor klub, og derefter vil han foretage et spring. Det er Osorios ambition, lyder det fra Marcelo Díaz.
Dario Osorio, 19 år, kom til Danmark onsdag, og kunne torsdag officielt kalde sig for FC Midtjylland-spiller. FC Midtjylland betaler 31 millioner kroner for kantspilleren, der står noteret for tre landskampe for Chile, og som nu skal gøre sig i Superligaen.