Den stille Galacticos

En centerforsvarer og en defensiv midtbanespiller. Det var Jose Antonio Camachos ønskeseddel til Real Madrid-præsidenten Florentino Perez, da klubbens tidligere stjernespiller for anden gang skulle forsøge sig i den svære rolle som cheftræner i den spanske kongeklub. Og Perez var lydhør, for madrilenernes skandaløse sæsonafslutning, hvor alt blev smidt på gulvet og turneringen lukkede med…



Men pressen lod sig ikke imponere med baggrund i Owens tre trofæløse sæsoner og en personlig formkurve, der stort set kun havde peget nedad siden kåringen i 2001 med den skuffende EM-indsats for England som det seneste indtryk. Og internt i klubben var der også stor ballade. Træner Camacho var tosset. Han ville have defensiv, han ville ikke have endnu et stjernenavn til de to offensive pladser, der var besat af Ronaldo og Raul og havde tilbagevendte Fernando Morientes som førstereserve efter det forrygende år som lejesvend i Monaco. Og i truppen var den også gal, da klubbens stærke mand og anfører Raul pludselig kunne se sin gode ven Morientes blive skubbet en tand længere ud på bænken trods løfter om spilletid. Så det sydede og det kogte, og det hjalp ikke meget, at Perez hurtigt købte den muskelskadede Jonathan Woodgate af Newcastle for at styrke defensiven. For puslespillet i frontlinien var umuligt at få til at gå op med så mange navne til så få pladser, så Owen blev ikke mødt af åbne spanske arme, da han kom til Madrid. Legenden og ærespræsidenten Alfredo Di Stefano blev selvfølgelig og som sædvanligt sat til at overrække den nye trøje, men ellers var der ikke meget at komme efter i forhold til landsholdskammeraten David Beckham, der året før blevet præsenteret som en rockstjerne med en tour-karavane rundt i byen og en mediedækning, som folkene fra Real-sponsoren Audi stadig smiler saligt over. Owen listede blot stille ind til et sommerlukket Madrid, fandt sig selv og familien på et hotelværelse og mødte op til sin første træning, uden at hans udstyr var kommet på plads. For på Owens skab med nummer 11 stod der stadig Javier Portillo.



Det var der ikke meget “Galactico” over, og med en naturlig generthed, ingen sproglige evner og en koldfront fra Raul, Morientes og Camacho var det første møde med en klub, der ikke hed Liverpool, ikke det nemmeste for den 24-årige Michael Owen – heller ikke selv om han havde landsmændene Beckham og Woodgate at støtte sig til. For Beckham lever i en anden verden, selv om han dog har givet Owen det helt private mobilnummer som ellers kun mor, far og Victoria har, mens den skadesplagede Woodgate efter flere års forudseende spanskundervisning hjemme i England uden problemer kunne snakke med, når han for en sjælden gangs skyld var med i omklædningsrummet. Så for Owen var det ren forvirring, masser af magtkampe til træning og en hverdag på hotel med fru Louise og parrets halvandet år gamle datter. Det var langt fra optimalt, og selv om Owen rent faktisk lagde fornuftigt fra land med en tidlig indskiftning i sæsonåbneren (i stedet for en skadet Raul) og oplæg til Ronaldos sejrsmål på Mallorca, blev han hurtigt udstillet som en af årsagerne til den elendige sæsonstart med et 3-0 nederlag til Leverkusen i Champions League og et 1-0 nederlag til Espanyol, hvor den engelske angriber ellers fik sin første plads fra start, mens Raul og Beckham varmede bænk. Manglen på markedsføringsmaskinerne på banen gjorde præsident Perez lige så sur, som flere af stjernerne efterhånden var blevet det, og det fortalte han den primitive og aggressive Camacho, der med hele Owen-sagen in mente blev så tosset, at han for anden gang forlod Real Madrid i raseri og overlod det til Katten fra Odessa, klubmanden Mariano Garcia Ramon, at samle stumperne op. Og på den måde havde den utilpassede og generte Galactico fra Liverpool allerede meddelagtighed i både en dårlig sæsonstart og en trænerfyring på samvittigheden efter en måneds tid i Madrid, mens han hjemme på hotellet trampede rundt på plasticlegetøj og klædte sig af og på i mørke af hensyn til den lille Gemma. Det kunne vel næsten ikke blive værre – men det blev det.

Garcia Ramon spillede nemlig sine sikre kort i starten af sin uventede trænerkarriere, og det betød, at Owen blot fik en times spilletid i de næste fire kampe, mens den ene plads i startopstillingen var i 0-1 nederlaget hjemme til Deportivo. Og imens det ellers Real-tro AS-blad skrev “Owen er en skraldespands-galactico. Det sagde denne avis allerede på den skæbnesvangre 12. august, denne smertens dag, hvor Madrid købte Owen, solgte Eto’o til Barcelona og ikke fik fat på Vieira,” tog angriberen hjem til landskamp mod Wales, hvor han straks blev konfronteret med formen og det faktum, at andre målscorer gjorde det meget bedre. “Det var lavpunktet, da folk begyndte at snakke om, at jeg skulle sættes af landsholdet,” sagde Owen til denne lørdags Times, hvor humøret var helt anderledes. For efter Eriksson endnu engang stod last og brast med Owen og som sædvanlig satte ham i startopstillingen, denne gang i stedet for formstærke Jermain Defoe, blev landskampen mod Wales et vendepunkt for Real Madrid-reserven. Owen scorede ikke, men han spillede fra start og han spillede godt, hans hold vandt og David Beckham fik en ribbensskade. Det sidste betød, at klubkammeraten nu var sat ud af spillet i en måned, og så kunne Katten fra Odessa rykke Raul tilbage på midtbanen og i stedet operere med en lynhurtig frontduo bestående af de ellers meget ens angrebstyper Ronaldo og Owen. “Den landskampsuge kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt for mig. Den fik mig til at glæde mig til at spille 90 minutter igen, for jeg spillede ikke så meget, som jeg gerne ville i Madrid. Men så fik jeg to gode kampe med England, to sejre og en masse selvtillid at tage med tilbage til Spanien. Det var et vendepunkt i min sæson,” som Owen selv ydtrykte det for nylig, da ugen med sejren over Wales og anførerrolle, mål og sejr i Aserbajdsjan havde gjort sit videre indtryk. For her en måned senere er englænderens fodboldverden vendt på hovedet.

I løbet af otte kampe har Owen scoret seks gange, Real Madrid har vundet det hele i ligaen, og frembuldrende Barcelona er nu pludselig kun fire point væk i toppen af Primera Division. Der er dog fortsat kritiske røster som kommentatoren i AS, der heller ikke er tilfreds med sejre og senest har skrevet: “Owens mål er en smule vulgære. Selv om han har vundet Guldbolden og scoret en del mål, har han ikke gjort folk opstemte. Han er en bevægelig og skarp angriber, der løber meget, men hans ankomst har ikke fået Madrid til at skinne stærkere. Han er ikke en ægte Galactico.” Det har Owen næppe heller behov for at være. Han er bare glad for, at han så småt er begyndt at falde til, at han i Solari, Figo og Salgado har fået engelsktalende holdkammerater, der er klar til at hjælpe ham ind i fodbold på spansk, og at han i sidste uge langt om længe kunne sige farvel til hotellet og goddag til sin nye bolig i det La Moraleja-område, hvor også Beckham og Woodgate holder til. Og så er der jo også spilletiden og alle de vigtige mål: “At jeg har spillet næsten hver eneste kamp fra start i den seneste måned er mere, end jeg nogensinde havde turde håbe på. Men Raul er blevet rykket ned på venstre midtbane, og det er altså en spiller i absolut topklasse, der har scoret hundredevis af mål. Det er et stort kompliment til mig.” “Mine mål har ikke været spektakulære, men de har næsten alle sammen været vigtige mål, for vi lå i midten af ligatabellen og havde tabt vores første Champions League-match mod Leverkusen med 3-0,” sagde Owen i lørdags.

Så den udfordring han søgte i Madrid efter syv sikre sæsoner i Liverpool, hvor den nye manager Rafael Benitez i øvrigt også lod til at hælde mod et angreb med dyrt indkøbte Djibril Cisse (nu ude for resten af sæsonen med et kompliceret benbrud) og EM-topscorer Milan Baros (muskelskadet i Tjekkiets VM-kvalifikationskamp onsdag aften), lader til hurtigt at have båret frugt. Starten var svær, men efter at have lignet en kopi af Ian Rushs udlandseventyr (syv mål for Juventus og et udødeligt citat om, at “det var som at være i et fremmed land”) begynder det mere at se ud som Gary Linekers succesfulde år i FC Barcelona. Den store personlige og nationale triumf udeblev godt nok, da det ikke blev til mål for England i onsdagens ondskabsfulde og tabte venskabskamp til Spanien på Santiago Bernabeu, men det ændrer ikke ved, at Owen er inde i en målstime. Godt nok er Beckham tilbage på Madrid-holdet, hvilket har sendt Raul retur til frontlinien med Ronaldo, men Owen har den aktuelle skarphed, der også kan give ham en hovedrolle i lørdagens brag i Barcelona: “Det er en af de kampe, man altid så på tv, mens man sad og tænkte over, hvordan det mon var at være på banen. Det virkede som lokalopgør i Sydamerika, som det glade vanvid. Jeg har selvfølgelig allerede hørt om det grisehoved, der blev kastet efter Figo, og samtidig har du over 90.000 tilskuere pr. kamp. Så det er sådan en kamp, som man kun kan håbe vil leve i ens hukommelse resten af livet,” som Owen selv sagde det i lørdags. Og kan han tiltvinge sig en hovedrolle i denne lørdags arvefjendeopgør på Camp Nou, vil skeptikerne blive nødt til at ændre deres opfattelse af Real Madrids billigste sommerindkøb. For så vil Årets Spiller i Europa anno 2001 være sprunget ud som en ægte “galactico”.







De er vinterens fem dyreste Superliga-køb



LIVE

TransferLIVE: Man Utd udlejer Dorgu-konkurrent


FC København skifter Parkens røde sæder ud med blå

Afsløring: Stort AB-talent besøger Burnley



DBU giver kvinderne samme bonus som mændene

Schmeichel om Højlund: ‘Han gør det fantastisk’

Milan og Roma jagter mål og semifinale

Man Utd planlægger store ændringer til sommer

Superligaens mindste trup: ‘Jeg er ikke bekymret’



TIPSBLADET SPECIAL

Sådan gør din klub i vinterpausen


Endnu flere millioner kan vente Superliga-klub

Spår exit for dansk stjerne: ‘Flad fornemmelse’

Dansk angriber skifter i millionhandel

FC Barcelona scorer 100 millioner 



TOPNYHED

Færdig i Brøndby – dansk klub håber på aftale


Ny FCM-stjerne? Her overgår han kæmpesalg

Brøndby besejret af svenskere

Se billedet: Nu er han på vej til Danmark

Derfor hentede Brøndby ikke en venstre back

Superliga-klub afviser 112 millioner


INTERVIEW

Ellevild med Diant Ramaj: ‘Storslået handel, FCK’


AGF afviste spansk og hollandsk klub

Transfer? Disse spillere kan forlade Superligaen

Brian Riemer reagerer på danske transfers

Farvel til ny FCK-keeper: ‘Virker meget mærkeligt’



‘Alt blev sort. Jeg var i chok’

Kenneth Perez om Brøndby-køb: ‘Han så dårlig ud’

Theo Sander glippede skifte: ‘Jeg var frustreret’

Dybt forundret: ‘De er på Championship-niveau’

Stopper karrieren efter SL-exit: ‘Fældet en tåre’

City brugte flest penge i transfervinduet

Scoop? Han ligner en klassesigning, Brøndby!

Dansk målmand fritstillet på Cypern


HELT VILDT

Wow – overgår FC København-målmænd med længder


Her er Patrick Dorgus løn i Manchester United

Jores Okore er færdig i dansk klub

Angriber får ophævet kontrakten i Sønderjyske

Superligaens tag-selv-bord: Store navne er gratis

Spillere i overskud? Her er transfervinduerne åbne

Vækker opsigt – Kevin Diks topper særlig liste

Ellevild med dansk transfer!

SL-chef: ‘Som at gå 12-runder med Mike Tyson’

– Det har jeg ikke hørt noget om

– Derfor solgte vi ham til Brøndby IF

‘Theo Sander var sgu ikke lige min prioritet’

Odgaard og co. med solidt tag på Atalanta

José Mourinho roste ny Brøndby-spiller til skyerne

Bekræftet: Benjamin Tahirovic på plads i Brøndby

Afsløring: West Bromwich forgylder Tammer Bany

Brøndby sender spiller til Belgien

Afviste bud: ‘Han er meget, meget vigtig for os’

Afsløring: FC Midtjylland har købt Dani Silva

Angriber på plads i Superliga-klub

OB-boss: ‘Vi er først og fremmest kede af det’

Brød sammen i gråd efter transfer

FCM forhandler om midtbaneprofil – her er prisen