Den spanske syges bedstefar

Aragonés sætter sig og går direkte til sagen uden de store indledende floskler. Med ru stemme sætter han navn på de 20 udvalgte spillere til de kommende EM-kvalifikationskampe mod Danmark og Island. Der er ingen overraskelser iblandt; navnene er præcis dem, som de velinformerede spanske medier allerede dagen inden har kunnet præsentere. Og igen har landstræneren valgt at se bort fra ikonet Raúl González.

Aragonés er klædt i et gråt nålestribet jakkesæt, hvid skjorte og rødt slips. Ikke en påklædning, han normalt optræder i, for den hvidhårede veteran er en type, der har det bedst i træningsdragt. Hans hænder er blege og gamle med en diskret guldring på en af fingrene. Kropssproget er afmålt, og læberne bevæger sig ikke meget, når han svarer på journalisternes spørgsmål om truppen og de to kampe.

I sin tale veksler den 68-årige landstræner mellem det bryske og sarkastiske og det mere humoristiske. Han bliver fornærmet, da en journalist påstår, at han skulle have lovet Raúl, at han ville blive udtaget. Da en anden siger, at han vil stille to spørgsmål, korrigerer Aragonés ham og slår med et glimt i øjet fast, at han “først må stille et og derefter et andet.” Og da en kvindelig journalist spørger, om rutine i netop disse to kampe bliver afgørende, lyder det alfaderlige svar: “Min pige, rutine er altid vigtig,” mens gamlingen overbærende slår ud med armene.

På overfladen ser Spaniens landstræner ud til at være på toppen af verden og have styr på meningsdannerne. “El Sabio de Hortaleza” bliver Luis Aragonés kaldt. Den vise mand fra Madrid-forstaden Hortaleza. Spørgsmålet er bare, hvordan der ser ud inde bag den myndige fremtoning og de pæne klæder. Om her virkelig gemmer sig en alvidende padrino, en spansk fodbolds godfather, eller om Aragonés i virkeligheden er som eventyrets klædeløse kejser; om facaden rummer en fodboldfigur fra fortiden, der prøver at skjule, at hans metoder er forældede, og at han som træner for længst har passeret sidste salgsdato.

Optimisten har fået nyt liv

Det er fredag lidt over middag i Las Rozas lidt uden for Madrid. Det er her, det spanske fodboldforbund residerer, og her, det spanske landshold skal forberede sig på de kommende EM-kvalifikationskampe. Og det er her, Luis Aragonés efter dagens pressekonference har indvilliget i en snak med TIPS-bladet om situationen for det spanske landshold.

I et lille mødelokale bag de spanske landstræneres kontor sætter Aragonés sig til rette og lægger med det samme bryskheden fra sig, mens han går i gang med at fortælle om sin seneste oplevelse med landsholdet, sejren over England på Old Trafford i sidste måned.

“Holdet spillede, som vi havde aftalt. Vi havde bolden mere end en modstander, som grundlæggende har en bedre fysik, end vi har. Vi forsøgte at have bolden i vores magt og på den måde få modstanderen til at lide. Det var en kamp, hvor Spanien fuldstændig dominerede spillet og bolden og også kom sejrrigt ud af,” siger han veltilfreds.

Har landsholdet med den kamp genvundet optimismen?

“Jeg er optimist af natur. Det var en venskabskamp, og på den måde betyder den ikke så meget. Situationen i gruppen er kompliceret, men vi har spillet meget få kampe til at drage konklusioner. Både Spanien og Danmark har kun spillet tre kampe, så det er stadig tidligt,” siger Aragonés og får på den måde drejet samtalen hen mod lørdagens kamp på Santiago Bernabéu inde i hovedstaden.

Her står Aragonés i en situation, hvor alt andet end en sejr vil blive betragtet som en fiasko og på ny skabe krav om en udskiftning på landstrænerposten. Spanien har fire point op til Danmark på EM-kvalifikationsgruppens andenplads, og det hul skal lukkes.

“Det er to hold, der begge har en meget god teknik og hurtighed både med fødderne og i tankegangen. Der vil være spillere på banen til at skabe en god kamp og give de to tilskuergrupper et espectáculo.”

“Danmark har spillere på et højt niveau, nogle af dem spiller her i Spanien. Teknisk er holdet på højde med de bedste, og samtidig har de en stærk fysik. Det gør dem til et svært hold at spille mod,” siger Aragonés.

Tømmermændene i Belfast

Efter en 30 år lang trænerkarriere i otte forskellige klubber overtog Luis Aragonés jobbet som landstræner, efter at det under Iñaki Sáez var blevet til endnu et tidligt slutrundeexit ved EM i Portugal i 2004. Aragonés har også selv haft sine problemer, og da det i september blev til et sensationelt nederlag mod upåagtede Nordirland i EM-kvalifikationen, erklærede han for anden gang på få måneder, at han var villig til at trække sig fra landstrænerposten.

Det mente mange spaniere lød som en rigtig god ide efter det pinlige nederlag, men fodboldforbundets præsident Ángel María Villar valgte til manges overraskelse at holde fast ved Aragonés, også efter at det senere på efteråret blev til et nederlag i Sverige og i en venskabskamp mod Rumænien på hjemmebane.

“Efter en VM-slutrunde har alle hold problemer, både de, der har vundet, og de, der ikke opnåede det, de havde ønsket. Her i Spanien har vi spillere, som har vundet VM-finalen med Italien, som i denne sæson ikke har præsteret på deres højeste niveau,” siger han med hentydning til Real Madrids Fabio Cannavaro og Barcelonas Gianluca Zambrotta.

“Der går flere måneder efter en slutrunde, hvor man ikke spiller, og hvor spillerne holder ferie. Man mister fokus og glemmer det, man har arbejdet på. Det udløser en mangel på koncentration, og efter min mening tabte vi den kamp i Nordirland udelukkende på grund af manglende koncentration. Vi førte 1-0 og 2-1, og på to minutter indkasserede vi to mål efter koncentrationssvigt og tabte 3-2. Men når man siger, at det er hele forklaringen, er der ingen, der tror på det, men det er sådan, det er,” slår Aragonés fast.

Så den dårlige start på EM-kvalifikationen har ikke fået dig til at tvivle på din spillestil?

“Nej. Og hvorfor? Fordi den er blevet nøje studeret og har ligget fast siden begyndelsen. Vores fysik er grundlæggende ikke specielt god, men det er vores teknik til gengæld, så det er den vej, vi skal følge. Og når man har sine ideer helt klare, nytter det ikke noget at ændre dem,” siger han.

Den spanske stil

En klar ide var ellers noget af det, kritikerne havde svært ved at få øje på, da Luis Aragonés sidste år gik ind til sin store prøve som landstræner. Efter en vaklende kvalifikationsturnering var VM-billetten kommet i hus efter en playoff-opvisning mod Slovakiet. Spanien ankom til Tyskland med mange spørgsmålstegn, og bare få dage inden slutrunden kunne de færreste med overbevisning fastslå, hvilket spillesystem den erfarne landstræner egentlig havde tænkt sig at anvende.

Men en stegende varm eftermiddag på Zentralstadion i Leipzig faldt alle brikkerne på plads. Efter en af de mest suveræne præstationer overhovedet i hele slutrunden blev Ukraine sat på plads med en 4-0-sejr. Pludselig blev Spanien et hold, alle snakkede om som mulig verdensmester. Og i den spanske VM-lejr i Ruhr-distriktet var det nu en optimistisk og selvsikker Aragonés, der dirigerede med sine spillere, indtil det gik galt i ottendedelsfinalen mod Frankrig.

“Alle de tre indledende kampe var meget gode for os og faktisk også kampen mod Frankrig. Vi var ikke underlegne, og vi havde bolden mest. Frankrig er et hold, man altid kan tabe til, men i 80 minutter var Spanien bedst,” siger Aragonés om nederlaget til naboerne.

“Et VM er ikke den mest retfærdige turnering. Det bedste hold vinder ikke altid, det er en knockout-turnering, hvor en dårlig dag eller en fejl kan få dig til at tabe og blive slået ud. Det er meget følelsesbetonet og faktisk ganske forfærdeligt, fordi det har så stor betydning for spilleren, træneren og fodboldforbundet. Det er ikke en turnering, hvor man retfærdigt kan sige, at det eller det hold har været det bedste. Jeg så et hold som Argentina spille vidunderligt og troede, de ville nå langt. De imponerede mig, men blev alligevel elimineret,” siger han.

Også Spanien havde imponeret mange med sit smukke pasningsspil. Det var let at se stilen med boldbesiddelse og cirkulation blandt teknisk velfunderede spillere som en stil, der var inspireret af tidens spanske modehold, FC Barcelona. Endelig havde Spanien defineret sig selv og fundet sin identitet, hed det. Men ifølge Aragonés var stilen et klart produkt af to års arbejde.

“Da jeg overtog ansvaret for landsholdet, vidste alle spillerne, at vi ville gå efter den gode fodbold, den tekniske fodbold, eftersom vores fysik i øjeblikket ikke er til at sætte superlativer på. Vi skal derfor dominere og have bolden,” siger Aragonés, der ellers som klubtræner har været kendt som en kontraspillets konge.

“I andre VM-slutrunder har Spanien haft en anden stil, fordi der har været spillere med en bedre fysik. Som i VM i USA i 1994 med spillere som Hierro og Salinas. Da var det ikke så vigtigt at have bolden, og med den stil var Spanien tæt på at vinde over Italien i kvartfinalen.”

“Nu har vi midtbanespillere som Iniesta og som Cesc, som fysisk ikke er stærke, men som kontrollerer bolden fremragende, og så må vi dedikere os til det.”

For tiden er der ellers mange fysisk betonede hold, der har succes. Hold som Liverpool, Chelsea og Frankrig. Er der en måde, I kan triumfere på med jeres stil?

“Det handler om, at vi spiller efter den stil, der passer til os. Tidligere var Frankrig også svagere fysisk og spillede anderledes. Alle har sin egen stil, og det er det, der gør fodbold brillant. Du ser hold som Island og Sverige, der teknisk er dårligere end Spanien, men alligevel kan de vinde på deres egen stil. Vi kan ikke lave om på vores fysiske mangler.”

Et hold, der har succes med den tekniske stil, er Barcelona, men de råder også over store udenlandske individualister. Ser du dem på dit landshold?

“Af den kategori som Ronaldinho, Eto’o og Messi må svaret være nej. For dem er der ikke mange af på noget hold. I øjeblikket har Spanien ikke nogen af de 5-10 største stjerner i verden. Spillere som Henry og tidligere Zidane.”

Skrønen om det splittede Spanien

Det opløftende spil undervejs i VM-slutrunden kunne dog ikke ændre konklusionen: Endnu engang var Spanien blevet sendt tidligt hjem og fastholdt dermed rollen som den største fodboldnation, der aldrig er blevet verdensmester. Årsager skulle findes, og når Spanien har tabt, er en af standardforklaringerne den om, at i et land med selvstændighedssøgende regioner er landsholdet også splittet og kan ikke få hverken spillere eller nationen til at stå sammen. En forklaring, landstræneren dog ikke tror på.

“Man søger situationer, som ikke eksisterer. Folk står bag landsholdet og ønsker, at det vinder. Det så man under VM ligesom ved alle andre slutrunder. Det med at Spanien er splittet, kommer fra et andet tema, fra det politiske liv, og det har intet at gøre med fodbolden,” siger han.

Under alle omstændigheder står det klart, at Spanien på landsholdsplan historisk set har underpræsteret, og at opmærksomheden er større omkring klubfodbolden. Onde tunger kan nok finde en pointe i, at fodboldforbundet holder til ude i forstaden Las Rozas i nærheden af en række fabriksudsalgsforretninger med billige mærkevarer: Det spanske landshold som en hensygnende og hengemt discountudgave af nationens virkelige fodboldmæssige ansigt.

“Sandheden er, at Spanien ikke er blandt de allerbedste landshold i verden. Det siger resultaterne. Men vi har dog kvalificeret os til de seneste otte VM-slutrunder, hvilket en nation som Frankrig ikke har. Men eftersom vi ikke er blandt de syv-otte bedste, har vi svært ved at vinde de store turneringer. Vi arbejder mod at være blandt de bedste, ligesom Danmark gør, men vi er det ikke endnu,” lyder Aragonés’ påstand, som kan lyde mærkværdig i landet med verdens måske stærkeste nationale liga.

“Der er bare ikke så mange spanske spillere at vælge imellem i de store klubber. Det er problemet for de store fodboldnationer, og man ser det samme i England. Og som nævnt har vi ikke de helt store verdensstjerner; de kommer frem lidt sporadisk, men hvis vi fik et par stykker af dem, ville vi også være blandt de fem bedste i verden,” siger han.

Det svære job som landstræner

En anden forklaring på Spaniens perlerække af skuffelser har lydt på, at ibererne har et mentalt problem, som er blevet forstørret af de mange nedture. Det forsøgte Luis Aragonés at lave om på, da han under VM-slutrunden knyttede en psykolog til landsholdsstaben.

“Det var et nødvendigt skridt. Spilleren skal vide, hvad han skal gøre på banen, og være overbevist om, at han vil gøre det godt. Derfor er psykologien fundamental, og derfor medbragte vi en af de dygtigste. Enhver træner har noget psykolog i sig, men slet ikke lige så meget som en, der har studeret det. Og efter min mening er det lige så vigtigt, at spilleren føler sig stærk mentalt, som at han er velforberedt fysisk og taktisk.”

“Problemet som landstræner, både her og i alle andre lande, er, at man har meget kort tid til at arbejde med spillerne. Man har samlinger på tre dage eller højest syv, og om året giver det kun nogle og tyve dage sammen med spillerne.”

I Madrid er der dem, der mener, at Aragonés selv burde gå til psykolog, efter at han har truffet det valg at se bort fra Real Madrid-kæledæggerne Raúl og Guti. En kontroversiel beslutning i et land med enorm fokus på fodbold.

“Sådan er det. Det er svært at være landstræner overalt i verden. Alle, der kan lide fodbold, har en landstræner indeni. Der er måske 30 egnede spillere, og så er det altså mig, der har ansvaret for at vælge de 20. Men der vil altid være forskellige meninger,” siger Aragonés.

Tiden er ved at være løbet ud for interviewet, ligesom den kan være det for Luis Aragonés, hvis det bliver til et negativt resultat på lørdag inde på Bernabéu. Jeg takker for samtalen og ønsker ham held og lykke fremover – altså efter på lørdag.

På vej ud har den gamle mand dagens største smil på og er hurtig med sit svar:

“Det samme siger jeg. Held og lykke fremover – efter den 24. marts.”