"ER DU PARAT TIL AT PRØVE den sicilianske trafik?" Paolo Vannini nikker befalende i retning af den sikkerhedssele, jeg ikke har fået spændt endnu, mens han med kendermine styrer sin stationcar gennem jernporten fra Stadio Tenente Onorato, ud på Corso Calatafimi og ind mod Palermos buldrende centrum.
Det er en 25 grader varm mandag eftermiddag, og US Città di Palermo-spillerne har godt 20 minutter tidligere forladt den lette træning på det gamle militærstadion i de bjergrige omgivelser i Boccadifalco vest for millionbyen, da jeg i al stilhed tillader mig at drage to konklusioner fra min position på passagersædet: Den vennesæle, ranglede lokale Corriere dello Sport-reporter ved min side er for det første en omtrent lige så offensiv bilist som min morfar, som hovedrystende lod sin Volvo overhale af den ene "bisse" i en mejetærsker efter den anden i Ærøskøbing og omegn, og for det andet er intet tilsyneladende, hvad det har været i en helt anden hovedby på en helt anden ø, hvor de lokale bisser i mange år er gået under navnet mafiosoer og aldrig har kørt landbrugsmaskiner, men derimod plejede at skridte målrettede ind i en af de store banker på Via Roma med ansigtet skjult under hatteskyggen og en violinkasse under armen.
Palermo må have vristet sig fri af myternes omklamring, for hvordan skal man ellers forstå, at mafiaen stort set ikke har givet lyd fra sig i flere år, og at ingen efter alt at dømme længere hellere vil ofre sit FIAT-karrosseri end bukke under for en flettepligt?
Piazza Zamparini
Udviklingen til det bedre i Siciliens største by har mange forklaringer, og en af dem er fodbold. Det var også grunden til, at danske TIPS-bladet sammen med blandt andre BBC Radio, et russisk livsstilsmagasin og schweizisk radio havde fundet vej til Stadio Renzo Barbera søndag aften. Selv samme Palermo, der så sent som for 20 år siden måtte leve et år uden et fodboldhold, efter at den daværende klub var gået konkurs, havde nu samlet 34.000 tilskuere til topkamp i Serie A mod Inter.
Fodbolden har givet Palermos borgere noget at samles om, og den lokale klub er et af de lokomotiver, der kan trække byen væk fra både lovløsheden og Italiens højeste arbejdsløshedsprocent. Og det kan et 1-2-nederlag til storholdet fra Milano ikke rokke ved, som Massimo Norrito, Paolo Vanninis kollega på la Repubblica, slår fast, da vi mødes på hans kontor i nærheden af Italiens officielt kårede bedste kaffebar, Caffè Spinnato, formiddagen efter kampen og et par timer inden middagstræningen.
"Fodbolden i Palermo havde ligget død i flere år, fordi klubben ikke havde råd til at købe gode spillere, indtil Maurizio Zamparini kom med en masse penge og skabte et godt hold, som rykkede op i Serie A og kvalificerede sig til UEFA Cup'en for første gang i klubbens historie," indleder journalisten med de små, tykke brilleglas og den brune fløjlsjakke.
Mens han selv, forklarer han, som ung sicilianer valgte Milan som hjerteklub i mangel på alternativer på øen, har hans 11-årige søns klubvalg straks været lettere.
"I dag er der kommet en ny generation af fodboldfans i byen, hvor alle børnene går rundt i den lyserøde Palermo-trøje," siger han og peger på strøggaden Via Principe di Belmonte på den anden side af vinduet. "Deres store helt er Amauri og ikke Shevchenko eller Crespo, og da de var på stadion i aftes, var det for at se Palermo og ikke Inter. Det havde været omvendt, da jeg var dreng."
Den i dag 65-årige klubpræsident Zamparini skabte sin formue på storsupermarkedskæden Mercatone og har tidligere været præsident i Venezia, som under hans ledelse rykkede op fra Serie C til Serie A. Da han købte Palermo af Franco Sensi, den daværende såvel som nuværende Roma-præsident, for 150 millioner kroner i juli 2002, bragte han en del spillere med sig – deriblandt Santana og Budan – men de er alle væk igen.
"Der har været stor udskiftning på holdet, men hver gang man har solgt en spiller, har man opdaget andre spillere og fået dem integreret på holdet hurtigt. En spiller som Amauri købte Palermo for otte millioner euro (i Chievo, red.) inden sæsonen, og nu er han nok 22 millioner værd. Barzagli blev købt for fem millioner euro (også i Chievo, red.), og han bliver formentlig solgt til Juventus til sommer for 12 millioner."
Massimo Norrito fremhæver sportsdirektøren Rino Foschi som manden med det gode øje for at købe efter omstændighederne billigt og sælge dyrt. Luca Toni er et andet eksempel, skynder han sig at tilføje, inden han erklærer, at Francesco Guidolin samtidig er den perfekte træner for holdet.
"Guidolin er fra Norditalien, men han forstår, at Palermo er meget hektisk, og at indbyggerne er lige sådan. Zamparini, Foschi og Guidolin arbejder godt sammen, også selv om Zamparini tror, han har mere forstand på fodbold, end han i virkeligheden har. Han skændes måske med Guidolin i et minut, men så bliver de altid venner igen. Zamparini er en mand, der altid siger, lige hvad han tænker – også om Berlusconi, dommerne, Moratti …"
Norrito havde i mange år mafiaen som stofområde. Han dækkede attentaterne på antimafiadommerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino i begyndelsen af halvfemserne og også efterspillet, da en Zamparinis forgængere som fodboldpræsident blev likvideret, fordi han modarbejdede mafiaen. Han begyndte at skrive om fodbold "for at kunne slappe lidt mere af med sit arbejde," som han siger med et smil, og han er overbevist om, at mafiaen ikke har noget at skulle have sagt i Zamparinis styre. Klubpræsidenten betaler eksempelvis ikke pizzo, beskyttelsespenge, til organisationen.
"Tidligere havde klubpræsidenterne kontakt til mafiaen, men Zamparinis penge kommer fra Norditalien og flyder uden om mafiaen. Mafiaen er ikke længere på stadion, og den vil ikke have held med at lave ballade over det, for Zamparini er meget populær i Palermo. Jeg tror, at hvis han stillede op som borgmester i byen, så ville han blive valgt, og der går nok heller ikke mange år, før Palermo har en Piazza Zamparini," griner Massimo Norrito. "Zamparini har gjort alt i Palermo bedre."
Palermo i Valby
Paolo Vannini, Massimo Norrito, TIPS-bladets udsendte og alle de andre fremmødte journalister må alle forlade mandagstræningen uden de store nyheder på blokken. Veteranmålmanden Alberto Fontana, der fylder 40 til januar, stiller op for den samlede presse i et par minutter, men ellers er der lukket for interview med de spillere, der er midt i et tæt program med UEFA Cup-fodbold mod Fenerbahce og pokalkamp mod Sampdoria på torsdagene på hver sin side af Inter-opgøret.
Da vi når ind til centrum og de sicilianske frokostklassikere på Antica Focacceria S. Francesco ved havnen, kører Paolo Vannini mig omkring Cattedrale, Porta Nuova, Palazzo dei Normanni og alle de andre seværdigheder i den intense by, hvor indbyggertallet menes at være mindst 300.000 over det officielle på 700.000, og hvor samlivet mellem araberne og normannerne samt bombardementerne under 2. Verdenskrig har skabt et særdeles broget arkitektonisk udtryk.
Det ved Enrico Doria alt om hjemme i Valby, selv om den københavnske bydel på alle måder synes meget langt væk fra de solbeskinnede slutnovemberdage i Palermo. Enrico Doria er 28 år, og da vi kommer i kontakt et par dage efter kampen mod Inter, står det klart og eksilpalermitaneren har en mission udover sin Ph.d. i Genetik ved Københavns Universitet: Han mener, at det er på tide, at US Città di Palermo, der allerede oppebærer fanklubber i Sydney og New York, også får en i København.
"Efter at jeg flyttede til Danmark, meldte jeg mig ind i det italiensk-danske venskabsnetværk Serate-Italiane.dk, og dér har jeg mødt mange andre fodboldentusiaster. Vi spiller fodbold hver søndag, og et par af os har snakket om at samles omkring Palermos lille hold. Vi er allerede i kontakt med flere af holdets store fanklubber i Italien og regner med at etablere den danske fanklub officielt i løbet af januar," fortæller Valby-sicilianeren.Enrico Doria er født og opvokset i Palermo, hvor hans farfar optrådte som forsvarsspiller i den stedlige klub i midtfyrrerne. Det vidner et falmet fotografi af farfaren sammen med Inter-fænomenet Sandro Mazzola engang imellem Enrico Doria om. Han har Amauri som favoritspiller fra det nuværende hold, mens Fabio Grosso og Eugenio Corini er de bedste spillere, der har været i klubben, mener han. Han støtter imidlertid ikke Massimo Norritos tanke om, at en plads skal opkaldes efter klubpræsident Zamparini.
"Jeg synes, at han er arrogant, og jeg stoler ikke på ham. For ham er klubben bare en stor forretning," siger han og griner. "Jeg håber ikke, at Zamparini kommer til at læse det her."
Enrico Doria pointerer, at Palermo-holdet endnu ikke er færdigudviklet nok til i denne sæson at kunne spille med om mesterskabet til det sidste.
"Selv om Palermo er startet sæsonen godt og har gode spiller, er jeg bange for, at der skal mere til for at vinde det italienske mesterskab. Der skal være mere kontinuitet," påpeger han. "Men hvis holdet fortsætter sin udvikling, så regner jeg med, at sympatien for holdet også vil vokse blandt danskerne, og så kan vi måske være 100 medlemmer af fanklubben om et år."
MÆND I LYSERØDT
US Città di Palermo blev i 2004 det første sicilianske hold i Serie A i 20 år, da holdet vandt Serie B med den nuværende Fiorentina-spiller Luca Toni som topscorer. Sæsonen 2004-05 var samtidig Palermos første sæson i Serie A siden 1972, og det blev et mindeværdigt comeback. Luca Toni, der var blevet afskrevet med en knæskade i Brescia, scorede 20 mål, Palermo kvalificerede sig til UEFA Cup'en, og Toni blev solgt til Fiorentina for små 80 millioner kroner. Inden da havde klubben, der oprindeligt blev stiftet i 1900, gennemgået en turbulent historie. Holdet er rykket ud af Serie A syv gange – det overgås kun af Bari, Brescia, Atalanta og Genoa – og i 1986 blev klubben erklæret konkurs. Palermo måtte leve uden et fodboldhold i et år, inden man genopstod som US Città di Palermo i Serie D.
Træner: Francesco Guidolin.
Dyreste indkøb: Amauri, 60 mio. kr. (Chievo, 2004).
Dyreste salg: Luca Toni, 80 mio. kr. (Fiorentina, 2005).
Dansk spiller: Helge Christian Bronée (1950-52)
Spiller med flest landskampe: Fabio Grosso, 16 (nu Inter).
Idealopstilling 2006-07 (4-3-2-1): Alberto Fontana – Cristian Zaccardo, Giuseppe Biava, Andrea Barzagli, Marco Pisanu – Aimo Diana, Eugenio Corini, Simplicio – David Di Michele, Mark Bresciano – Amauri.
Følg udviklingen af den danske Palermo-fanklub på www.serate-italiane.dk

Han er for vild: Pengene vælter snart ind i FCK!

FC Nordsjælland sender angriber til MLS

Husker du ham? FCM-flop i kæmpe modvind

‘Udinese kæmper med dansker-gåde’

Anker Dani Alves’ voldtægtssag

Højbjerg til middag med Kongeparret

Nu vil stor Manchester City-stjerne væk

Nyt underskud hos Superliga-klub

Huescas kan blive udvist af Danmark

Absurd Højlund-påstand passer ikke

AGF-chefer harcelerer mod stadionbesparelser

Superliga-profil går benhårdt efter VM 2026

40 mio pund: PL-bomber har nedrykningsklausul

Voldsom kritik af FCK og Huescas: ‘Helt grotesk’

Revser Patrick Dorgu i ny United-nedtur

Så du det i Parken? Har fået grønt lys

Sarr skyder Southampton i sænk

Bukayo Saka med drømmecomeback

Ikke sket siden 2001: Pokalsensation i Tyskland

Brøndby-spiller: Kæmpeklub tilbød mig kontrakt

Nu fortæller Martin Vingaard om FCK-exit

Superliga-profiler har udløb: Her er status

Raser over VAR: ‘Det er det sygeste’

Thomas Frank roser dansker: Måske aldrig set bedre

‘Mærkelig’ Højlund-beslutning vækker opsigt

Lang pause: Her er status på Kasper Schmeichel

Fantastisk melding om Matt O’Riley

Legende i stort Højlund-forsvar

Vildt Mohamed Salah-skifte? ‘Jeg ville elske det’

Conrad Harders værdi er eksploderet

Dansk traditionsklub reddet fra konkurs

Roony Bardghjis lillebror stråler i FC København

Stjerne tror på dansker som en af verdens bedste

Rundens Hold i Superligaen – 23. runde

Han afløser Martin Vingaard i FCK

Blodrøde tal: Det er vanvittigt og ekstremt

Amorim afviser salg af Manchester United-stjerne

Eksploderet i Superligaen: ‘Helt unik’

Frygteligt nyt for Pep Guardiola

Brøndby jagtede ham: Nu leder han efter ny klub

AGFs næste stortalenter? Uwe Rösler roser duo

Jubel i FCK: ‘Alle elsker ham’

Højt odds på brandvarm PSG-spiller

Kevin Diks: Dér er jeg ikke enig med Neestrup

FCM-boss: Har afvist bud på over 100 millioner

– Man ser, at FCK mangler en nier

Krise i City: Haaland sendes til specialist

Bekræfter Tipsbladets afsløring

Kæmpe sejr: FC København haler ind på FCM

Værsågod, Liverpool: Han koster 400 millioner

Brøndby-bank: – Det er sindssygt irriterende

Derfor straffer FCK ikke Huescas

Skriger glæden ud!

FCK-keeper: Blandt de unge talenter er jeg nr. 1

Nørgaards plan: Her vil jeg tilbage til Brøndby