Den guddommelige hestehale

DET VAR UD PÅ FORÅRET 2004, at jeg mødte Roberto Baggio for første og sandsynligvis også sidste gang. Jeg havde været i Milano for at interviewe Giovanni Trapattoni, der trods en bekymringsvækkende italiensk EM-slutrundeoptakt havde vist sig som det elskværdige menneske, han havde ry for at være.

Den lille, energiske mand havde efter samtalen, der fandt sted på hans trofætapetserede kontor på toppen af et autoværksted i Cinisello Balsamo nord for modemetropolen, inviteret på kaffe på Il Piacere på den anden side af hovedvejen. Og det var i disse industrifarvede forstadsomgivelser, at han, en af verdens mest respekterede og vindende fodboldtrænere, havde tømt espressokoppen, insisteret på at betale, bedt sig undskyldt og tilbragt den næste halve times tid på telefonen, mens han gestikulerede med den ledige arm og skridtede fyndigt op og ned ad fortovet uden for kaffebaren i sit for skrædderfaget skoleeksempel på en nålestribet uldhabit.

Den italienske landsholdschef var så meget under pres, at han havde set sig nødsaget til at trykke to numre i den lombardiske formiddagsdis: Paolo Maldinis og Roberto Baggios. Det fortalte Cesare Medori, Giovanni Trapattonis rådgiver, da han kort tid efter havde inviteret mig ombord på sin Mercedes med køleskab og fjernbetjening til nakkestøtten og sat kursen ud ad Via Emilia og østpå mod Brescia. Det kunne jo være, at Roberto Baggio, som agenten med det oliebølgede hår tilfældigvis også tjente, ville gøre en undtagelse og svare på et par spørgsmål, når nu journalisten var kommet helt fra Italiens kommende gruppemodstander højt mod nord.

Få timer senere, da jeg var blevet indlogeret på Brescia Calcios træningslejr på Hotel Touring i Rovato imellem Bergamo og Brescia og havde set holdets største navn nogensinde score på ti ud af ti straffespark og ni ud af ti direkte frispark (med figurmur og levende målmand), havde jeg fået det svar, som Trapattoni senere skulle modtage: Nej tak!

***

Når Roberto Baggio afviste at yde en håndsrækning til Giovanni Trapattonis slutrundekampagne, var det ikke fordi, at angriberen havde dårlige erfaringer med sidelinjens piftende gentleman. Det var tværtimod under Trapattoni i Juventus i 1991-94, at Baggios geni havde foldet sig, skulle det vise sig, mest kreativt og målsøgende ud i en 22 år lang professionel karriere.

Han var blevet kåret til både verdens og Europas bedste spiller i 1993, men årene havde også afkrævet ham syv knæoperationer, og det var derfor, han i foråret 2004 besluttede sig for at stoppe med sæsonens udgang. Han kunne 37 år gammel dårligt stå ud af sengen om morgenen længere.

Midt i maj, godt en måned efter vores flygtige møde ude foran et omklædningsrum i den bebyggede motorvejsafkørsel Rovato, blev Roberto Baggio klappet ud af international fodbold, da han efter 84 minutter blev skiftet ud af sæsonens sidste kamp, et 2-4-nederlag til mesterholdet Milan på San Siro. Da han var ved at rulle anførerbindet af armen, mødte Paolo Maldini, hjemmeholdets anfører og Baggios holdkammerat under tre VM-slutrunder, ham med en varm omfavnelse midt i solskinnet på banen, men efter at han var forsvundet i tunnelen til omklædningsrummene i stadionets nordøstlige hjørne, efterlod han sig ikke kun bevægelse og beundring. Spilleren med den grånende hestehale lagde med sin afsked også navn, som Richard Williams noterer i playmakerantologien The Perfect 10, til en evig diskussion om, hvorvidt hans talent var blevet fuldt forløst eller ej.

Det kan virke omsonst at hævde, at et menneske med syv søskende skulle være særligt udvalgt, men i tilfældet Roberto Baggio er der alligevel noget om det. 15 år efter, at han blev født i landbodistriktet Caldogno, debuterede han i Serie C1 for Vicenza, den nordøstitalienske fødebys nærmeste større klub. To sæsoner senere hjalp han holdet op i Serie B efter 12 mål i 29 kampe, og 3. maj 1985 indtraf det uundgåelige: En Serie A-klub, Fiorentina, sikrede sig et af de største talenter i italiensk fodbold i nyere tid.

Da han to år senere havde gennemlevet to alvorlige knæskader og sit gennembrud i Serie A under en vis Sven-Göran Eriksson, markerede han, at han var konverteret til buddhismen, ved at lade en hestehale gro ud af den let krusede korthårsfrisure. Mens italienerne hyldede Il Codino Divino – Den Guddommelige Hestehale – havde den ensomme udvalgte fundet sin rejsefælle hen over resten af karrierens formkurver.

***

En historie går, at spillerne fordelte sig i fire lejre, da den italienske VM-trup blev tildelt en fridag under slutrunden i Frankrig i 1998. Et par af de ældre spillere med Paolo Maldini, Billy Costacurta og Giuseppe Bergomi i spidsen tilbragte dagen med deres familier. En gruppe bestående af Demetrio Albertini, Alessandro Nesta, Gianluca Pagliuca, Enrico Chiesa og Gianluigi Buffon drog på shopping, mens et hold med Alessandro Del Piero, Roberto Di Matteo, Filippo Inzaghi, Christian Vieri, Fabio Cannavaro og Luigi Di Biagio lagde vejen forbi Disneyland Paris. Én spiller, Roberto Baggio selvfølgelig, besøgte det lokale buddhistcenter.

Forfatteren Richard Williams beskriver det som tierens natur at stå alene. I enerens ophøjede værdighed, når han som i Roberto Baggios tilfælde transformerede lige dele teknik, fantasi og mod til to enestående scoringer i VM-semifinalen imod Bulgarien i USA i 1994. Eller i individualistens isolation, når han i finalen i selv samme turnering, 17. juli under en hård sol på Rose Bowl i Pasadena, lagde hænderne på knæene og bøjede sig fremover, efter at han havde banket sit afgørende straffespark over Claudio Taffarels overligger, og brasilianere i guldtrøjer dansede omkring ham.

Var det Roberto Baggios skæbne at stå alene med talentets særlige ansvar, var det i lige så høj grad hans lod i livet at forsøge at løfte det i en æra, hvor spillet blev kollektiviseret. Mens Michel Platini og Diego Maradona havde uindskrænkede beføjelser, da de i små shorts og med store armbevægelser ledte Frankrig og Argentina frem til Europa- og verdensherredømmer i firserne, begyndte man i halvfemserne at tale mere og mere om, hvor man skulle lægge presset. Spillere, der kunne lidt af det hele stod i høj kurs, og tendensen var, at tieren blev opfattet som en overflødig luksus.

Da målmand Pagliuca blev udvist efter 21 minutter af Italiens anden gruppekamp ved verdensmesterskaberne i 1994, valgte træner Sacchi at ofre stjernen Baggio for at give plads til reservemålmanden. Tilbage i italienerens opstilling knoklede tovejsspillerne Nicola Berti, Demetrio Albertini og Dino Baggio. Og efter at Roberto Baggio blev købt af Milan i 1995 i en handel, der blev opfattet som et af Milan-ejer Silvio Berlusconis trumfkort i det italienske parlamentsvalg, havnede han snart ofte på bænken af taktiske hensyn. Det samme var tilfældet i det sidste år i Juventus og senere i Inter, og det var kun under opholdene i de mindre klubber Bologna og Brescia, at Roberto Baggios talent vandt fuld tillid i hans sidste halvdel af karrieren.

Og under EM-slutrunden i 2004, hvis Giovanni Trapattoni havde fået sin vilje. Kort efter udgav han selvbiografien Una porta nel cielo (Et mål i/En port til himlen), hvori han tog opgøret med en række af de trænere, der ikke havde vist ham samme tillid.

Kilde: The Perfect 10. Football's Dreamers, Schemers, Playmakers and Playboys af Richard Williams. Faber and Faber, 2006.

Navn:

Roberto Baggio

Født:

18. februar 1967 i Caldogno nord for Vicenza.

Gift med barndomskæresten Andreina – to døtre.

Medlem af Soka Gakkai International Buddhist Organization.

Klubber:

1985-90: Fiorentina. 94 kampe/39 mål

1990-95: Juventus. 141/78

1995-97: Milan. 51/12

1997-98: Bologna. 30/22

1998-00: Inter. 41/9

2000-04: Brescia. 95/45

Titler/hæder:

To italienske mesterskaber (1995 og 1996), en UEFA Cup (1993) og en Coppa Italia (1995). Årets spiller i Europa og verden (1993)

Landshold

1989-04: 56 kampe/27 mål

Deltog i VM-slutrunderne 1990, 1994 og 1998, hvori han scorede ni mål

Trivia:

Roberto Baggio scorede på 106 ud af 122 straffespark i sin karriere.