Den afrikanske drøm

1. DEL: UDVÆLGELSEN

Der er ikke noget at gøre. Han er opdaget.

"Hvorfor var du ikke til lektionerne i eftermiddag?" spørger Taofeeks far vredt.

Taofeek ved, det er umuligt at slippe uden om en straf. Han håber bare ikke, faderen finder kæppen frem og slår ham med den, som både han og moderen nogle gange gør, når Taofeek har gjort noget galt.

Taofeeks far har mødt nogle af de andre drenge fra eftermiddagsskolen og spurgt efter sin søn. Drengene havde ikke haft noget valg og fortalte, at Taofeek ikke havde været til dagens lektioner.

"Jeg har spillet fodbold," siger Taofeek, men ved godt, det ikke er en acceptabel undskyldning i faderens øjne.

"Du skal gå i skole," siger faderen træt. Det er ikke første gang, han hører den forklaring.

"Men far, jeg vil ikke gå i skole. Jeg vil hellere spille fodbold," prøver Taofeek, men det hjælper ikke. Faderen fastsætter straffen, og i de næste uger må Salami-familiens yngste søn tage opvasken.

Det er bestemt ikke første gang, Taofeek har pjækket fra eftermiddagslektionerne. Ikke fordi den lille nigerianske dreng ikke bryder sig om at gå i skole, for det gør han faktisk. Men han synes, det er for meget at gå i to skoler. Når den obligatoriske formiddagsskole er slut midt på dagen, har han kun et par timers pause inden eftermiddagsskolen. Det er alt for stressende, og så betyder det også, at han næsten aldrig har tid til at spille fodbold.

Og fodbold fylder meget i hans drengeverden. Da Taofeek var 11 år gammel, havde hans brødre og nogle af deres venner taget ham med til finalen i turneringen om det afrikanske mesterskab. Surelere Stadium i Lagos var mere end fyldt, da Nigeria skulle møde Cameroun.

Taofeek kunne ikke helt forstå, hvor vigtig kampen var for Nigeria, men han kunne se, hvor rasende hans brødre var, da Nigeria havde tabt kampen efter straffesparkskonkurrence.

Dengang var Taofeeks yndlingsspiller på det nigerianske hold midtbanemanden Sunday Oliseh. Taofeek vidste, at Oliseh i mange år havde været professionel i Europa. Men han var ikke klar over, at Sunday havde en storebror ved navn Churchill.

Sammen med sin familie bor Taofeek i et lille hus i et hektisk kvarter i den centrale del af Lagos. Forældrene Lateef og Adiat bor på et værelse og børnene på et andet. Pladsen er sparsom, men efter nigerianske forhold klarer Salami-familien sig rimeligt. Lateef sælger reservedele til biler, og Adiat har sin egen lille butik på gaden, hvor hun sælger mælk, cornflakes og frugt til kvarterets beboere. På den måde har familien som regel mad på bordet, og der er også råd til et lille fjernsyn.

Sådan er det bestemt ikke overalt i Afrikas største og hurtigst voksende by. I Lagos er der hverken arbejde eller plads nok til de op mod 15 millioner mennesker, der i dag overbefolker byen. Mange lever i dyb fattigdom i skure i trøstesløse slumkvarterer uden adgang til rent vand.

Taofeek er den yngste af Lateef og Adiats seks børn. Som sine ældre brødre og søstre skal Taofeek gå i eftermiddagsskole for at blive endnu dygtigere, så han en dag kan få en uddannelse på universitetet.

Men i den lille drengs hoved handler det ikke om uddannelse og universitet. Han vil være professionel fodboldspiller i Europa, og mens han står og afsoner sin straf med tallerkener, gryder og pander foran sig, tænker han på, at når han bliver større, vil han spille fodbold om eftermiddagen. Om så faderen vil have det eller ej.

***

Taofeek ved, det er en vigtig kamp, han skal spille. Modstanderen er holdet fra FC Ebedei, og Taofeek har godt hørt om det hold.

Han har nogle venner, som spiller for FC Ebedei. De har fortalt ham, at hvis man spiller i den klub, har man gode muligheder for at komme til Europa. Det er en klub, der har gode forbindelser og har lavet en forretning ud af at sende unge nigerianske fodboldspillere til Europa.

Hvis jeg kan spille godt mod Ebedei, så kan det være, jeg kan komme til at spille for dem, tænker Taofeek nogle dage inden kampen. Han begynder at fokusere og lukker alt andet ude. Det gennemborende og målrettede blik i hans brune øjne er nu rettet mod kampen.

Taofeek er begyndt at spille fodbold på et rigtigt hold med dommer og træner og på rigtige fodboldbaner. Det er ikke som før, da han spillede på gaden eller i en gård med træer som målstolper.

På kampdagen må Taofeek snige sig væk hjemmefra, for forældrene ville aldrig give ham lov til at tage ud for at spille mod Ebedei. Deres bane ligger helt ude i forstaden Shagam, og det er langt væk fra Salami-familiens hjem inde i centrum.

Inden kampen går i gang, lægger Taofeek mærke til en mand, der snakker med spillerne fra Ebedei. Han skiller sig ud fra alle andre. Det er tydeligt at se, han ikke selv skal spille fodbold. Han har en skjorte på, og der er en aura af autoritet omkring ham. Når han snakker, lytter Ebedei-drengene.

Det må være ham, der er Churchill Oliseh, tænker Taofeek.

Fra nogle venner har Taofeek hørt, at broderen til den tidligere landsholdsspiller Sunday Oliseh er chef for FC Ebedei, men Taofeek har aldrig set ham før.

Da kampen går i gang, løber og kæmper Taofeek det bedste, han kan. Der er ikke meget græs på banen, så nogle gange er det svært at beregne boldens opspring på det lerede underlag.

Efter kampen kalder Taofeeks træner ham til side. Han siger, at Churchill Oliseh gerne vil snakke med ham.

Med spænding i kroppen går den 14-årige dreng hen for at møde Ebedei-chefen. Churchill hilser på ham.

"Jeg vil gerne have, du kommer og spiller for os i morgen og den næste uge. Måske kan du så blive ved med at spille her," siger han.

Det er den chance, Taofeek har drømt om at få. Han skynder sig hjem og finder sin mor. Hende har han altid haft så nemt ved at snakke med. Han glemmer næsten, at han har sneget sig ud for at spille fodbold uden at have fået lov. Fuld af ophidselse fortæller han, at Churchill Oliseh har spurgt, om han vil spille for FC Ebedei. Men hans mor har aldrig hørt om Churchill.

"Måske kan du godt få lov til at spille der. Men du må vente og se, hvad din far siger," siger hun.

Taofeek ved, det er faderen, der tager beslutningerne i familien. Og Lateef Salami kan ikke lide ideen om, at hans 14-årige søn skal forlade familien. For hvis Taofeek skal spille for Ebedei, er han nødt til at flytte ud til klubbens akademi tæt ved banen i Shagam.

"Han er alt for ung," siger Lateef, men moderen taler Taofeeks sag. De snakker om, at Ebedei kan give ham chancen for at komme til Europa, og til sidst giver faderen sig.

Næste morgen sætter Taofeek sig i bussen og kører ud til Shagam for at træne med FC Ebedei.

***

En af trænerne i FC Ebedei har altid godt kunnet lide Taofeek. Han behandler næsten drengen som sin egen søn. Og en dag kommer træneren hen til Taofeek og indvier ham i en hemmelighed.

"Jeg har hørt, at europæerne kommer i næste uge. Bare så du ved det," siger han.

Taofeek bor nu på FC Ebedeis akademi i Shagam. Han er en af de yngste drenge, der er blevet udvalgt til at spille i klubben, og han er glad for, at træneren hjælper ham. Hvis der er noget, der går ham på, kan han fortælle ham det. Det hjælper lidt på, at han højest ser sin familie en gang om ugen. Og han kan heller ikke ringe til dem, for de har ikke nogen telefon.

Sammen med tre andre drenge deler Taofeek et lille værelse med en nøgen pære i loftet på akademiet. Madrasserne passer ikke altid helt med sengenes størrelse, men for de 30 nigerianske drenge i FC Ebedei er det fornemme forhold. Og vigtigst af alt giver Ebedei dem muligheden for at vise sig frem for mændene fra Danmark.

Taofeek er glad for, at træneren har givet ham besked på forhånd om, at danskerne kommer til Shagam. Det giver ham tid til at fokusere og gøre sig klar i hovedet til at vise sit bedste. Han er fast besluttet på at gribe chancen, så han kan blive udvalgt til at komme til Danmark.

Nogle få dage senere sætter to danske mænd sig ind i Churchill Olisehs bil foran Sheraton Hotel i nærheden af Lagos' internationale lufthavn. Den ene er FC Midtjyllands sportsdirektør Jens Ørgaard, og den anden er Claus Steinlein, direktøren for midtjydernes fodboldakademi, der står foran sin åbning.

Churchill og hans danske partnere tager altid af sted i god tid, for i Lagos' vanvittige trafik ved man aldrig, om turen til Shagam tager en eller to timer. Og selv om Churchill plejer at være velorienteret om vejspærringer, så hænder det, at de bliver stoppet undervejs.

På turen til Shagam kigger de to danskere ud på den kaotiske by, de efterhånden har besøgt nogle gange. Især Jens Ørgaard er en erfaren Afrika-rejsende. Han er vant til at begå sig i den afrikanske kultur og ved, hvordan man skal opføre sig, og endnu vigtigere, hvordan man ikke skal opføre sig. Men Lagos er alligevel noget helt specielt, tænker han. Der er Afghanistan og Irak. Og derefter kommer Colombia og Nigeria. Lagos er ikke et sted, hvor hvide mennesker har lyst til at opholde sig.

Alligevel er Jens Ørgaard i Lagos tre-fire gange om året. For på Ørgaards initiativ har FC Midtjylland indgået et samarbejde med fodboldklubben FC Ebedei, så danskerne kan hente nigerianske drenge i sekstenårsalderen til Danmark for at studere og spille fodbold.

Tidligere havde midtjyderne en forbindelse til en klub i Ghana, men Ørgaard besluttede at flytte aktiviteterne til Nigeria. For bare i selve Lagos, Afrikas største by, har FC Midtjylland et befolkningsgrundlag på omkring 15 millioner mennesker at håndplukke talenter fra. Og dertil kommer resten af det store land, som Churchill og hans folk finkæmmer for fodboldspillere.

Det er forhold, der nok kunne få en europæisk talentspejder til at slikke sig om munder, men FC Midtjylland er stort set alene om de uslebne nigerianske fodbolddiamanter. For i Europa er opfattelsen, at omkostningerne ved at gå ind på det nigerianske marked er for høje. Lagos er ganske enkelt for farlig.

Jens Ørgaard har selv oplevet lidt af hvert under sine mange besøg i Lagos. Han har set døde menneskekroppe i vejkanten. Han er blevet hevet ud af sin bil for at kigge direkte ind i løbet på en maskinpistol. En gang opholdt han sig 14 dage i træk i Lagos. Det gør han aldrig igen. Til sidst var han fuldstændig nedbrudt og lukkede sig inde på sit hotelværelse.

I dag opholder Jens Ørgaard og Claus Steinlein sig kun i Lagos tre-fire dage i træk. Hver dag kører Churchill Oliseh dem ud til Shagam for at overvære FC Ebedeis træning, så de kan udvælge de nigerianske drenge, som FC Midtjylland vil invitere til sit fodboldakademi på den jyske hede.

Lidt forsinket når de tre mænd ud til Shagam, og Ørgaard og Steinlein forlader den behagelige aircondition i Churchills bil. Det er stadig kun morgen, men den fugtige tropehede rammer dem med det samme, så Claus Steinlein er nødt til at tage brillerne af.

Der er mere roligt i Shagam end inde i Lagos, men for de to danskere er forholdene alligevel ekstreme. Lugten af kloak, der har stået lidt for længe i solen, trænger op gennem næseborene sammen med stanken af urin og afføring fra renderne i vejkanten og den kvalmende lugt af bakteriefyldte kødrester fra affaldsdynger lige ved siden af madboder.

Alt det skal Ørgaard og Steinlein forsøge at fortrænge i de næste timer, for her skal de bruge alle sanser til at analysere 30 nigerianske drenges evner på en elendig fodboldbane.

***

Taofeek undrer sig. Han skæver op mod den enlige tribune uden for banen, men der er ikke nogen at se. Danskerne er der ikke. Har træneren mon misforstået noget, eller er der sket noget, siden de ikke er her? Tankerne kører rundt i hovedet på ham, og det er svært at bevare fokus, da han går i gang med dagens træning.

Men pludselig står de der. Nogle minutter inde i træningen er de nået frem. Taofeek genkender den ene mand, som han tidligere har set ved træningen i Shagam. Det er ham, der er bossen.

Den anden mand har Taofeek ikke set før. Han går over på den modsatte side, hvor kun en slidt mur skiller banen fra den omkringliggende nigerianske bush. Claus Steinlein tager et videokamera frem og begynder at filme træningen. Imens står bossen Jens Ørgaard ved siden af Churchill og kigger på Taofeek og de andre drenge.

Det er nu det gælder, tænker Taofeek. Det handler om at være fokuseret, så jeg kan blive valgt. Det handler om at gribe chancen.

Alle har opdaget, at danskerne er kommet, og det er, som om stemningen ændrer sig. Selv om drengene ikke med ord får at vide, hvorfor de to hvide mænd er kommet, så kender alle grunden. De er her for at vælge.

Ude på sidelinjen følger Jens Ørgaard koncentreret hver eneste bevægelse. De mange rejser har givet Ørgaard et indgående kendskab til nigerianerne. Han ved, hvor hårdføre fodboldspillerne herfra er. Det ligger i deres opdragelse, tænker han. Der ligger en ufattelig stolthed gemt i dem.

For hver dag Ørgaard tager turen til Shagam sammen med Steinlein, gør sportsdirektøren inde i sit hoved feltet af kandidater mindre. Nogle af drengene imponerer, mens andre ikke gør, og på den sidste dag er der kun fem-seks spillere inde i billedet.

Efter den tredje dags eftermiddagstræning får Taofeek og de andre nigerianske drenge besked på at samle sig på banen. Taofeek ved, at det er nu, afgørelsen kommer. Det er nu, han får at vide, om han er blevet valgt.

Stille sidder Taofeek og kigger ned i jorden og lytter respektfuldt til den europæiske mand. Han snakker om, hvordan de har spillet. Hvad de har gjort godt, og hvad de har gjort skidt.

Taofeek kan se, han står med et stykke papir i hånden. Og pludselig retter Jens Ørgaard opmærksomheden mod papiret og læser tre numre op. Et af dem er nummer 14. Taofeeks nummer.

"I er valgt," siger Ørgaard.

Taofeek siger ikke noget. Hans afrikanske sind siger ham, at han bør forholde sig i ro. Men indeni er han ved at eksplodere af bevægelse. Han er valgt! Han skal til Europa for at spille fodbold. Han har fået opfyldt sin drøm.

***

Taofeek føler sig skidt tilpas. Han står sammen med sin mor og to af sine brødre foran indgangen til Lagos' internationale lufthavn. Moderen Adiat har tårer i øjnene. Det er umuligt for Taofeek at sige farvel.

Han har ellers haft god tid til at tænke over afskeden i de tre måneder, der er gået, siden han blev valgt. Han har tænkt meget over, hvordan der ser ud i det land, han nu skal bo i.

Hans forældre var blevet meget overraskede, da han kom hjem og fortalte, at han var blevet valgt. Godt nok vidste de, at der var en mulighed for det, når nu deres søn spillede for FC Ebedei. Men de havde aldrig forestillet sig, at han ville blive valgt i så ung en alder. Han var jo ikke engang fyldt 16 på det tidspunkt i foråret 2004.

I Taofeeks hoved var der ingen tvivl om, at han ville rejse til Danmark. Han havde tit forestillet sig, at han ville rejse til Europa for at spille fodbold. Nu fik han chancen, og så havde forældrene bare at støtte ham.

Men som han står der foran sin grædende mor, er det alligevel svært. På ydersiden holder han den målbevidste maske, men indeni græder han, og han kan ikke få et ord over sine læber. Han har aldrig før været i et fly, og han har aldrig før været uden for Nigerias grænser. Og der vil gå mange måneder, før han kommer til at se sin familie igen.

Til sidst må Taofeek bare gå. Han tænker på, at han skal huske på, hvor heldig han er. Han har fået en chance, som kun de færreste nigerianere nogensinde får.

Lawal og Akeem, de to drenge, der blev valgt samtidig med ham, er der også. Og Churchill skal rejse sammen med dem til Danmark. Taofeek ved, de først skal flyve til Ghana og så til Milano i Italien. Da flyet mellemlander i Ghana, gør Taofeek store øjne, da han genkender en af de passagerer, der stiger om bord. Det er fransk-ghaneseren Marcel Desailly, der en måned forinden havde indstillet sin egen fodboldkarriere.

Taofeek ved, at Desaillys sidste klub var Chelsea i England, men han har ingen anelse om, at lige netop den klub senere skal komme til at spille en vigtig rolle i hans eget liv.

1. del af 'Den afrikanske drøm' bygger på samtaler med Taofeek Salami selv, FC Midtjyllands sportsdirektør Jens Ørgaard og akademidirektør Claus Steinlein.