De unge metalvindere: Malthe Johansens portugisiske eventyr
Foto: Polfoto
Generelle

De unge metalvindere: Malthe Johansens portugisiske eventyr

Efter et år tilbragt i Portugals måske største klub kan Brøndby-spilleren Malthe Johansen se tilbage på flere højdepunkter under sit år på den iberiske halvø.

Bemærk: Denne artikel er skrevet af- og publiceret hos D' BOLD (www.dbold.dk) - Danmarks største site om dansk ungdomsfodbold. 

Hver uge frem mod den nye sæson tager D’ BOLD et kig på de danske talenter, der havde held med at få metal med fra den seneste sæson. I denne sidste udgave af artikelserien om de unge metalvindere skal Brøndby-danskeren Malthe Johansens år i FC Porto endevendes. Her blev det bla. til et mesterskab og en fornem sejr over Real Madrid i UEFA Youth League.

Hård start på tilværelsen
 

Noget af en overraskelse var det, da Brøndby IF for lidt over et år siden på deres hjemmeside meldte, at den unge, venstrebenede midtstopper, Malthe Johansen, ville blive udlejet til den portugisiske storklub FC Porto på en lejeaftale, der også indebar en købsoption. Danskeren skulle forstærke klubbens U19-hold og hjælpe dem til at genvinde mesterskabet.
 
Portugal er et noget atypisk sted at søge hen som ung dansker. Men den dengang 18-årige Johansen udtalte, at han var klar til at springe rammerne og at Portugal – med det teknisk betonede spil i højsædet – passede godt til ham.
 
Så da Brøndby-spilleren tog til Portugal for at se forholdene an, og senere skrev under på lejekontrakten, var det med massere af gåpåmod med sig i bagagen. Den unge dansker blev dog meget hurtigt udsat for alvorlige prøvelser i starten af sit portugisiske år.
 
Allerede efter kort tid med de nye holdkammerater på træningsbanerne rendte Johansen ind i en grim knæskade, som kostede ham to-tre måneder på sidelinjen. Selv vil han beskrive det som den største nedtur i hans sæson i FC Porto – og så endda lige i starten af hans ophold.
 
– Det var min største nedtur, da jeg efter 20 dage i Portugal fik en knæskade, som krævede operation og en pause på to-tre måneder. Skaden var rigtig kedelig. Det var to-tre hårde måneder, men samtidig har det også lært mig meget, fortæller Malthe Johansen til D’ BOLD.

Læs også: De unge metalvindere: Jacob Rasmussen tyske triumf i Schalke 04

Hjemve

– Da jeg kom tilbage fra skaden, kunne jeg tydeligt mærke, at jeg ikke var, hvad jeg havde været to-tre måneder før. I den periode havde jeg meget hjemve, og jeg var meget utålmodig, også selvom jeg havde overhældet tidsplanen. Det er første gang, jeg har været ude så længe, og inde i mit hoved kunne jeg stadig det samme, men det var lige pludselig sværere at udføre.
 
– Det gjorde min hjemve endnu værre. Det blev en ond cirkel, som jeg heldigvis fik kæmpet mig ud af. Da jeg var i super form igen, så begyndte tingene at spille. Jeg spillede godt, og havde meget mere overskud i kampene. Fra jul og frem til sommerferien har min udvikling været rigtig god. Jeg har præsteret på et højt niveau over hele foråret, og har bygget på mit spil, fortæller danskeren om den hårde tid i starten af tiden i FC Porto.
 
Da Malthe Johansen så endelig kom på banen, var det med succes. Den unge stopper var god til at få sat nogenlunde skik på Portos forsvar og de mange egoer på holdet, der kun brugte deres krudt på den offensive del af spillet.
 
FC Porto endte med at blive det hold i NordLigaen, der scorede flest mål, men også det hold, der lukkede færrest ind.

Læs også: U17-landsholdet tabte til Polen 

Suveræne mestre

Malthe Johansen og FC Porto var derfor rimelig suveræne i deres liga. I Portugal er U19-ligaen opbygget sådan, at der en Nord- og en Syd-Liga med hver tolv hold. De fire bedste fra hver liga spiller så i foråret et slutspil om at blive portugisiske U19-mestre.

 
– Jeg ser tilbage på en sæson, hvor vi udviklede os meget som hold. I starten var der hentet mange nye spillere, og det gav nogle udfordringer, da det stort set var et helt nyt hold, der skulle spilles sammen. I efteråret spillede vi i det, der kaldes “NordLigaen”. De bedste 12 hold fra nordregionen spiller om fire pladser til mesterskabsslutspillet. NordLigaen er klart bedre end syd, men vi strøg lige direkte igennem.
 
– Det gjorde vi også senere i mesterskabsslutspillet. Jeg tror vores fordel i forhold til Sporting og Benfica var, at vi var vant til hård modstand fra efterårssæsonen. Begge de to hold har spillet i SydLigaen, og der er konkurrencen ikke særlig hård. Så da mesterskabsspillet endelig startede var vi mere klar, og det gav os et klart forspring fra start, som aldrig blev hentet igen.
 
Malthe Johansen og co. sikrede sig mesterskabstitlen på sidste spilledag, hvor en 3-2-sejr ude over Gil Vicente, der endte med at vinde bronze, var nok til at hjemføre den store triumf.
 
– Vi vandt mesterskabet, og det er en fantastisk følelse. Det er altid sjovere at vinde, og det var vores mål lige fra starten af sæsonen.
 
– Det er altid fedt at vinde guld. Om det er i Danmark eller Portugal, det gør ikke den store forskel, men nu har jeg vundet DM-guld én gang tidligere herhjemme, så det var dejligt også at kunne putte et portugisisk mesterskab på CV’et, siger Johansen, der tidligere er blevet U17-mester med Brøndby IF. 

Læs også: U17-landstræner: Vi tabte til et bedre hold 

Slog Real Madrid ud af UEFA Youth League

Udover et flot mesterskab med FC Porto trænger et andet højdepunkt fra den forgangne sæson sig også på. FC Porto slog nemlig selveste Real Madrid ud af UEFA Youth League – Ungdommens Champions League – i 1/8-finalen. Det skete efter en straffesparkskonkurrence, og Johansen var selv bla. sparkerne ved den lejlighed.

 
Han var faktisk den første sparker for FC Porto, og scorede efter at Real Madrid havde brændt deres første spark. Johansen er da også klar til at kalde oplevelsen for årets højdepunkt.
 
– Sæsonens højdepunkt må klart være, da vi slog Real Madrid ud af Youth League. Det var helt fantastisk, og noget jeg aldrig glemmer.

Tegner til Brøndby-fremtid

Malthe Johansen var før sommerferien i tvivl om han ville vende tilbage til FC Porto igen. Han hældede dog en lille smule imod at komme hjem til Brøndby for at prøve sig af på førsteholdet.
 
Den 19-årige midterforsvarer har aldrig lagt skjul på sin kærlighed til Vestegnsklubben. Og pga. skader til bla. kaptajnen Daniel Agger har Johansen fået lov at være med på bænken for Brøndby under flere kampe her i sæsonstarten.
 
Hans debut for Brøndby fik han i hjemmekampen af Europa League-kampene mod cypriotiske Omonia Nicosia, hvor han kom ind i stedet for en skadet Martin Albrechtsen i slutningen af første halvleg.
Også i den hektiske returkamp på Cypern kom Johansen ind til sidst og hjalp sit hold til at spille sig videre til play-off-runden til Europa League.
 
Det ligner en blå-gul fremtid for 19-årige Malthe Johansen.

Følg D' BOLD på Facebook og Twitter og bliv dagligt opdateret på dansk ungdomsfodbold.