De skal ikke betvivle min ærlighed

– Det er rigtigt. Der var ikke off-side. Det opdagede vi i øvrigt allerede i pausen, for der var tv i omklædningsrummet. Og der lærte jeg det endnu engang: Man skal aldrig se glimt fra ens egen kamp i pausen! Det kan ikke undgå at påvirke én.

Har du nogensinde selv været udsat for forsøg på bestikkelse, spørger undertegnede, mens jeg lægger nålene til side.

– Nej, aldrig. Og gudskelov, for der må jo være grænser for, hvor flink man kan være, griner Claus Bo Larsen.

Du har ry for at være en dommer, som spillerne godt kan lide. Hvorfor tror du selv, det er sådan?

– Jamen, jeg er nok for flink, eller også er jeg heldig at have de kampe, hvor det går godt. Nej, jeg kan godt lide at være ude på banen og dømme, og laver jeg en fejl, er jeg ikke bange for at indrømme den overfor spillerne. Det er vigtigt, at vi har det godt sammen. En spiller, der får dømt et straffespark imod sig skal have lov til at svine mig til og kalde mig en idiot. Altså lige i sekundet. Hvis han stadig går rundt og skælder mig ud en halv time senere, er det noget andet. Spillerne må ikke betvivle min ærlighed, det er det værste jeg ved. Hvis spillerne ikke føler jeg er ærlig, så må jeg lægge den flinke Claus Bo-facon væk, men det er ikke den måde, jeg helst vil dømme på.



Du er kendt for den rappe replik, selv når bølgerne går højt?

– Ja, den er nok mit bedste våben. Spillerne vil nok også hellere have, at jeg svarer igen og giver dem en skideballe fremfor, at de skal have et gult kort. Den slags køber de altid i Superligaen. Det er i det hele taget lettere at dømme på højt niveau med bedre spillere, bedre baner og bedre linjedommere end i de lavere rækker, hvor alle på stadion kan høre, hvad der bliver sagt mellem os ude på banen. Eller i Jylland.

Jylland?

– Ja, i Jylland er det ikke tilladt at svare igen på samme måde som på øerne. Jyder tager den slags alt for nært, alt for personligt.

Hvor går grænsen?

– Den går lige nøjagtig dér, hvor spillerne begynder at angribe min person. De må gerne råbe i ophidselse, men hvis de begynder at køre på mig med at “Du er ikke fair” eller “Den var også gal med dig sidst vi havde dig,” så reagerer jeg. Men der er som regel altid en grund til, at de råber efter mig. Jeg må jo have overset noget.

Hvad synes du om samarbejdet mellem trænere og dommere?

– Det kunne sagtens være meget bedre. Trænerne burde deltage i vore kurser, som de gjorde for nogle år siden. Det er vigtigt at få hilst på hinanden og få forklaret, hvordan vi hver især ser på tingene. Så er det meget lettere den dag, hvor noget går galt. Men generelt er trænerne meget forstående. Selv Ove Pedersen! De er allesammen flinke og rare – altså lige indtil de taber en kamp på en tvivlsom kendelse. Trænerne må også have respekt for vores arbejde.

Hvad er det med dig og Ove Pedersen? I småskændtes også på meget underholdende vis i “Onside” i sidste måned?

– Ja, Ove var godt oppe og køre efter opgøret mellem FC Midtjylland og Esbjerg (4-3, red.). Han mente ikke, at Esbjerg fik fair-play i kampen og var bla. sur over, at Pimpong ikke fik en advarsel for at sparke bolden væk. Jeg kunne så fremhæve, at Fredrik Berglund heller ikke fik en advarsel for at stå og tælle med fingrene, da Peter Skov-Jensen stod længe med bolden. Men sådan er min holdning altså. Tilskuerne gider da ikke komme på stadion, og folk gider ikke se kampene på tv, hvis de bedste spillere sidder ude med karantæne. Jeg vil hellere lade spillerne gå til stålet end fløjte spillet i stykker. Som dommer er det en af vore fornemste opgaver at medvirke til at fremme det underholdende spil. Ove Pedersen er utrolig dygtig til at fjerne presset fra sig selv og sine spillere, når hans hold har tabt. Jeg har lært, at man skal sige pænt tak for kampen bagefter, men jeg bliver irriteret, når Ove Pedersen kommer hen til mig og giver mig et slattent håndtryk og siger tak for kampen samtidig med, at han står og ryster på hovedet. Jeg har en del elastik i min måde at dømme på, og det kan godt være, jeg bøjer reglerne en anelse, men det er altså min facon. Jeg er meget ærekær, og det ærgrer mig selvfølgelig, når jeg kommer til at lave en fejl. Når det sker, skal jeg i øvrigt nok få det at vide, når jeg kommer hjem, for min kone er min absolut værste kritiker.

Hvis man bøjer reglerne for meget, så kommer man vel ikke til tops i dommerhierakiet?

– Det er jo altid en hårfin balance, men jeg prøver at få spillet til at flyde. F.eks. er jeg ikke den, der giver advarsel til en indskiftningsspiller, der kommer til at løbe ind på banen før den udskiftede er kommet over stregen. Da reglen kom med, at spillerne skal have en advarsel for at smide trøjen efter en scoring, dømte jeg en kamp, hvor der blev scoret et mål i sidste minut, og målscoreren smed trøjen. Jeg vidste godt, han skulle have en advarsel, men herregud… Han havde lige scoret sejrsmålet i sidste minut! Ingen ville kunne forstå, hvis han skulle have et gult kort. Jeg synes, man skal være fleksibel. Her er en kollega som Knud Erik Fisker langt mere regelret. Han dømmer fuldstændig efter reglerne. Det får han tit på puklen for, og han er suverænt den dommer, der får mest kritik i pressen, og vi andre dommere må tit rose ham, fordi han er så god til at tage presset fra os andre. Vi har meget at takke ham for, og han er en fantastisk fyr udenfor banen, men måske skulle han lade være med at være så stiv i sine fortolkninger. Men ok, for mig er det da meget hyggeligt at komme en tur til Aalborg og kun dømme de sidste 17 minutter af en kamp…

– Knud Erik får altid ros, når han dømmer internationale kampe, men til gengæld en del kritik herhjemme. Jeg vil hellere dømme halvgodt begge steder.

Din far, Leif Larsen, var selv dommer. Har det været en fordel for dig at vokse op med en far, der var dommer?

– Det var i hvert fald hyggeligt, da jeg som lille knægt var med ham ude til kampe. Da jeg ødelagde et knæ som juniorspiller, kastede mig også straks over dommergerningen og tog dommerkort allerede som 16-årig. I starten var det en fordel at have en far, der var dommer, for jeg var jo Leifs søn. Nu er det ham, der er Claus Bos far! Det gik nok lidt for godt for mig i starten, for jeg debuterede i 1. division allerede som 25-årig. Måske kom der lidt misundelse ind i billedet, eller også mente dommerbedømmerne, at der var noget i vejen med min facon, for i 1992 blev jeg rykket ned i 2. division. Jeg var skuffet, men de mente vist, at min væremåde var for fræk, at jeg var lidt for hyggelig og hentede for mange øl til 3. halvleg. I dag siger de samme mennesker i øvrigt, at de hjalp mig dengang, og at jeg nu høster frugterne af deres kritik, siger Claus Bo Larsen, der i dag er i UEFAs øverste dommerkategori på 18 dommere.

Du fik kritik i den engelske presse efter Champions League-opgøret i sidste måned mellem Monaco og Liverpool, hvor du anerkendte Saviolas sejrsmål, selv om han havde hånd på bolden inden scoringen. Hvordan er det i den grad at komme i begivenhedernes centrum?

– Jamen, fodbold er stort i England og derfor kommer kritikken. Jeg fik et bånd af kampen bagefter, og jeg må indrømme, at båndet er godt slidt, og at jeg var en glad mand, den aften Liverpool slog Oympiakos 3-1 og kvalificerede sig til 1/8-finalerne. Hvis Liverpool ikke var kommet videre, ville den episode være vendt tilbage gang på gang og hænge på mig resten af mine dage. Som jeg så situationen, blev bolden sparket op på Saviolas hånd, men i international fodbold er det mere almindeligt at dømme for den slags end herhjemme. Da vi kom til vores hotel i Monaco efter kampen stod der vel 250 Liverpool-fans og ventede på os. Det er første gang, at jeg har taget køkkentrappen på et fem-stjernet hotel…

Vi har også oplevet den svenske dommer Anders Frisk falde blødende om efter at have fået en genstand i hovedet. Hvilket indtryk gør det på dig?

– Jamen, den slags kunne lige så godt have hændt for mig under en af de kampe, jeg har dømt i Tyrkiet eller Grækenland. Der er blevet smidt både sten, lightere og kartoftler med barberblade efter mig, men jeg har været heldig, at de har ramt de skjolde, som betjentene har dækket os med. Skræmt? Nej, egentlig ikke, men jeg har altid bedst kunnet lide at dømme i vores del af verden, det vestlige Europa. Allerhelst vil jeg dømme i England, hvor de er vant til at gå til stålet, men med fair midler, og hvor publikum hyler af spillere, der falder omkuld uden at der er noget at pive over. Det hjælper også dommeren.

Har du aldrig været bange?

– Jo, én gang især. Det var under VM-slutrunden for U/20-landshold i 1999 i Nigeria – et land hvor befolkningen i den grad er undertrykt af militæret. Der var bestemt ikke sjovt at være. Af sikkerhedshensyn var vi dommere konstant omgivet af to betjente, siger Claus Bo Larsen, mens smilet for en gangs skyld forlader hans ansigt.

– Der oplevede jeg en mand blive skudt for en banal forbrydelse. Vi holdt ved en benzinstation, da der kom en fyr løbende med to militærfolk i hælene. Da de ikke kunne indhente ham, skød de ham – med koldt blod. Det viste sig, at han såmænd bare havde stjålet en træfigur fra et gademarked… Da længtes jeg hjem til Odense.

Spillerne kan som nævnt godt lide dig. Hvilken type spiller kan du til gengæld godt lide?

– Jeg kan godt lide dem, man kan føre en dialog med. Vi er der jo, fordi vi elsker fodbold og kan lide at være ude på banen. Desværre er fodbolden blevet mere alvorlig, fordi der er kommet så mange penge i det, men jeg synes, mange spillere har en god humor, og vi har det næsten altid sjovt ude på banen. Mindst otte ud af ti spillere har jeg godt forhold til, og selv om jeg har dømt en dårlig kamp, er de som regel flinke bagefter. Jeg bryder mig ikke om spillere, der bliver ved med at brokke sig eller dem, der slår ud med armene for at appellere til publikum. Derved lægger de et ekstra pres på dommeren.

Hvilken type træner synes du bedst om?

– Det er det samme. Dem, man kan have en dialog med, siger Claus Bo Larsen og påpeger en for ham vigtig detalje.

– Det er vigtigt, at man dømmer rigtigt lige ud for trænerboksene. Den ene træner bliver som regel sur, og den anden glad, så det er vigtigt, at kendelserne er i orden, når man nærmer sig boksene.

Er det ikke noget pjat. Kendelserne skal vel være i orden overalt på banen?

– Jo, selvfølgelig. Men der er tre steder på banen, hvor det er specielt vigtigt. I de to straffesparksfelter og ud for trænerboksene. Der er vigtigt, fordi det ofte er trænerne, der lægger presset på dommeren, og der er ingen grund til selv at skabe problemerne. Den sæson, hvor Herfølge blev dansk mester, var John “Faxe” Jensen utrolig dygtig til at sætte sine spillere op, og det gjaldt også overfor dommeren. Kneb det ude på banen, rejste han sig fra bænken og begyndte at råbe efter dommeren, og det påvirker både spillerne og dommeren.

Der er mange forsøg på snyd i fodbold nu om dage. Kan du være bekymret for spillets fremtid?

– Heldigvis er det med at filme blevet mindre. Her skal der lyde en stor ros til spillerne. Når de falder omkuld er de hurtigt oppe at stå igen for at vise, at det ikke var med vilje, de faldt. Det er blevet meget bedre, og selv om vi ind imellem oplever grove kampe, så synes jeg ikke, at spillet er blevet hårdere i de senere år. Det går stærkere, og derfor ser frisparkene værre ud, men spillerne går ikke ud for at skade hinanden. De har i høj grad respekt for hinandens bentøj. Så nej, jeg er ikke bekymret. Det virker som om, man for alvor fik slået ned på det grove spil, da man begyndte at give kort for tacklinger bagfra. Nu er det værste problem al den riven og flåen i trøjerne ved frispark og hjørnespark. Det er det næste, vi skal have slået ned på.

Forleden kunne man læse om en dommer, det var vist i Afrika, der i raseri hentede en revolver i omklædningsrummet og resolut skød en spiller, der protesterede over en kendelse. Var det værd at overveje, om dommerne fremover skal have et skydevåben med på banen?

– Ha, ha. Nej, det tror jeg ikke. Jeg har i øvrigt heller ikke våbentilladelse. Men måske jeg skulle snakke med Knud Stadsgaard om det. Han er ved politiet…