Den svenske virksomhed Viaplay har det svært for tiden og kom ud af første halvdel af 2023 med et kæmpe underskud. Det betyder, at selskabet skal afskedige 25 procent af de 1.500 ansatte i koncernen.
Og så er der også varslet prisstigninger på blandt andet sportspakken på Viaplay.
Det er dog ikke de eneste nyheder om Viaplay, der er kommet ud torsdag. Det er nemlig også kommet frem, at en fransk tv-station nu har købt en del af aktierne i selskabet.
Ifølge en pressemeddelelse har Canal+ købt en mindre del af Viaplay Group.
Canal+ er en tv-station, der også tilbyder streaming, og hvis navnet ringer en klokke, handler det nok om, at det var Canal+, der i en del af 00'erne havde rettighederne til Premier League i Danmark.
- Canal+ Group kan annoncere købet af 12 procent af aktierne i Viaplay Group, en ledende tv-aktør i de nordiske lande, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Viaplay, der har brugt de seneste par år på også at komme ud over de nordiske grænser og ind i større markeder, vil fremadrettet vende tilbage og fokusere udelukkende på markedet i Skandinavien og Holland.