Robert Skov var længe om at finde sig en ny arbejdsgiver til trods for, at der var masser af interesse for ham i løbet af sommeren. I sidste uge lykkedes det, da den 28-årige kantspiller skrev under på en kontrakt med Union Berlin.
Dermed fortsætter Robert Skov karrieren i tysk fodbold efter en årrække i Hoffenheim, men den jyske tordenstøvle kunne også være endt i Holland.
Ifølge 1908.nl rettede Feyenoord med Brian Priske i spidsen henvendelse til Robert Skov efter, at transfervinduet var smækket i, men Rotterdam-klubben var for sent ude. På det tidspunkt var danskeren så godt som på plads i Union Berlin.
Mediet skriver desuden, at når Feyenoord ikke gik efter Robert Skov tidligere, skyldtes det, at klubben var usikker på, om danskeren ville være i stand til at udfylde den tiltænkte rolle som højrekant efter mere eller mindre at være blevet omskolet til venstre wingback i Hoffenheim.
Det er i øvrigt velbeskrevet, at også FC København havde snøren ude efter Robert Skov, der med andre ord havde muligheder nok at vælge imellem. I sidste ende gik han altså med Union Berlin.
Robert Skov har ifølge Tipsbladets oplysninger underskrevet en tre-årig aftale i Union Berlin.