Mens de fleste danske øjne hviler på London-klubben Brentford, der anført af træner Thomas Frank lige nu er nummer tre i den næstebedste engelske række, er der også meget på spil i den anden ende af rækken.
Her kæmper flere danskere for overlevelse med deres klubber. Jonas Lössl i Huddersfield, Kristian Pedersen i Birmingham, Lasse Sørensen i Stoke og Mads Juel Andersen i Barnsley.
Sidstnævnte er den eneste af danskerne, der lige nu befinder sig under stregen. Faktisk har den tidligere AC Horsens- og Brøndby-stopper hele fire point op til den rigtige side. Det er meget, når der bare resterer fire runder af sæsonen.
Men optimismen har 22-årige Mads Juel Andersen fortsat.
- Det bliver ikke nemt, men der er stadig muligheder for at klare den. Det er det, vi går efter, siger den danske centerback til tipsbladet.dk.
Personlig succes
Mens Brentford, der ligger i hovedstaden London, er på vej med et nyt og flot stadion og spiller moderne fodbold med bolden langs jorden, er Barnsley på en måde lidt en modsætning.
Byen ligger mod nord, mellem Leeds og Sheffield, langt fra det pulserende liv i hovedstaden, og det er arbejderne, der hører til her. En by, hvor der blandt andet blev udvundet kul.
Jo længere nord på, man kommer i England, jo mere er det, som om fight og hårdt arbejde tæller mest.
De, der betaler for at komme ind og se fodbold, vil se spillere med græs og jord på tøjet, når opgøret er forbi. Man vil se et hold, der måske nok bliver slået, men som ikke går ned på grund af arbejdsindsatsen.
Læs også:Transferkongerne: En af Superligaens oversete succeshistorier
På et sådan hold passer Mads Juel Andersen godt ind.
Danskeren fik sit store gennembrud i AC Horsens, som hentede ham i Brøndby IF, og i sommer skiftede den duelstærke spiler, der har leveret glimrende præstationer, så til engelske Barnsley. Oprykkerne betalte en pæn millionsum for danskeren.
- Det har været vildt, det har været lærerigt, og det har også været hårdt. Nu havde vi ikke det break i vinter, som man er vant til fra Danmark, så der blev bare kørt på, og det var meget hårdt, siger Mads Juel Andersen.
Siden fulgte dog en større pause på grund af coronavirus-krisen, og Mads Juel Andersen var i Danmark. Han fik altså sit break, men det kommer tilbage og bider ham og resten af Championship i bagdelen nu. Kampene kommer som perler på en snor.
- Det er jo nærmest hver tredje-fjerde dag. Vi træner ikke så meget, fordi det handler om kampe, og det har vi også fulgt fokus på. Selv om opstarten var kort, ved folk også godt, at man skal være klar, når man kommer tilbage. Personligt har jeg givet den gas, siger Mads Juel Andersen.
Personligt har sæsonen været en succes for Mads Juel Andersen, for han er et sikkert kort i startopstillingen hos den engelske klub. 34 gange har han spillet for klubben i Championship.
- Det har været en kæmpe omvæltning, og jeg blev også kastet for løverne med det samme. Det har virkelig været en fed erfaring, at jeg har spillet så mange kampe. Jeg håber virkelig, at vi klarer den.
Akut nedrykningsfare
Selv om Mads Juel Andersen fortsat er optimistisk på sin klubs vegne, er han ikke naiv. Han kan også godt se i tabellen, at det ser svært ud. Barnsley missede tilmed muligheden for at få tre point i weekenden, hvor man smed to point efter at have været foran med 1-0 mod Luton.
Nu er der fire kampe tilbage at redde sig i, og tre af de fire er mod hold fra top seks.
Læs også:Se listen: De 50 yngste stjerneskud i Superligaen
Selvsagt håber Mads Juel Andersen på, at han også næste sæson kan spille i den næstbedste engelske række.
- Kvaliteten på spillerne er stor - det er meget stort her i Championship. Det er fede stadions, man spiller på, og der er mange dygtige modstandere, siger danskeren.
Midt i den alvorlige situation sørger han for stadig at nyde sin fodbold og sin succes. For selv om udsigten til at skulle møde de to tophold Leeds United og Brentford, der kæmper om oprykning, bør få bundholdet til at ryste en smule i bukserne, anskuer Mads Juel Andersen det anderledes.
- Det er lidt ærgerligt, at der ikke er fans med, når vi skal spille mod Leeds. Det ville have været en vild kamp, siger han.
Først skal han fokusere på weekendens opgør mod Wigan, og inden der venter opgøret mod Leeds. Herefter får man besøg af Nottingham Forest, inden han sammen med Barnsley får lov til at spille den sidste kamp mod Brentford.
Med tykke danskerbriller ville et perfekt resultat i sidste runde udløse oprykning til Brentford og overlevelse for Barnsley.
- Ja, 100. Det kunne da være helt vildt fedt, ikke, lyder det fra Mads Juel Andersen.
Den 22-årige dansker har fortsat tre år igen af aftalen med Barnsley. Han har fortsat sit første mål til gode for mandskabet.
Læs også:Esbjerg-profil "gad godt" til England: Championship er en fed liga
Læs også:FCM-boss: Brentford-oprykning sender ikke 100 millioner til Herning
Læs også:Thomas Frank efter comeback: En kæmpe sejr