Video : Tipsbladet
Generelle

Dansker jubler over Brentford-forlængelse: Nu skal jeg etablere mig

Den danske forsvarsspiller Luka Racic har forlænget sin aftale med Brentford til sommeren 2023, og dermed har han tid til at blive bedre og vinde en plads i Thomas Franks startopstilling.

Det er kun lidt mere end et år siden, at engelske Brentford hentede forsvarsspiller Luka Racic i FC København. Dengang blev han hentet til B-holdet, og der var nok en smule usikkerhed om, hvorvidt han kunne tage skridtet op på førsteholdet.

Men Racic har overbevist, og allerede nu har han fået styr på fremtiden, der ligger i London-klubben.

Luka Racic, 20 år, satte tidligere i denne uge sin signatur på en forlængelse med Brentford, og dermed er han at finde i klubben frem til sommeren 2023.

Det er han selvsagt glad for.

Læs også:Brentford forlænger og forfremmer dansk talent

- Det betyder meget. Nu handler det om at blive så god, som jeg kan blive, og så går jeg efter at komme i startopstillingen, siger forsvareren til tipsbladet.dk og forklarer:

- Det var undervejs i noget tid, og jeg er lettet over, at det er kommet i hus. Det giver mig en sikkerhed, at jeg har fire år, men jeg har da i sinde at etablere mig hurtigere.

Luka Racic har allerede fået flere kampe på førsteholdet - både i denne sæson og i sidste - og planen er også, at han fremadrettet skal true de dygtige og etablerede spillere, de har i Brentford. Som den svenske landsholdsspiller Pontus Jansson.

- Jeg vil lære fra dem og tage det bedste fra dem alle og gøre mig selv til den bedste udgave, jeg kan være. Jeg skal arbejde knaldhårdt, det ved jeg godt, men jeg kæmper jo ikke for at sidde på bænken - jeg kæmper for at spille.

Læs også:Brentford fortsætter dårlig stime: Taber til oprykkere

I første omgang skal han tilbage i kampform efter skadespausen, og der vil han bruge Brentfords reservehold til at få kampe i benene, så han igen kan gøre sig til for det danske trænerteam bestående af Thomas Frank og Brian Riemer.

Om han så skal ud og have yderligere førsteholdserfaring et andet sted, ved han ikke.

- Det har jeg ærlig talt ikke over. Mit fokus har været på at blive skadesfri. Nu ser jeg, hvordan det går, for jeg kan alligevel ikke udlejes før januar, hvis det endelig er, siger danskeren.

Han kæmper ud over Pontus Jansson blandt andre med danske Mads Bech Sørensen om en plads i Brentfords midterforsvar.

Alt i alt har Luka Racic fået seks førsteholdskampe for Brentford - i denne sæson spillede han tre gange i ligaen, inden han blev skadet.

Læs også:Emiliano Marcondes kom igen på tavlen i Brentford-testsejr

Læs også:Officielt: Ankersen og Frank henter Mathias Jensen til Brentford

Læs også:FC Midtjylland forlænger med stort talent og udlejer ham til Brentford