Niels Frederiksen skal de næste to år stå i spidsen for den polske storklub Lech Poznan.
Det bliver bankmandens første job udenfor Danmarks grænser og det første job i halvandet år efter afskeden med Brøndby IF. Niels Frederiksen overtager fra den vikarierende cheftræner Mariusz Rumak, der fortsat har mulighed for at spille klubben i Europa i næste sæson.
Men hvad er det i grunden for en klub, som Niels Frederiksen kommer til?
Det er den tidligere forsvarsspiller Lasse Nielsen en af de bedre til at svare på. Han spillede i klubben i knap to år fra 2016-2018, og han fortæller følgende til Tipsbladet.
- Jeg blev blæst bagover fra første dag. Specielt da jeg kom ud og så stadion. Det er topmoderne og blev renoveret frem mod EM i 2012 (i Polen og Ukraine, red.). Det er rigtig fedt, når det bliver fyldt op, og det gør det ret ofte.
- De faciliteter, jeg kom ned til, havde jeg slet ikke forestillet mig. Det viser også bare, at rammerne er til, at det er en europæisk storklub. Til en almindelig træning havde man fornemmelsen af, at der var lige så mange stabsmedlemmer, som der var spillere. Så det var et stærkt setup.
Og hvad kan Lech Poznan så sammenlignes med i en dansk sammenhæng?
- Den polske liga er uforudsigelig, og der er ofte nye hold med fremme. Men jeg synes, Legia Warszawa kan sammenlignes lidt med FCK, som også spillede Champions League-gruppespil det første år, jeg var dernede. Lech Poznan minder nok mere om Brøndby. Både fordi det er en arbejderklub og en lidt mindre by. Men man kan også sammenligne det lidt, da det største opgør er derbyet mellem Lech Poznan og Legia Warszawa.
Lasse Nielsen, der i dag er efterskolelærer og arbejder som transitionstræner i Næstved BK, kom af omveje til Lech Poznan. Faktisk var den polske klub på plads på Brøndby Stadion for at kigge nærmere på hans forhenværende holdkammerat i OB, Ari Skulason, men i stedet imponerede Lasse Nielsen.
Pludselig gik det stærkt, og så skiftede forsvarsspilleren til Lech Poznan i sommeren 2014. Han fik sin debut i Super Cuppen, hvor han scorede i sejren på 4-1 over Legia Warszava. Med det samme blev Lasse Nielsen accepteret af klubbens fans, men han har også prøvet, når de vender ryggen til en.
- Det var faktisk sådan, hvis vi tabte en kamp, så kunne man godt finde på at blive inden døre eller på træningsanlægget. I det område hvor vi udlændinge boede, kunne vi godt finde på at blive der i den efterfølgende uge, siger Lasse Nielsen og tilføjer:
- Det var ikke fordi, vi som sådan var utrygge, men der var bare mange, som gerne ville give deres mening til kende. Nu havde vi undervisning i polsk, men jeg er da glad for, at jeg ikke kunne forstå alt, hvad der blev sagt og skrevet om os. På den måde var det lidt nemmere at abstrahere fra det.
Lasse Nielsen fortæller i øvrigt, at sproget godt kunne være en udfordring, selvom der blev gjort meget fra Lech Poznans side for at tage hånd om deres udenlandske spillere.
Foruden Lasse Nielsen har hans landsmænd Nicki Bille og Christian Gytkjær også været forbi den polske storklub - nu er der så i Niels Frederiksen mere skandinavisk blod i klubben, hvor den tidligere Randers FC-angriber Mikael Ishak blandt andre svenskere også er på kontrakt og er en stor profil.