Video : Tipsbladet
Generelle

Dansk træner skal spille igen i denne uge: En masse agenter ringer til mig

I denne uge bliver Færøerne et af de eneste steder i verden, hvor der spilles organiseret fodbold. Det har fået et væld af agenter til at ringe til Jens Berthel Askou, der er cheftræner for guldaspiranterne HB.

Listen over steder, hvor de spiller fodbold, er kort, men på lørdag kan vi tilføje ét sted mere: Færøerne. Jens Berthel Askou, cheftræner for HB fra Tórshavn, fornemmer, at det har skabt interesse fra udlandet, fortæller han i Nordjyske.

Én ting er, at Norges TV2 har købt rettighederne til at sende den færøske liga. En anden er, at spillere fra nær og fjern pludselig gerne vil til Askous klub, der er den mest vindende i færøsk fodboldhistorie.

Læs også:Norsk TV2 køber rettighederne til færøsk fodbold: Et signal om håb

- Jeg kan godt mærke, at jeg er et af de få steder på kloden, hvor der skal til at spilles noget fodbold. Jeg får pludselig en masse opkald fra agenter, hvis spillere gerne vil herop og spille. Det er ikke noget, jeg er gået dybere ind i, for vi har den trup, vi skal have, men jeg tager det da som et udtryk for, at folk har bidt mærke i, at der heroppe snart bliver spillet fodbold, siger Jens Berthel Askou til Nordjyske.

Færøerne kan begynde den hjemlige liga, fordi det lille hjørne af Rigsfællesskabet stort set har fået bugt med coronavirussen. Der er samlet set konstateret 187 smittetilfælde, og de 184 af dem er raske igen. Ingen er døde.

Nu håber færingerne, at særstatussen som en fodboldenklave kan bringe noget tiltrængt opmærksomhed på ligaen, hvor de færreste kan leve af kun at spille fodbold.

Læs også:Dansker-rig liga starter igen: Giv det chancen i stedet for at glo ud i luften

- Det er en unik mulighed for at få eksponeret fodbolden heroppe. Både til nærområder som Danmark, Norge, Sverige, men også generelt hvem end der kunne have lyst til at se fodbold. Det er også sjovt at være en del af der, hvor man er i gang med at spille fodbold, sagde danske Jesper Brinck til tipsbladet.dk i sidste uge.

- For en række spillere, der måske godt kunne klare sig i en større liga, er det en god mulighed for at få vist sig frem. Hvis man kan lide at se fodbold og alligevel bare kigger ud i luften, synes jeg, man skal give det chancen.

Askous HB indleder sæsonen mod EB/Streymur på lørdag.

Læs også:Udlandsdansker: Holdkammerats mor tør ikke komme på stadion

Læs også:Målkongen på Færøerne er pedel og blev født med en klumpfod

Læs også:Tidligere FCM-stortalent roser danske holdkammerater: Faktisk rigtig dygtige