Danske Flemming Pedersen har succes i engelske Brentford, hvor han netop er blevet forfremmet til Development Squad Head Coach.
Inden jul var Tipsbladet påbesøg hos netop Brentford FC for at høre nærmere omkring Flemming Pedersens arbejde i den ambitiøse klub, der er ejet af FCM-ejer Matthew Benham. Det er der kommet denne fremragende historie ud af:
Læs eller genlæs ordene, der blev bragt i Tipsbladet 25. december:
FODBOLDFILOSOFI I THE CHAMPIONSHIP
Flemming Pedersen er kommet på sit livs største opgave i Brentford, hvor han under den fornemme titel Head of Football Philosophy and Player Development skal udvikle en spillestil med tilhørende træningsøvelser, der kan bruges hele vejen fra de yngste talenter på akademiet til det hold, der gerne skulle rykke op i Premier League så hurtigt som muligt. Men hvordan fik en tidligere FC Nordsjælland-træner og nyligt fyret assistent i Mainz så stort et ansvar, hvorfor er det svært at træne systemfodbold i England, hvorfor er The Championship taktisk set en dårlig liga, og hvor tæt var Brentford egentlig på at hente Kasper Hjulmand som ny cheftræner?
Man kan altid se, om Flemming Pedersen er på træningsanlægget ude i Brentford, for han plejer nemlig at sætte sin cykel op ad den første grå barak efter det nu alt, alt for lille klubhus. Og der står den også i dag i ensom majestæt, for selv om cyklisterne mere og mere er begyndt at leve livet farligt i det trafikstoppede centrum inde i London, så er der ikke mange voksne mennesker, der kører på cykel herude i periferien – og da slet ikke i en Championship-klub hvor spillerne har råd til tyske biler i et højere prisleje.
Men den 52-årige Flemming Pedersen cykler gerne de otte kilometer mellem boligen i Ealing og arbejdet i Osterley, hvor Brentfords træningsanlæg med de mange barakker og de velplejede baner hører hjemme, og med arbejdstider fra tidlig morgen til ud på aftenen er der som regel en god sandsynlighed for, at cyklen holder, hvor den plejer. Ja, faktisk er han allerede på sin anden cykel siden skiftet fra Mainz i sommer, for de engelske bilister har endnu ikke vænnet sig til de to-hjulede trafikanter.
" Jeg er blevet kørt ned én gang. Kraftedme. Efter tre uger var der en, der kom ovre fra den anden vejbane og bare drejede lige ind foran mig, så jeg røg ind i siden på ham, rullede op på taget, ned på bagsmækken og så ned på vejen. Så jeg landede faktisk blødt, fordi jeg var oppe at rulle, men cyklen røg. Det er sådan, jeg får min spænding herovre," siger Flemming Pedersen med et stort grin og en vis omgåelse af sandheden.
For der er også masser af spænding at hente i hans nye job med den usædvanlig flotte titel: Head of Football Philosophy and Player Development.
Det er selvfølgelig stillingen som chef for fodbold-filosofien, der kræver en længere snak inde på kontoret, men først er det den anden halvdel af stillingsbetegnelsen, der skal opfyldes, for eftermiddagens træning lukker med øvelser for tre centerforsvarere fra U/ 21-mandskabet, og man kan sagtens se FC Nordsjælland-tankerne i øvelserne på græsset under rækken af fly, der lægger an til landing i Heathrow.
De tre store gutter bliver virkelig sat på prøve med en lang række høje bolde, som de skal tæmme, vende og spille hurtigt retur, så omstillingen kan begynde, og boldene kommer over hovedet og over skulderen med forskellige drejninger til følge. For der kan spares tid og styrkes balance, hvis man får vendt sig den rigtige vej. Og selv om det langt fra lykkes hver gang, støtter Flemming Pedersen med opmuntrende tilråb, uanset om tæmningen kikser, eller afleveringen retur tager så lang tid, at enhver tanke om en hurtig omstilling for længst er forsvundet.
Men de gør det nu meget godt, de tre unge spillere, og de får også masser af råd med på vejen fra den danske træner.
" Når I sidder og ser Champions League, så skal I ikke bare se det. I skal analysere det. Hold øje med hvordan de spillere, der spiller på jeres position, gør, når der kommer en høj bold bag dem," siger Flemming Pedersen med et af de eksempler, som han godt kan lide at bruge til at sætte billeder i hovedet på de spillere og trænere, der skal lære noget nyt.
For der er meget at lære, hvis de engelske spillere skal begynde at flytte sig i det positionsspil, der i en anderledes udgave var med til at gøre FC Nordsjælland til danske mestre, og som ligger langt fra et britisk tankesæt, selv om Brentford er et af de hold i The Championship, der gerne spiller bolden nede på græsset.
Det er i hvert fald ganske sigende, at da de 30 minutter i højt tempo med de tre unge er forbi, vil den finske stopper Daniel O'Shaughnessy (det meget lidt finske efternavn skyldes, at faderen er en irsk maler) gerne lige have nogle høje bolde til at træne hovedstød ud af kommunen med. Det får han – og det kan han på imponerende vis.
SPILLESTIL ER ALT
Så på den måde er der ingen tvivl om, at Flemming Pedersen står midt i et større kultursammenstød mellem to måder at tænke og spille fodbold på, og det er ikke altid lige let.
" Nu har jeg været fodboldtræner i 33 år, og det er mit livs hårdeste opgave. Uden sammenligning. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg kun har været i gang i fem måneder," siger chefen for fodboldfilosofien i Brentford med henvis-t ning til den enorme mængde af arbejde, der ikke bare ligger i at skrue en spillestil sammen, men også at få spillere og trænere i klubben med på tanken.
Samtidig er det selvfølgelig også en stor og spændende udfordring, og Flemming Pedersen sidder faktisk det meste af interviewtiden med et smil i den røde sofa foran fladskærmen, som han bruger til at illustrere det arbejde, han indtil nu har fået lavet i Championship-klubben. Men hvordan gik det egentlig til, at en fyret assistenttræner i Mainz fik så stort et ansvar i en klub, der meget gerne vil i Premier League så hurtigt som muligt?
" Jeg er jo selv den stille type, der lever lidt bag lukkede døre, og jeg kendte kun Rasmus af navn. Men han har et enormt netværk, og jeg tror, at han har talt med nogen i Nordsjælland om mig. Så han ringede i slutningen af februar, og vi snakkede lidt frem og tilbage. Og da han under den tredje samtale sagde, at de havde tænkt på en titel som " head of football philosophy," så kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej," siger Flemming Pedersen med et grin.
" Nej, jeg syntes jo, at det lød interessant, og så tog jeg til Brentford sidst i april, hvor jeg lavede et oplæg med mine tanker, og hvad jeg stod for, til klubejer Matthew Benham, Rasmus og den anden sportsdirektør Phil Giles. Der kunne jeg godt mærke, at der var en fælles forståelse for nogle ting."
" Jeg havde lavet et oplæg i hovedlinjer, for jeg tænkte, at det ikke var sikkert, at de gad at høre om detaljer, men vi endte i detaljerne. Dem går jeg op i, og nu var jeg så havnet et sted, hvor de gjorde det samme. Det kunne jeg mærke på Matthew Benhams spørgsmål, på Rasmus' spørgsmål. Vi var nede i detaljerne t i spillet, i udviklingen af spillet. Det var virkelig interessant."
" Efter det møde var jeg dog stadig lidt i tvivl, for jeg havde også tre gode muligheder i Danmark, men så snakkede vi lidt mere sammen, og så blev jeg afklaret," fortæller Flemming Pedersen.
Og hvad laver en " head of football philosophy" så?
" Først og fremmest er jeg her for at være tovholder på spillestilen, som starter med Championship-holdet og skal føres ned igennem akademiet. Klubben var jo allerede i gang. Da Matthew Benham overtog klubben for fire år siden, begyndte man at spille mere boldbesiddende, men der manglede bevidsthed om positionsspillet, og det skal jeg så stå for. Holdet er dygtig med bolden, men man vil gerne skabe en endnu tydeligere spillestil med endnu tydeligere positioner."
" Så jeg er ved at udarbejde en spillestil, der skal være færdig i starten af det nye år, og den skal være meget konkret. Vi har nogle overordnede principper, for eksempel omstillinger med enorm hastighed og højt pres, og så lægger jeg det ned i otte faser. Fire vi-faser, altså offensivt, og fire de-faser."
" Hele vejen har jeg inddraget staben i det, for jeg tager nogle gode klip fra vores kampe, og så snakker vi ud fra dem. Er det det her, vi gerne vil? Hvis der så bliver sagt ja, så er der taget beslutning om det, og så bliver det konkret. Det skal det jo være. Også i forhold til at lave træningsøvelser og træne til de forskellige faser i spillestilen i stedet for groft sagt at lave en masse tilfældig træning."
" Alle træningsøvelserne bliver animeret og lagt ind i et kartotek, og så kan alle trænerne bruge det, så hvis jeg senere ser en U/ 16-træning, så kan jeg se, hvilke faser i spillestilen de træner. Jeg er jo strukturmand, så det er meget strukturagtigt, men samtidig også let forståeligt," siger Flemming Pedersen om det, der lyder som en enorm opgave.
Og det er ikke det eneste, for titlen tæller altså også opgaven med spillerudvikling, hvilket han også havde ansvaret for i FC Nordsjælland, og som handler om samtaler om og opfølgning på individuelle mål, men stadig i relation til spillestilen.
" Jeg mener, at spillestil er alt. Hvis man ikke har en tydelig spillestil, hvis ikke man som træner eller klub ved nøjagtigt, hvad man vil med spillet, hvordan kan man så arbejde?," spørger Flemming Pedersen.
BALANCEN MELLEM HJERNEN OG HJERTET
Det lyder jo både logisk og fornuftigt, men engelsk fodbold har ikke tradition for at være specielt taktisk orienteret, og da slet ikke nede i den meget fysiske Championship – eller er rækken måske bedre end sit rygte?
" Nej, jeg synes, at Championship er en dårlig liga rent taktisk, og det er ikke for at være arrogant eller noget, men der er simpelt hen så meget plads at spille i," siger Flemming Pedersen om en række, der ellers har ry for at være meget tæt i markeringerne og med meget lidt tid til at spille bolden videre.
" Jeg vidste ikke noget om, hvad pres var, før jeg kom til Tyskland, det vil jeg gerne indrømme. Selv om vi arbejdede med pres og genpres i Nordsjælland, så er Bundesligaen noget helt andet. Hurtigheden, den fysiske styrke, evnen til at reagere mod bolden. Så på den måde er der ikke noget pres på boldholder i Championship. Det er mere noget gråt noget, hvor man løber med 80 procent. Der er meget få presløb med 100 procent, så der er så meget tid med bolden, hvis man bygger spillet op og ved, hvor bolden skal hen. Så – meget – tid – med -bolden," understreger den danske træner, der heller ikke har det samme fodboldromantiske forhold til engelsk fodbold, som de fleste danskere fra 30 år og frem har fra de mange lørdage foran Tipslørdag.
" Da jeg var teenager, tog jeg herover i julen og så engelske kampe, og jeg var også på fodboldskole i Birmingham et par uger tilbage i 1979. Og så var jeg fan af Liverpool fra 1971, men det stoppede så, da Souness kom til i 1991. Den type fodbold han stod for, kunne jeg ikke lide. Jeg gik mest op i spillestilen, så i 20 år stod Liverpool mit hjerte nært, men ellers var det det hollandske og specielt Ajax op igennem halvfjerdserne og så selvfølgelig fra halvfemserne, da jeg tog til Amsterdam og kiggede nærmere på Ajax' metoder. Så jeg er mere hollandsk inspireret eller hollandskspansk inspireret end engelsk inspireret."
" Men jeg elsker den engelske energi. Det kæmpe hjerte. Hvis vi kan finde en bedre balance mellem hjerne og hjerte, så kan de simpelt hen lave så meget med alle de muligheder.
Set-uppet her omkring holdet er jo langt større end det, vi havde i Mainz," siger Flemming Pedersen, der heller ikke har fulgt engelsk fodbold tæt, men selvfølgelig så en masse Championship-fodbold, da forbindelsen med Brentford opstod.
" Brentford vil jo gerne spille, men når man ser på sådan en liga, så tænker man da: " Okay, hvorfor spiller de hold ikke bedre, når der er så mange gode spillere?" Og så er jeg jo så naiv, at jeg tror, at det her kan jeg godt ændre."
" Den indstilling havde jeg også i Nordsjælland. Den første vinter, jeg var der, sagde jeg til AKP, at " det der 92-hold, der løber og spiller U/ 14, og som vi nu udvælger til U/ 16, selv om vi kun spiller i den tredjebedste række nu med U/ 16, så kan jeg garantere dig, at du om to år har et af landets tre bedste hold. Vi skal bare i gang med at arbejde med dem." Så grinede han og sagde: " Flemming, giv mig lige hånden på det." Så fik han hånden. Og i foråret 2008 vandt vi bronze med årgang 92, og så kørte det derfra."
" Så jeg ved, hvad man kan lave, hvis man træner godt. Jeg har stor tiltro til arbejdet ude i marken, for fodbold er et håndværk, som Hans Brun Larsen [ tidligere U/ 17-landstræner] altid sagde. Det tror jeg så meget på – det ved jeg – så jeg tror selvfølgelig også på, at jeg kan være med til at forandre måden, der tænkes på i Brentford, specielt når jeg har ledelsens opbakning," siger Flemming Pedersen og tænder computeren, så storskærmen lyser op og efter et par tryk viser en fodboldbane med intet mindre end 35 cirkler på banen rundt om og imellem modstanderne.
Læs resten af historien på næste side
EN SNAK MED HJULMAND
Det er de positioner eller rum, som han arbejder med i den store udgave af spillestilen, og det handler meget kort fortalt om, hvordan et hold kan få spillet bolden op i de vigtige områder/ positioner mellem modstanderens midtbane og forsvar eller bag om forsvaret.
Det er der forskellige måder at gøre på, og det næste kvarters tid bliver der blandt andet snakket siderum, inside pocket, Barcelonas syv linjer i Michael Laudrup-æraen og den dommeraflevering, som man tit brugte i FC Nordsjælland for at åbne banen.
" Hvis nu Jores Okore førte bolden frem i højre side af forsvaret, så sideforskød modstanderen over mod ham. Samtidig trak vi så Mtiliga langt frem på venstre back, så deres kant blev holdt derude, og så kunne vores 10' er eller falske ni'er falde ned på ydersiden af deres yderste midtbanespiller i forhold til Jores, og så var der plads til at lave en aflevering frem til ham i den diagonal fra højre mod venstre, som dommeren typisk løber. Så var der åbent, og så kunne der så komme løb omkring ham," fortæller Flemming Pedersen om et skifte fra fase 2 til fase 3 i de fire faser, han opererer med i vi-delen.
Fase 1 er opbyggende spil mod højt pres, fase 2 er opbygning i kontrol mod et etableret forsvar, fase 3 er gennembrudsfasen og fase 4 er afslutningsfasen, og til det hører der så altså de 35 positioner, som spillerne skal være bevidste om. Så selv om træneren tager sig god tid, peger og forklarer, så er det ikke helt nemt at holde styr på det hele, så hvordan skal det gå for en engelsk forsvarer, der er vokset op med bare at flække den langt?
Og hvad med de trænere der næppe heller har overvejet samspillet mellem så mange områder på en fodboldbane?
Det ved Flemming Pedersen selvfølgelig godt, og derfor holder han de 35 cirkler for sig selv, mens han foreløbig har haft fokus på de otte positioner fremme i banen, som Brentford gerne vil nå frem til for at skabe chancer.
Endnu er den samlede spillestil ikke helt færdig, men det er tæt på, og aftenen før snakken med Tipsbladet holdt han møde med klubbens akademitrænere for at forklare tankerne bag. Og det trak ud, for der var mange spørgsmål, men han nød det, selv om det endte med at blive en 14 timers arbejdsdag.
For trænerne er nysgerrige, og Flemming Pedersen bruger gerne eksemplets magt for at forklare, hvorfor en indgroet og planlagt spillestil er vejen frem.
" Vi snakkede om, at de nok tænker på Bayern som et hold, der spiller flydende og kreativt, men så sagde jeg, at der ikke er noget andet hold i verden, der spiller mere struktureret. Når de bygger spillet op, laver de altid fire-mod-tre i siden med en femte spiller lidt længere fremme, der blokerer for modstanderens back, og så viste jeg dem en situation fra, da vi spillede mod dem med Mainz."
"Her er det så fra en anden kamp i den anden side, og hvis de troede, at de kun gjorde det i Bundesligaen, så viste jeg dem det klip her fra Champions League mod Arsenal," siger han og lader flere klip spille på computeren.
" Så spurgte jeg dem, om de troede, at det var tilfældigt? " Ja, det er jo gode spillere, så det er noget, de selv finder ud af," lød svaret, og så viste jeg dem det her klip fra en Bayerntræning," siger Flemming Pedersen, mens billederne på storskærmen viser Pep Guardiola, der rykker rundt med sine spillere, indtil det boldførende hold har den ønskede overtalssituation med fire mod tre.
" Men det kan man ikke gøre herovre. Det gider spillerne og trænerne ikke. De vil ikke have stop i spillet. Det er fire-mod-fire, seksmodseks, spil, spil, spil. Der kommer jeg fra en helt anden planet."
" Men alt det her er som med al anden læring. Man tager det skridt for skridt. Det er jo ikke Barcelona eller Bayern det her, eller Dortmund for den sags skyld. Jeg var nede at tale med Thomas Tuchel, der sagde, at det var så meget lettere at arbejde i Dortmund end i Mainz, for i Dortmund behøvede han bare at vise fem klip, så kunne spillerne løbe ud og stort set gøre det, og det kunne han slet ikke i Mainz. Så der er forskel på spillernes kvalitet men også på deres spilforståelse, hvad angår at være vant til at tænke i de baner," siger den danske træner, der da også spillede en vis rolle i rekordkøbet af den tidligere FC Nordsjælland-stopper Andreas Bjelland, som allerede var blevet scoutet af klubejer Matthew Benhams Smartodds, og som passede helt perfekt i forhold til at implementere spillestilen.
Desværre blev Bjelland hurtigt skadet, og selv om han var mobil og normalt gående, da Tipsbladets udsendte hilste på ham ude foran styrketræningslokalet, så er han langt fra at være klar igen oven på korsbåndsskaden.
Men med al den udskiftning på trænerposten, fra engelske Mark Warburton, da sæsonen var forbi, over hollandske Martinus Dijkhuizen, der bare var et dårligt match, til ungdomstræner Lee Carsley som en midlertidig tovholder, der har taget et skridt tilbage til det britiske for at få point på kontoen igen, ville det have været logisk at tænke på Flemming Pedersens gamle chef i Nordsjælland og Mainz som ny træner i Brentford.
" Du tænker på Kasper? Ja, Kasper og jeg har da haft nogle samtaler, men det er blevet ved snakken. Vi ville gerne have snakket mere, men det bliver noget andet, han vælger," siger Flemming Pedersen et par uger før, Hjulmand overraskende bliver præsenteret som ny cheftræner i FC Nordsjælland, mens Brentford også i mellemtiden har fundet en ny træner i Walsalls Dean Smith, der nu står i spidsen for den ambitiøse Championship-klub og skal være med til at implementere den spilfilosofi, der snart er færdig. For målet er klart:
" Det er at rykke op i Premier League så hurtigt som muligt. Jeg kan meget godt lide, at der ikke er sat tid på. Det må gerne ske så hurtigt som muligt, men der er stor fokus på processen, og det er jeg tilhænger af. Det var der også i Nordsjælland."
" På et tidspunkt i Nordsjælland sagde jeg til AKP og Laur [ sportschef Jan Laursen]: " Hvorfor skulle vi ikke kunne ligge i toppen af Superligaen? Hvorfor bliver vi ved med at sige, at vi bare skal være en del af Superligaen? Hvis vi arbejder og bliver ved med at arbejde så struktureret, som vi gør i Nordsjælland, så havner vi i toppen på et eller andet tidspunkt.
For selv om vi sælger spillere, så er de næste, vi får fra eget akademi, bare endnu bedre." Så det er en helt normal tankegang for mig. Jeg kender ikke til andet," siger Flemming Pedersen om ambitionerne i en klub, der kun har det halve budget af for eksempel Nottingham Forest noget længere nede i rækken.
" Hvis vi kan lave et godt spil i The Championship, så er der ingen grund til, at vi ikke skulle ligge i toppen. Så kan det godt være, at flere af de andre har dyrere spillere og måske også flere, bedre spillere, men det er stadig ikke det, der rent overordnet afgør en fodboldkamp. Kollektivet vil altid slå individualisterne," siger han.
Så det handler om at være klogere i spillet, i rekrutteringen og i træningen.
ET TAKTISK SPIL I KOLLEKTIVETS ÅND
Til det formål har Brentford også tre analytikere, der arbejder med spillet rent statistisk, og det er en udfordring for den danske træner at få styr på alle de tal.
" Der er jo en masse statistik i fodbold, men lige nu kan jeg måske kun bruge en procent af al den statistik, jeg får. Hvis jeg arbejder med spillestil, og vi har 20 indlæg i en kamp, så siger det mig ikke noget, for det kan være, at vi havde 30 i sidste kamp, men hvis nu 15 af de 20 var spillestilsindlæg i områder, som vi gerne vil ramme, mens det kun var 10 af de 30, der var brugbare på den måde, så var kampen med de 20 indlæg jo bedst."
" Så vi skal have lavet kvalitetsanalyse af vores spillestil i forbindelse med kampene, og det er et spændende arbejde. Det har jeg ikke prøvet før. Det bliver nyt for mig at gå så meget i dybden, for vi havde ingen analytikere i Nordsjælland og en enkelt i Mainz, men det var meget med fokus på næste modstander og hovedstats fra egen kamp. Det her vil jo være kvalitetsstats. Jeg har ikke set det nogen andre steder."
" For det er jo vigtigt, hvor indlægget er slået fra, om det er et fladt indlæg, om det er skråt tilbage. Peter Rudbæk [ DBUs ansvarlige for træneruddannelsen] ville kalde det noget rigtigt nørdearbejde, og det er det måske også, men skal vi arbejde kvalitativt, skal det gøres på den måde, og der er jeg kommet det rigtige sted hen," fortæller Flemming Pedersen, der også ser Brentfords kampe oppe på tribunen ved siden af en af analytikerne, der får et live-feed fra et kamera på hele banen direkte ind på computeren.
" Jeg sidder deroppe med headset på, så jeg kan give informationer til bænken. Samtidig kan de sige til mig, hvis de gerne vil vise et klip i pausen. Så siger jeg det videre til analytikeren, og så sørger han for, at klippet er klar i pausen. På hjemmebane har vi storskærme i omklædningsrummet, så træneren kan vise det der. Det gjorde vi også i Mainz. Det er vigtigt for spillerne, så de efter 1. halvleg kan se, hvordan det ser ud, i stedet for at en træner står med en tavle. Det er meget bedre til at vise, hvilke rum vi kan spille i, og hvordan vi står i forhold til det, vi har trænet op til kampen," siger Flemming Pedersen, der udover de mange tal fra analytikerne også har flere special-trænere at arbejde med.
" Ja, vi har jo italieneren Gianni Vio, der står for standardsituationerne. Det var ham, der revolutionerede Fiorentina på et tidspunkt, hvor de scorede så mange mål på dødbolde.
Han har også skrevet et par bøger om det, og han ser " set-pieces" på samme måde, som jeg ser på spillestil. Det er meget systematisk, så alle er involveret i en standard-situation, det er ikke en individuel udførelse. Det er mønstre, bevægelse fra alle spillere."
" Så har vi også Bartek Sylwestrzak, der er vores polske sparketræner. Han træner også indlæg og direkte frispark, og det er helt vildt, hvad han kan lære spillerne i forhold til, hvordan de sparkede før. Han optager alle spark, så spillerne får feedback med det samme, når de træner, og det er både deres gode og deres dårlige ben. Det er et rigtigt godt eksempel på, hvad bevidst og koncentreret træning med den samme gentagelse igen og igen og igen kan blive til," fortæller Flemming Pedersen om de to special-trænere, der ligesom performance-coachen Tom Bates også bliver brugt i Matthew Benhams anden klub FC Midtjylland.
Så der bliver arbejdet på alle parametre, og efterhånden skal det hele gerne flettes sammen til et kollektivt arbejde for den spillestil, som den danske chef for fodboldfilosofien i disse dage er ved at lægge sidste hånd på.
Men det skal ikke være for stilens egen skyld.
Målet er selvfølgelig at skabe resultater.
" Jeg står først og fremmest for effektiv fodbold, og jeg har heller ikke noget imod lange bolde, men der er nødt til at være en mening bag. Jeg elsker en 70 meter diagonalbold, der skærer igennem det hele. Vi spekulerer også i, hvordan vi kan få flest mulige standardsituationer, det skal også være en del af spillestilen. For vi skal jo vinde så mange kampe som muligt, og der er ingen, der gider se et hold tabe, uanset hvor flot man spiller. Man spiller for at vinde."
" Jeg sammenligner lidt situationen her med dengang, jeg blev ansat som A-plus træner i Nordsjælland i 2006, for der ville man også gerne spille med bolden, men det var jo et kaos-spil. Så det gjaldt om at tage fat i spillestilen og begynde at forfine den. Jeg har jo arbejdet med spillestil siden 1992 som måske en af de første danskere på den måde, at jeg lavede en samlet spillestil, som jeg så udspecificerede i opspil, gennembrudsspil, afslutningsspil.
Og det var på skrivemaskine og med tegninger i hånden."
" For mig er fodbold et taktisk, mentalt spil, som man så tilsætter nogle tekniske og fysiske komponenter. Og med taktisk spil mener jeg, at det er kollektivt, systemisk, relationelt, hvor man arbejder med positioner og den fælles forståelse. Det er spillets kerne," siger Flemming Pedersen med stor rationalitet.
For det fodboldromantiske overlader han til journalisterne og tilhængerne. Han har ikke brugt livet lige udenfor London til at se en masse fodbold, det har der simpelt hen ikke været tid til, og han dyrker heller ikke mødet med gamle storklubber og legendariske stadions rundt omkring i England.
" Nej, det går jeg slet ikke op i. Om jeg sidder på mit gamle Helsingør Stadion eller nede på Signal Iduna Park med 82.000 tilskuere, hvor vi spillede med Mainz mod Dortmund, er ligegyldigt for mig, og det er jeg så glad for. Jeg er fokuseret og koncentreret på opgaven. Det er det, der motiverer mig."
" Og så motiverer det mig at være med til at bygge noget op sammen med andre i stedet for at gøre det alene. Jeg har arbejdet rigtig meget alene, men det kan ikke stimulere mig længere. Nu er det at gøre noget sammen med andre. Men hvor jeg gør det er så ligegyldigt. Det er opgaven. Det med at kunne se noget vokse, se en spiller udvikle sig, blive bedre, se et hold udvikle sig, se en klub udvikle sig. Det er min motivation," siger " Head of Football Philosophy and Player Development" i Brentford, Flemming Pedersen.
NAVN: Flemming Pedersen
FØDT: 6. juni 1963 i Plejelt (mellem Tikøb og Hornbæk)
Stoppede som aktiv allerede som yngling i Helsingør og gik trænervejen
KARRIERE SOM TRÆNER: 1982-85: Espergærde IF (U/ 12 og U/ 14) 1986-88: Helsinge (U/ 14 og U/ 16) 1989-90: Helsingør (U/ 18) Sommer 91: Cheftræner i Sisimiut på Grønland 1991-93: Helsingør (U/ 17 og U/ 23) 1993-96: Helsingør (2. division) 1996-98: Humlebæk (Danmarksserie) 1998-01: FC København (U/ 21 + reservehold) 2001-06: Helsingør (Danmarksserie) 2006-11: FC Nordsjælland (A+ træner) 2011-14: FC Nordsjælland (First Team Coach) 2014-15: Mainz (Co-Coach) 2015-: Brentford (chef for fodboldfilosofi) -kontrakt udløber sommeren 2016
TITLER Dansk pokalvinder med FC Nordsjælland i 2010 og 2011 Dansk mester med FC Nordsjælland i 2012 Pro licens-træner i 2015 Har desuden været træner for 19 tidligere og nuværende A-landsholdsspillere inden deres debut i nationaldragten: Jesper Bech, Uffe Bech, Nicklas Bendtner, Martin Bernburg, Nicki Bille, Andreas Bjelland, Anders " AC" Christiansen, Mads Junker, Thomas Kristensen, William Kvist, Tobias Mikkelsen, Morten Nordstrand, Hjalte Nørregaard, Jores Okore, Danny Olsen, Nicklas Pedersen, Kris Stadsgaard, Bo Svensson og Niki Zimling.
Brentford
NAVN: Brentford Football Club
Stiftet: 1889
STADION: Griffin Park -kapacitet: 12.802 -tilskuersnit 15/ 16: 10.296 (næstlavest i Championship foran Rotherham)
KLUBEJER: Matthew Benham MANAGER: Dean Smith (siden november 2015)
BEDSTE RESULTATER: Nummer 5 i 1. division i 1936 FA Cup-kvartfinale fire gange, senest i 1989 Siden 1954 har Brentford kun været oppe i den næstbedste række tre gange -i 1992/ 93, 2014/ 15 og 2015/ 16 FLEST KAMPE FOR KLUBBEN: Ken Coote – 514 (fra 1949 til 1964)
STØRSTE KØB: Andreas Bjelland fra Twente for 2,1 millioner pund i juli 2015
STØRSTE SALG: Adam Forshaw til Wigan for tre millioner pund i september 2014.