Video : Tipsbladet
Generelle

Dansk succes i Europa: Måske ringer landsholdet en dag

Rasmus Lauritsen har stor succes hos Dinamo Zagreb, men han ved ikke, om landstræneren og hans folk følger ham.

Tidligere på sæsonen tog Rasmus Lauritsen et stort skridt op ved at skifte fra IFK Norrköping til Dinamo Zagreb. Men midtstopperen har vist, at han var opgaven voksen; han spiller hver gang i et forsvar, der sjældent lukker mål ind.

Dinamo har kun indkasseret seks scoringer i de ti kampe, som holdet har spillet, siden Lauritsen kom til Kroatien. Holdet har blandt andet holdt målet rent i alle fire Europa League-kampe.

Spørgsmålet er så, om den slags gør Lauritsen interessant for landstræner Kasper Hjulmand. I givet fald er han ikke selv klar over det.

Læs også:Dansker i kroatisk topklub: FCM's akademi lærte mig disciplin og manerer

- Jeg ved det virkelig ikke, og jeg har ikke engang nummer på dem. Men hvis jeg spiller godt og udvikler mig, er der måske nogen, der lægger mærke til mig, siger Rasmus Lauritsen i et interview med Sportske Novosti.

- Jeg spiller i en stor klub, som er den eneste i Europa, der ikke har lukket et mål ind i gruppespillet, og jeg gør det godt. Men jeg ved ikke, om nogen fra landsholdet følger mig. Hvem ved, måske ringer nogen en dag.

Læs også:Officielt: Målfarlig dansk stopper tager til Dinamo Zagreb

Der er dog noget, der tyder på, at Rasmus Lauritsen har en del konkurrenter, han skal overhale i midterforsvaret. I den seneste landsholdssamling var ni forskellige spillere udtaget, blandt andet fordi flere af dem var i coronakarantæne eller ikke måtte rejse til Danmark.

På torsdag får den tidligere Vejle- og FC Midtjylland-spiller dog en ny chance for at vise sig frem. Hans Dinamo Zagreb-mandskab møder Feyenoord i Europa League og har mulighed for at sikre sig avancement til knockoutfasen.

Læs også:Medie: Klubberne er uenige - dansker kan misse skifte til Dinamo Zagreb

Læs også:Medie: Dinamo Zagreb vil have målfarlig dansk forsvarsspiller

Læs også:Medie: Dansk stopper er klar for kroatiske mestre