For anden gang på et halvt år ruller millionerne i 2. divisionsklubben B.93. I sommer købte en gruppe af investorer sig ind i klubben, og nu skyder en ny medejer 55 millioner ind.
Den nye medejer er investeringsselskabet H5 Capital, der har købt 34 procent af aktierne. Dermed slutter H5 Capital sig til ejerkredsen, der i forvejen talte selskabet 93.Global, som blandt andre Mathias "Zanka" Jørgensen, Anders Lindegaard og skuespilleren Pilou Asbæk er en del af.
B.93 kalder selv den nye investering historisk stor, og pengene skal "gå til at professionalisere forholdene omkring 1. holdet yderligere, men vil også i høj grad komme talentudviklingen til gode."
Den nye medejer kommer desuden med store drømme.
- Selvfølgelig drømmer man om Superligaen. Det tror jeg alle i klubben gør. Men vi har ikke en eller anden femårsplan, der siger, at vi skal være i Superligaen om fem år, Alexander Hansen, der er direktør i H5 Capital, til B.T.
B.93 ligger aktuelt på tredjepladsen i 2. division.