Da Verona snød de store

Det var blot Veronas tredje sæson i Serie A i denne omgang, men Romeobyens hold har altid taget turen op og ned mellem de to øverste rækker i Italien flittigt.

En oprykning i 1982 førte til to imponerende slutplaceringer som henholdsvis nummer fire og nummer seks, og til eventyrsæsonen 84/85 havde træner Osvaldo Bagnoli hentet Hans-Peter Briegel fra tyske Kaiserslautern, hvor den defensive midtbanemand havde spillet i ni

sæsoner. Briegel var på dette tidspunkt 29 år gammel, og han gav mandskabet både fysisk kraft og stabilitet fra positionen lige foran forsvaret, der kom sig hurtigt over tabet af den overskydende udlænding, polakken og liberoen Wladyslaw Zamuda – der i øvrigt skiftede til amerikansk fodbold og New York Cosmos. Polakken var i overskud, fordi Bagnoli også havde hentet den gale dansker i Lokeren, 27-årige Preben Elkjær, der efter syv år i Belgien for alvor var slået igennem ved EM slutrunden i Frankrig med to scoringer, et brændt straffespark og en revne i bukserne, der skar sig ind i fodboldverdenens hukommelse. Disse to udlændinge var stjernerne på et ellers tilsyneladende anonymt mesterhold.



Den rutinerede samling af italienere, der udgjorde resten af mandskabet havde Claudio Garella til at vogte målet, og med blot 19 mål imod i 30 kampe, så havde han sin store andel i mesterskabet. Garella vandt i øvrigt senere endnu et mesterskab i buret for Napoli, men ellers så tilbragte han det meste af karrieren i lavere rangerende klubber.

Forsvaret bestod af Domenico Volpati, Luciano Marangon, Mauro Ferroni og så anfører Roberto Tricella, der i mesterskabssæsonen spillede sin sjette sæson på Bentegodi, og dermed var den spiller, der havde været længst i klubben i truppen.

Midtbanen trak altså en del veksler på Briegel, men også den intelligente Antonio Di Gennaro, der især var værdifuld, når forsvar skulle vendes til angreb, spillede en afgørende rolle. På kanterne huserede Pietro Fanna og Luciano Bruni. Fanna havde allerede tre mesterskaber i den stribede Juventus-trøje, og i angrebet havde også Elkjærs makker, Giuseppe Galderisi, prøvet at stå med hæderen på sidste spilledag. To gange vandt Galderisi med ¿ pudsigt nok også hos Juventus.

Faktisk så afsluttede Veronas mesterskab en 14 sæsoner lang periode, hvor mesterholdene kun kom fra enten Milano, Torino eller Rom, og i dag

kan vi se tilbage på 20 sæsoner, hvor Verona er det eneste provinshold, der har vundet mesterskabet. Og den sæson for 20 år siden er også den

sidste, hvor dommerne blev påsat kampene med lodtrækning. Et pudsigt sammentræf.

Det billede fra sæsonen der for alvor har brændt sig fast på nethinden er Preben Elkjær, der i kampen mod Juventus den 14. oktober scorer til 2-0 for Verona, selv om danskeren har mistet sin ene støvle, så målet bliver scoret på strømpefødder.

Det var mens tingene endnu kørte på overraskelsens energi for Verona, der først i 10 .runde blev udfordrede for alvor mod det andet Torinohold, Torino. Hårdt pressede bagfra begyndte Verona så småt at vakle lidt i troen, og et nederlag mod Torino ville have kostet førerpositionen, som Verona havde haft siden sæsonstarten.

Men en fornem 2-1 sejr i Torino via scoringer af Briegel og Marangon fastholdt førerpositionen og underbyggede troen på, at der var noget stort i støbeskeen.

Trods den fornyede selvtillid, så kastede Verona i de næste par kampe point både mod Milan og Como, og her var målamnd Garella en vigtig del af to nullerter, der omfavnede en kneben 1-0 over Lazio, så Verona kunne holde jul på førstepladsen og helt mirakuløst ubesejrede i Serie A.

Nederlaget kom dog allerede tidligt i januar, hvor Avellino tårnede sig op og besejrede Bagnolisd mænd med 2-1. I sig selv ikke en overraskelse at Hellenerne ikke kunne gå ubesejrede igennem sæsonen, og de nærmere omstændigheder gjorde det til et næsten logisk nederlag.

Kampen før Avellino var mod Atalanta, og i Bergamo blev det 1-1, men langt værre var det, at Preben Elkjær var ude med en skade til Avellinokampen og angrebsmakker, Galderisi, sad over med karantæne efter et rødt kort blot to minutter før tid i Bergamo.

Nederlaget blev fulgt op af 0-0 i Napoli, men nu begyndte forfølgerne for alvor at nærme sig, og kun på målscore fastholdt Verona føringen. Heldigvis så viste Avellino sig også at være for skrappe for Inter, og så kunne Verona igen kravle alene i spidsen med 2-0 over Ascoli, og weekenden efter leverede Udinese og Verona en af sæsonens mest spektakulære forestillinger.

Briegel, Galderisi og Elkjær scorede i kampens første 20 minutter, og dengang kunne man jo ikke vide, at 3-0 er en af de farligste føringer, så alt åndede fred og ingen fare for Verona med den komfortable pauseføring. Men på bare 14 minutter i begyndelsen af andenhalvleg, så producerede Udinese en “Liverpool” og fik udlignet. Edinho, Carnevale og Mauro stod for hjemmeholdets mål mod Garella, der ellers havde holdt buret rent i 11 af sæsonens 17 kampe. Verona leverede et øjeblikkeligt kontrastød på Udineses comeback, og de to udlændinge, Elkjær og Briegel, havde bare fem minutter senere bragt Verona foran med to mål igen. Inter holdt fast i Hellenerne med en kneben sejr over Lazio, og så var der dømt topopgør på Marc’Antonio Bentegodi.

Runden bød ellers på en godbid mellem Milan og Juventus, men opmærksomheden rettede sig mod Veronas kamp mod Inter, der lignede en regulær guldkamp.

Altobelli bragte gæsterne foran kort før pausen, men igen viste Briegel evnen til at score vigtige mål, og han udlignede kort inde i anden halvleg, og med 1-1 fastholdt Verona deres førerposition et point foran forfølgerne.

Det skulle vise sig et vigtigt point, for i de følgende kampe faldt Inter sammen med uafgjort mod Milan i derbyet og så to nederlag på stribe til Juventus og Udinese, mens Verona fortsat skrabede point sammen og med seks runder igen var forspringet på lige så mange point. Så nu øjnede de chancen for sensationen, og så løb de panden mod en turinsk mur i form af Torino, der gæstede Bentegodi den 14. april og hævnede nederlaget i Torino med en 2-1 sejr.

Robuste Verona mistede dog ikke fokus, og gentog decembers resultater mod Milan, Lazio og Como. To nullerter, en i Milano og en hjemme mod Como og endnu en snæver 1-0 mod Lazio betød, at Verona med to runder igen kunne sikre mesterskabet med blot et enkelt point i Bergamo.

Atalanta så dog ike ud til at ville lege med i eventyret, og de bragte sig foran i første halvleg, og alle Veronafans tog dybe indåndinger i pausen. Heldigvis fik Elkjær udlignet kort ind i anden halvleg, og derefter var det bare at bide alle neglene ned og håbe, at tiden ville være nådig og flyve af sted. Det gjorde den selvfølgelig ikke, men til sidst havde uret fået sneglet sig alle omgange, og Bagnoli og spillerne kunne lade sig hylde som overraskende men fortjente mestre.

Glædesbølgen blev kort, for allerede året efter sluttede Verona på en mere forventet 10. plads, og eventyret i mesterholdendes Europa Cup blev paradoksalt nok afsluttet allerede i anden runde af de forsvarende mestre fra Juventus. I 1990 rykkede Verona ud af den fineste række, og selv om de har været på ophold i Serie A igen, så frister de i dag en tilværelse i Serie B uden umiddelbar udsigt til endnu en “Scudetto”. Men minderne har de stadig i Verona.