Carit Falch er blevet sygemeldt.
Fremad Amager har været gennemsyret af kaos på det seneste.
Klubben er på randen af konkurs, og der virker ikke til at være harmoni mellem spillertruppen og træner Carit Falch.
Der har været utallige skriverier om tilstanden i klubben, og de mange historier har fået konsekvenser for træner Carit Falch, der nu er blevet sygemeldt.
Det skriver klubbens ejer, Lars Hein, i en sms til bold.dk, som efterfølgende er lagt på klubbens hjemmeside.
- Efter den seneste tids skriverier har Carit Falch brug for en pause, og han er efter et ildebefindende i eget hjem i sidste uge blevet sygemeldt.
- Det betyder, at assistenttræner Fabio Mazzone i den kommende tid vil køre træningen – og stå i spidsen for Øens Hold til kampe, lyder det fra Lars Hein.
Fremad Amager-ejeren fortæller endvidere, at man i de kommende dage vil tage individuelle samtaler med spillerne og staben for at finde en løsning på de udfordringer, der er i truppen.