Byttede trøje med Maradona: Et helt vanvittigt minde
Foto: Getty Images
Generelle

Byttede trøje med Maradona: Et helt vanvittigt minde

Brian Laudrup fortæller om et minde tilbage fra 1987, hvor han som 17-årig mødte Diego Maradona og endte med at bytte trøje med den legendariske argentiner.

Lige siden Diego Maradonas død onsdag eftermiddag har fodboldverdenen været ramt af en form for choktilstand, og i det efterfølgende døgn er det væltet frem med reaktioner og historier fra nær og fjern.

Onsdag aften fortalte Michael Laudrup blandt andet om et møde med Diego Maradona i italiensk fodbold, og torsdag fortæller Brian Laudrup så også om sit første møde med den måske bedste fodboldspiller nogensinde.

Det var i 1987 - blot et år efter Argentinas VM-triumf i Mexico - hvor Maradona skulle spille en all-star kamp i Saudi Arabien mod Brøndby med en kun 17-årig Brian Laudrup på holdet.

Maradona kendte Michael Laudrup, og den unge Brøndby-spiller blev derfor kaldt op på argentineres hotelværelse efter kampen, hvor verdensmesteren ønskede at møde ham.

- Vi kommer derop, og der er livvagter, og vi bliver kropsvisiteret. Og så kommer man ind, og så kommer den her lille magiske mand mig i møde og omfavner mig og niver mig i kinderne. Og jeg kan overhovedet ikke forstå, hvad han siger, fordi han snakker kun spansk.

- Vi ender med at bytte trøje, og det er jo et helt vanvittigt minde. Jeg tror, at der gik lang tid før jeg forstod, hvad det var, jeg havde oplevet. Og jeg har stadigvæk hans trøje, fortæller Brian Laudrup i Europa League-optakten på 6'eren.

Diego Maradona blev 60 år gammel.

Se Brian Laudrup fortælle hele historien i videoen over artiklen.