Video : Tipsbladet
Generelle

Brandvarm dansker kan ikke gå i fred: Helt vildt!

Conrad Harder blev i sommer et af historiens største Superliga-salg, da han skiftede FC Nordsjælland ud med Sporting CP. Nu åbner han i et stort interview med Tipsbladet op for tankerne bag skiftet, starten i Portugal, interessen fra Brighton og et liv som stjerne i et fodboldgalt land.

Hvis Conrad Harder i øjeblikket skal knibe sig selv en ekstra gang i armen, så kan man godt forstå ham.

I sommer landede han et kæmpeskifte til Sporting CP, ikke ret lang tid efter fik han debut i Champions League og kom på måltavlen i ligaen, og nu er han så for første gang en del af det danske U21-landshold.

Det er angriberen rigtig glad for, hvilket han fortæller om i et stort interview med Tipsbladet.

- Jeg er stolt over at være med, og det er megafedt at se drengene igen, som jeg kender nogle af. At jeg er med er et bevis på, at det hårde arbejde betaler sig, siger Conrad Harder, der godt kan mærke, at niveauet har taget et nøk op sammenlignet med de øvrige ungdomslandshold, han har repræsenteret.

- Det er rart at være i vante omgivelser, og jeg fik også et par dage med familien, hvilket var skønt. Jeg har kun været afsted i en måned, men jeg er glad for Danmark, og det er dejligt at være her igen.

Returen til Danmark og familien bød også på en sikker vinder i mors kartofler med brun sovs, fortæller Conrad Harder med et grin.

Foto: Alamy

Drømmeskiftet
Conrad Harder har de seneste transfervinduer været brandvarm, og mod slutningen af august begyndte rygtestormen omkring den blonde bomber at tage til.

Til syvende og sidst løb Sporting CP med Conrad Harders underskrift, og det er han rigtig glad for.

- Det er stort skifte, men jeg følte mig klar til det. Jeg kunne ikke sige nej, da muligheden kom. Det var et meget indbydende tilbud, og der er mange positive ting at sige om Sporting.

- Det er en kæmpeklub, som gør det godt i ligaen og i Europa, så der var ikke mange grunde til at sige nej til dem. Det er også en kæmpedrøm for mig at komme til udlandet og allerede realisere det som 19-årig.

Inden skiftet talte Conrad Harder meget med Marcus Ingvartsen om at tage til udlandet, og nu står Conrad Harder så i mesterlære hos den svenske målkonge Viktor Gyökeres.

Bekræfter Brighton-dialog
Sideløbende med interessen fra Sporting CP blev Premier League-klubben Brighton også nævnt som en bejler.

- Der var selvfølgelig en dialog (med Brighton, red.), men jeg synes, at Sporting var mere indbydende for mig. De havde en bedre plan for mig, og det var ud fra det, jeg tog mit valg, siger Conrad Harder, der forsøgte at balancere det sportslige i FC Nordsjælland og de mange rygter bedst muligt.

- Jeg har en god familie og et bagland, som har hjulpet mig rigtig meget. De har stået for tingene for mig, så jeg har kunnet koncentrere mig om at spille fodbold. Når de afgørende valg kom, har jeg været med inde over.

Conrad Harder havde også bedt om at få mindst muligt af vide, før det var absolut nødvendigt.

- Jeg var ikke med i alle opkald, men tilbuddet kom ret hurtigt, så det var jeg nødt til at være med inde over. Det kom til sidst og ret pludseligt, så der var jeg nødt til at være involveret i det. Men jeg spillede omvendt også AGF-kampen og lavede en assist, og det var vigtigt for mig at slutte godt af.

Var det planen, du skulle afsted denne sommer?

- Når der kommer et tilbud i den størrelsesorden, så kan det være svært at sige nej for FC Nordsjælland. Jeg havde kort forinden skrevet under på en kontrakt med Nordsjælland og var utrolig glad for at være der, men når Sporting kom, så er det svært at sige nej.

Foto: Alamy

Forrygende start
Få uger efter skiftet fra FC Nordsjælland til Sporting CP fik Conrad Harder debut i Champions League, og i den efterfølgende ligakamp åbnede han sin målkonto.

Det sendte ham på forsiden af flere af landets største aviser.

- Det er selvfølgelig vildt, og der skete mange ting, hvor jeg fik Champions League-debut og startdebut indenfor kort tid, hvor jeg scorede. Det var utrolig vildt at blive et kendt ansigt, men jeg har prøvet at holde benene på jorden og tackle det så godt som muligt

Hvis man ser et portrætbillede af Conrad Harder, så afslører hans blonde hår et tydeligt tegn på hans skandinaviske ophav. Det stikker også ud i Portugal.

- Da jeg kom herned, troede jeg, at jeg kunne gå rundt, som jeg ville. Men jeg kan ikke gå rundt i gadebilledet uden kasket og solbriller. Jeg har ikke noget imod det, for alle er meget søde og respektfulde over for mig, men det kræver lidt tilvæning, siger Conrad Harder og tilføjer:

- Det er en stor omvæltning, men jeg var godt forberedt. Jeg snakkede også med (Morten) Hjulmand om det, som også havde forberedt mig, men jeg vidste alligevel ikke, hvor vildt det ville være, før jeg kom herned

Og i det hele taget har Morten Hjulmand været god til at tage hånd om Conrad Harder.

- Vi havde et enkelt opkald inden skiftet, og generelt har han betydet meget for mig og min start. Kort efter min skifte var jeg hjemme hos ham og hans kone og spise aftensmad. Det viser noget om ham som menneske, og det gør bare noget at have en anden dansker, man kan få lidt hjælp af.

Conrad Harder, 19 år, har spillet fem kampe, hvori han står noteret for én scoring og én assist.