Bordinggaard fik sit ønske opfyldt
Keld Bordinggaard og det danske U/21-landshold undgik at trække Spanien, da der for lidt siden var lodtrækning til puljerne ved U/21 EM i Danmark til sommer. Danmark trak Schweiz, Hviderusland og Island, og det var der tilfredshed med.
- Jeg havde et ønkse, og det var at undgå Spanien, der er helt suveræne. Også på det her niveau. Det ønske blev opfyldt, og det glæder jeg mig over. Nu skal vi spille nogle kampe frem mod slutrunden, og der vil vi så blive klogere på vores eget hold og vores styrker, siger Keld Bordinggaard, der kommenterede lodtrækningen for TV2.
LÆS OGSÅ: Se puljerne til U/21 EM i Danmark
Keld Bordinggaard glæder sig altså over lodtrækningen, og han håber at have det absolut bedste mandskab til rådighed, selv om Bendtner for lang tid siden har sagt, at han ikke vil spille den her turnering. Simon Kjær og Christian Eriksen kan forventes at støde til holdet, efter A-landsholdets kamp mod Island i EM-kvalifikationen 4. juni.
- Får vi dem hjem lige efter A-landskampen, så har vi noget tid inden den første kamp. Og så kan vi ikke klage over forberedelserne til turneringen, siger Bordinggaard.
Danmarks U/21 landshold spiller sin første kamp ved turneringen den 11. juni i Aalborg mod Schweiz.