Bonderøvene fra Brandenburg på aggressivt sejrstogt i Berlin

Det har ingen lang tradition bag sig, men alligevel udråbes det for vigtigt: Berlin-Brandeburg-derbyet, også kaldet nord-øst-derbyet mellem den trendy verdensby, Berlin, og provinsbyen Cottbus fra det konjunktur-tynde og aldeles banale bondeland Brandenburg. Som de eneste to Bundesligaklubber i den tidligere østtyske region, og uden udsigt til yderligere konkurrenter i området, har begge officielle lejre travlt med at dyrke den regionale dynamik, der udspringer af dette opgør.

“Dette derby er godt for regionen,” har Hertha-Manager Hoeness udtalt, mens Cottbus presseansvarlige, Ronny Gersch, siger:

“Vi er også gladet for dette lokalopgør, som alle ønsker og ser frem til med en elektrisk stemning i luften. At nogle få så forsøger at bruge det til at smide benzin på bålet mellem lejrene, ødelægger ikke noget,” mener Gersch og nægter at gå ind i diskussionen om rendyrket had mellem de to klubbers fans.

“Vi har kun progessive fanklubber, siger han og forventer et massivt rykind af cottbusere til hovedstaden denne martsdag.”

Glat retorik kontra rå virkelighed

Begge klubledelsers forsøg på at fremhæve en konstruktiv rivalitet, som naturligvis er godt for billetsalget og pressedækningen, virker imidlertid som den altid glatte retorik, der udspringer fra de fleste bestyrelseslokaler i dagens fodboldverden, som helst skal være pletfri på overfladen.

For selv om begge klubber fra officiel side benægter det negative element eller nedtoner rivaliseringen som “sund” og præget af regional-lokal dynamik, er virkeligheden en ganske anden. Fansene opfatter kampen som en værdiladet kulturkamp mellem “de rige og hovne berlinere” og “de fattige, bitre østtyskere”.

Det fik man et eksempel på i Bundesligaens 9. spillerunde, da klubberne tørnede sammen i Cottbus. Kampen blev af forbundet kategoriseret som en “højrisikokamp”, og politiopbuddet var massivt med over 2.000 betjente på plads til de godt 17.500 tilskuere, hvoraf 3.000 kom fra metropolen. Nok opfordrede kampens rammer til en mere emotionel og fanatisk kulisse end normalt, men ikke i en grad at det kunne retfærdiggøre en politibetjent pr. niende tilskuer! Desuden var der alkoholforbud på og uden for stadion.

Så slemt var det ikke fredag aften den 16. marts i Berlin, hvor pilseneren flød lystigt som Spree-floden og det kun kom til få, direkte episoder fansene imellem. Alligevel ulmede hadet hos især cottbuserne, men mere om det senere. Kampen sendte i hvert fald Herthas ansatte fan-repræsentant, Andreas Blaszyk, på overarbejde. Også på officielt fan-niveau optrådte man nemlig præventivt for at holde gemytterne i ro.

Til kampen i Cottbus havde der været totalt forbud mod bannere for at undgå sociale/politiske provokationer. Denne gang mødtes de to klubberns fanrepræsentanter således som kolleger før kampen for hhv. at godkende og afvise medbragte bannere fra den andens lejr, som i ucensureret form allerede rummede potentielt konfliktstof på ord:

“I bli’r aldrig mestre” og “landets største fallitbo” (henvisende til Herthas 48 millioner euro og byen Berlins enorme gæld) hed to bortcensurerede, planlagte indslag fra Cottbus-lejren, mens berlinerne havde tænkt sig at replicere med bannere som “halvpolakker” og “Ingen visum til Berlin”, som dog også begge blev forbudt i hjemmeholdets Ostkurve, hvor 7.600 hardcore fans skulle komme til at udvise stadig større resignation og skepsis, efterhånden som kampen på banen skred frem.

At bannere skulle kunne forudsage så store emotioner, kan måske undre en tilbagelænet dansker, men her skal man erindre mange tyskeres nyindlærte, historisk betingede overfølsomhed over for håndfast, politisk indoktrinering: Først Hitlers slagkraftigt diktatoriske nazi-propaganda, og derefter 40 års kommunistisk floskel-retorik i DDR.

Berliner Mösen und Schlampen

Tilbage til de aggressivt agerende gæstefans. I en af de utallige snack- og ølboder foran stadion bliver den eksplosive stemning fysisk tydelig:

“Hey frække, hvad med min øl. Let røven, din ko,” samt lignende udtryk gjalder gennem aftenluften, når gæsternes især yngre og plørede fans tiltaler de hårdt prøvede og søde servetricer i udskænkningsboderne.

“Langsame Mösen (fisser, red.), ihr seid doch alle Berliner-Schlampen (ludere, red.),” brøler én bredskuldret hooligantype, og mængden bryder ud i primitiv mandejubel, mens det kolde øl serveres med endnu iskoldere kvindeblikke hos de serverende ungmøer; her er ikke skyggen af gensidig respekt, kun decideret afsky.

De regionale, sociale og kulturelle forskelle gennemsyrer denne Berlin vs Brandenburg-konfrontation, og det med aggressiv ageren og verbal satire så grov, at selv mindre joviale drillerier mellem københavnere og jyder på tribunerne til sammenligning ville fremstå uskyldige som nyudsprungne forårsblomster.

For retorikken med “rig mod fattig, vest mod øst, by mod provins” er ikke tomme klicheer. De er ikke bare udtryk for et hjerteligt berlinsk hovmod, men i endnu højere grad en understregning af provins-østtyskerens underlegenhedsfølelse: Berlin repræsenterer den daglige, sociale undertrykkelse af tidligere østtyskere, som hver dag “snydes og nedprioriteres” af bureaukraterne i – Berlin.

Denne moralske optænding til disse kampe medfører ikke blot, at Cottbus-spillerne kæmper den berømte røv ud af shortsene. Den fylder i høj grad også luften med en ladet stemning, hvor især hadet de radikale fangrupper imellem får frit spil. Cottbus-fans spiller på outsiderrollen, som smart udnyttes af især højreradikale til at opbygge et had mod “det multietniske og dekadente Berlin”, og der bygges op til en “nu skal i få”-stemning. Men også ballademagere blandt berlinerne forsøger at provokere de på forhånd forsmåede gæster fra Lausitz-regionen i det sydlige Brandenburg ved at bruge skældsord som “øst-aber” eller “kronisk arbejdsløse” om de sydlige naboer.

I den mere joviale ende af skalaen hedder det i en sang fra satirikeren Rainald Grebe bl.a.: “I Brandenburg er endnu en 18-årig kørt imod et træ, men hvad skal man også lave som ung i Brandenburg? Haleluja Berlin, der tilhører man tre millioner, i Brandenburg kan man bo alene blandt ulve.”

Pøbelske mindreværdskomplekser

Hvad man oplevede op til denne fredagskamp, var dog i mindre grad konfrontationen mellem diverse fraktioner, men et mere monotont billede af gæsternes had, illustreret af de mange verbale fornærmelser mod alt, hvad der var berlinsk. Man begyndte at forstå, hvorfor herthanerne benævner Cottbusfans som “bonderøve fra Brandenburg:

“Vi gider ikke hidse os op, men der er mange yngre, der bare hader Hertha,” forsøger et par midaldrende cottbusere sig med en opblødende kommentar.

Men et par halvgamle drenges afvæbnende attitude kan bare ikke fjerne det synlige faktum, at de fleste fra Cottbus ter sig respektløst, aggressivt og larmende – det sidste er ikke forbudt til fodbold, men alligevel ubehageligt for enhver i hjemmeholdets blåhvide farver, som på sin vej krydser fjendens hovedkvarter og får råbt fornærmelser og trusler ind i ansigtet af berusede gæster. For det her handler – som i flere britiske og italienske opgør – ikke kun om fodbold, men langt mere. Som neutral betragter har man ikke langt til den konklusion, at denne pøbelske opførsel skyldes kollektive, østtyske mindreværdskomplekser, der bare SKAL ud i det “rette forum”.

“De er fra Brandenburg, de kan jo ikke gøre for det,” lyder det hovent-tørt fra en velklædt berliner ud for VIP-loungerne, da anholdelserne tager til i takt med det ulovlige fyrværkeri i den kogende Cottbus-blok på stadion.

Støtte holdet kan de, med sange, flag og hysterisk hyldest af enhver aktion på banen, men den flotte opbakning giver en bitter eftersmag, når man har oplevet de samme fans’ uterlige fremtoning uden for anlægget.

Lys på Cottbus-himlen over Berlin

Uheldig optræden eller ej: Cottbus havde det sjovest! Både før og under kampen var de både mange og højtråbende, de 6-7.000 gæster, der havde indtaget hovedstaden fredag aften.

Efter en taktisk betonet første halvleg med få åbne chancer fik gæsterne amok-udløb for de ophobede følelser, da Radu kort inde i anden ombæring scorede kampens eneste mål. Fra da af styrede de rødblusede fans festen i kulissen fra deres tætpakkede hjørne på gigantiske Olympiastadion, som var hæderligt fyldt op med 51.000 besøgende, der havde valgt kampen som denne fredags kulturudbud og troppet op til opgøret, der med et tysk modeord igen og igen betegnes som “brisant” (“højeksplosivt” ville man nok sige på dansk).

Det milde aftenvejr kunne ikke dæmpe dramaet, for med Falko Götz’ truende fyring, Herthas krise samt gæsternes hysteriske og overkåde glæde over sæsonens anden sejr i øst-derbyet over “de store”, ja, så var det faktisk sådan, det hele fremstod: som et højeksplosivt opgør, der trods spillemæssig middelmådighed havde nok at byde på som helhed. At kampen blev et festligt sejrstogt for “bonderøvene fra Brandeburg” gjorde ikke brisansen mindre. At de ekstatiske vinderfans benyttede 30 minutter efter kampen til højlydt hyldest af deres helte (bl.a. Vragel da Silva, ex-Brøndby), gjorde kun den berlinske resignation mere tydelig.

“Når vi kan tabe til dem, synker vi næppe lavere,” sagde en ældre berlinsk herre, mens en anden ældre senior med Cottbus-halstørklæde udbrød:

“Vi vinder aldrig mesterskaber eller pokaler, så at vinde her mod dem er bare det største,” jublede han og løftede armene mod den kunstoplyste nattehimmel over Berlin, der skinnede klarere i gæsteblokken end i den hurtigt forladte Ostkurve, hvor piften af sine egne og for tidligt nedtagede bannere sagde alt.

Katastrofe-turisme til den udsigtsløse underklasse

Dog står den ikke kun på modsætninger de to klubber imellem. Et fælles træk ved begge klubber er, at de er kendt for deres talentarbejde. Mens Hertha indimellem høster frugterne af klubbens indsats (Boateng, Fahti, Ebert), står det aktuelt trægt til i Cottbus, og det selv om klubben i endnu højere grad er afhængig af talentudvikling. Iagttagere ser ligefrem udviklingen af egne spillere som klubbens eneste fremtidige overlevelsesmulighed i et konkurrentfelt af kapitalstærke klubber.

“Cottbus behøver ikke spilde drømme på at spille i UEFA Cup. Et enkelt blik på klubbens omgivelser og stadion bekræfter, at klubbens eneste bekymring er at overleve i ligaen. Udviklingspotentialet på både kort og lang sigt er så ringe, som ingen andre steder i Bundesligaen. Hos Energie kan man tænke kortsigtet, for det drejer sig ikke om andet end den næste kamp. Måske er det netop klubbens store fordel, at den for altid tilhører den udsigtsløse underklasse. For også inden for fodbolden kan dette virke befriende,” som en kommentator slår fast i en klumme i lokalavisen Der Lausitzer.

Igen skinner en både forudrettet, men også kulturelt betinget DDR-arv igennem ordene om underklassens evige klassekamp.

At retorikken blandt fans er hård i begge lejre, bevidner et besøg på klubbernes fanfora.

“Hvorfor tager I egentligt herhen, hvis der er så koldt, beskidt, dystert, voldeligt og primitivt,” spørger en Cottbus-fan berlinerne retorisk og leverer selv svaret:

“Nå jo, det er bestemt på grundt af katastrofe-turismen for civilisationens frelse,” lyder det spydigt.

“Send det pak i afgrundet,” lyder det omvendt fra en flok Hertha-fans, der gerne ser Cottbus som nedrykker og altså ikke deler klubledelsens ønske om det “brisante lokalderby”.

Og det forbliver ikke altid ved de verbale konfrontationer, når de to hold mødes: Tre gange siden år 2000 har Hertha optrådt i Cottbus, og kampene i 2001 og 2002 måtte afbrydes på grund af raketter og røgbomber. Så mens ledelsen/pengemændene frydes over Cottbus-provinsens møde med metropolen Berlin, udkæmper folket deres egen kamp på sidelinien, og det handler langt fra om medieopblæste pengekampe.

Storm om Götz

Som ekstra ild til kampens krudt flammede et internt berlinsk tema før kampen omhandlende Hertha-træner Falko Götz. Den tidligere DDR-afhopper er siden vinterpausen kommet under heftigt pres, hvor seks kampe uden sejr samt pokalexit i Stuttgart havde fået medierne til at udråbe derbyet til en skæbnekamp for Götz: Tre point eller farvel!

Flere Hertha-fans udtrykte også før kampen bitterhed og skuffelse over trænerens dispositioner, bl.a. den seneste ballade om stortalentet Ashkan Dejagahs degradering fra førsteholdet, efter at det kom frem, at talentet havde skrevet kontrakt med Wolsburg til sommer til en løn, der ifølge rygterne er tre gange større den den, berlinerne kan tilbyde. Problemet er bare, at Hertha mangler en Dejagah og dennes kreative kvaliteter i øjeblikket, uanset at han ikke er i truppen mere efter sæsonen.

“Jeg fatter ikke Falkos taktik. Vi spiller med kun en angriber, og det gjorde vi også i Stuttgart, selv om vi var bagud og kun to kampe fra en pokalfinale på hjemmebane med udsolgt stadion. Det er ufatteligt og frustrerende at se på,” mener Martin Rau, leder af en mindre uofficiel fanfraktion.

Trods nederlaget sad Falko Götz stadig på trænertronen, da en ny uge tog sin begyndelse i et forår, der dog stadig snarligt kan blive enden på den snart 45-årige DDR-landsholdsspillers fem år i det berlinske trænersæde.

KONTRASTERNES KAMP

Selvom der fra officiel side “ingen decideret sportslig konkurrence er, idet Berlin er alt for overlegen” (Cottbus-manager Heidrich), er der så meget desto mere tale om kontasternes kamp:

Ægte storby mod kedelig provins, 103.000 indbyggere mod tre millioner, 54 millioner euros omsætning i den ambitionsrige hovedstadsklub mod 19 millioner euro i oprykkerklubben fra landet, det historiske, Olympiske Stadion med plads til 76.000 (storkapitalisme) og det faldefærdige “Stadion der Freundschaft” (svulstig DDR-retorik) med kun 19.000 i kapacitet…

Alligevel er der kun 140 kilometer mellem de to stadions, ikke langt i den sammenhæng. For trods en mental distance deler de to byer regionens historie, kultur og konjunktur mere, end visse berlinere og enkelte cottbus-beboere måske bryder sig om. Mange fra det sydlige Brandenburg arbejder i Berlin, og visse berlinere er flyttet ud af byen og sydpå til mere landlige omgivelser. Folk fra begge byer er i familie med hinanden, og selv om Berlin nyder langt mere gunst fra det rigere, vestlige Tyskland, kender hovedstaden godt til den isolations- og outsiderfølelse, man dyrker i visse dele af det tidligere Østtyskland efter Murens fald. Men trods menneskelige relationer har pragmatikere held med at gøre opgøret til et symbolsk møde mellem “vesttyske markedsmekanismer” imod det “østtyske kollektiv”.

Man kunne således finde det søgt at tale om et lokalderby, men mere argumentere i retning af, at der i højere grad er tale om et socialt/kulturelt regionsopgør. Begge klubber savner imidlertid lokalrivaler, så man dyrker hinanden på godt og ondt og forsøger at smede på synergien mellem de to eneste repræsentanter for fodbolden i øst. Derfor håber Hertha Berlin da også officielt på, at Cottbus forbliver i ligaen, for når man nu ingen udsigter har til at skulle møde “proletarerne fra Union Berlin”, lugter de østtyske arbejdere fra Energie trods alt lidt af lokalrivalitet, og det er altid godt for både interessen og i sidste ende den slunkne pengekasse, som Berlin slås med (48 millioner euro gæld).