Bo Henriksen og FC Zürich skal i foråret ud og jagte overlevelse i den schweiziske liga, hvor man overvintrer på sidstepladsen, og til det skal der formentlig hentes en forstærkning eller to.
Og en af dem kan komme fra selveste Manchester City. Det skriver det schweiziske medie 4-4-2.ch.
Der er tale om den spanske midtbanespiller Iker Pozo, der er 22 år, midtbanespiller og meget langt fra spilletid på Pep Guardiolas mandskab. Han har slet ikke spillet i 2022, hvor han har siddet ude med en alvorlig skade, så han skal finde et sted, hvor han kan kæmpe sig tilbage i form. Og det kan altså blive hos Bo Henriksen i FC Zürich, som er blevet tilbudt spilleren.
FC Zürich er dog ikke den eneste schweiziske klub, der overvejer at gå efter spanieren. Også FC Aarau nævnes som en bejler.
Ifølge 4-4-2.ch vil Iker Pozo væk fra Manchester City, og i og med at han har kontraktudløb til sommer, vil englænderne lade ham gå ganske gratis, såfremt man kan få en videresalgsklausul med i en eventuel handel.
Iker Pozo, der også har en fortid i Real Madrids ungdomsafdeling, har spillet et hav af kampe for Manchester Citys ungdomshold, men har aldrig fået debut på førsteholdet. Han har dog spillet en sæson som lejesvend hos FC Eindhoven, hvor han fik 29 kampe med tre mål til følge.