Video : Tipsbladet
Generelle

Derfor er tidligere BIF-talent færdig i Fredericia

Jagvir Singh er færdig i FC Fredericia, da han har fået ophævet sin kontrakt et år før tid. Direktør Stig Pedersen siger til Tipsbladet, at klubben havde store forventninger til Singh, da han blev købt i Brøndby. Singh passede dog ikke ind.

Det var med store forhåbninger, at NordicBet Liga-klubben FC Fredericia købte Jagvir Singh i Brøndby IF i sommeren 2022 og udstyrede ham med en treårig kontrakt. 

Det endte dog aldrig med at blive den store succes for den tidligere Brøndby-spiller. 

Singh har nemlig fået ophævet sin kontrakt med NordicBet Liga-klubben et år før tid. 

Tipsbladet har taget en snak med Fredericia-direktør Stig Pedersen, og han synes, at det er trist, at 23-årige Singh ikke slog igennem.

- Vi hentede Jagvir for to sæsoner siden, og i den første sæson hos os spillede han ikke meget. Han passede måske ikke så godt ind, som vi havde håbet på til vores stil. Han har åbenlyse forcer. Han har jo nogle spidskompetencer, som er ret vilde.

- Han fik i hvert fald ikke så meget spilletid, som hverken vi eller ham havde håbet på i første sæson. Så blev han lejet ud til Aarhus Fremad i år to, og han fik selvfølgelig væsentlig mere spilletid der. Vi var enige om, da vi skulle starte op inden den nye sæson, at han skulle finde sig noget andet, og det var han også enig i.

- Det gik han i gang med, og det er ikke p.t. lykkedes. Vi har fundet en løsning, hvor han er kommet ud af sin aftale og kommet videre. Udsigten til spilletid var ikke så stor i første omgang. Jeg tror, at det var naturligt, at han ville søge noget andet.

Hvordan har du det med, at det aldrig blev en succes?

- Det er ærgerligt, når man skyder forkert. Sådan er det jo både fra spilleren og klubben. Det er først og fremmest vores ansvar at scoute spillerne rigtigt. Vi satsede også på, at han kunne slå igennem hos os.

- Han havde jo ikke spillet mange kampe på seniorniveau, før han kom til os. Han havde nogle indhop i Brøndby, og vi snakkede med Jesper Sørensen om ham. Det lykkedes bare ikke, og sådan er det en gang imellem desværre, at tingene ikke går i den retning.

- Vi havde en svær sæson, så det kan have spillet ind. Vi havde en stor udskiftning, hvor nogle af de rutinerede spillere stoppede hos os. Vi fik en del spillere ind. Det gav måske lidt uro, som ramte ham mere end nogle af de andre.

- Så er det heller ikke mere dramatisk. Han har trods alt været på bænken og omkring holdet, men han er bare ikke brændt igennem. Det sker en gang imellem desværre. Vi kan ikke ramme bullseye hver gang, siger Stig Pedersen til Tipsbladet.

Singh nåede blot at spille 11 kampe for FC Fredericia, og i den seneste sæson under lejeopholdet i Aarhus Fremad fik han 32 kampe for Aarhus-klubben. 

For Brøndby blev han noteret for syv førsteholdskampe.