Video : Tipsbladet
Generelle

Bizar plan: Lokkede Messi og Ronaldo med 11+ mia

Saudi-Arabien køber alle med en puls i fodbold i disse dage. Tipsbladet forklarer, hvad der er på spil.

Det har været et par vilde uger i fodbold og international topsport.

Flere af fodboldens største navne er skiftet til klubberr i Saudi-Arabien, andre er på vej, og golfsporten er også reelt blevet opkøbt at staten Saudi-Arabien i den her uge.

Det har været vildt, og det er slet ikke ovre endnu.

Tipsbladets chefredaktør for den trykte udgave, Troels Bager Thøgersen, ser her nærmere på, hvorfor Saudi-Arabien har kastet sig over fodbold og sport i en grad, så det giver dønninger i hele fodboldverdenen og her i Danmark.

Hvad sker der?
Det virker, som om Saudi-Arabien er klar til at købe halvdelen af fodboldverdenen.

Hvordan det?
Superstjerner som den seneste Ballon d’Or-vinder, Karim Benzema, og hans gamle holdkammerat Cristiano Ronaldo er skiftet til Saudi-Arabien på milliardlønninger, der slår Lionel Messis verdensrekord fra den sidste kontrakt med Barcelona.

Lige nu er der rygter om N'Golo Kanté, Luka Modric, Wilfried Zaha, Son Heung-Min, Riyad Mahrez og Sergio Busquets, og der kommer sikkert flere til i de kommende dage.

Saudi-Arabien har gennem den statslige investeringsfond PIF lovet milliarder og atter milliarder af kroner til at hente endnu flere stjerner til landets nationale liga.

Og så har man i den her uge også lige købt den verdens største golf-turnering PGA Tour for at lægge den sammen med Saudi-Arabiens eksisterende, Super League-lignende turnering, LIV Golf. Og der venter endnu mere.

Ja, hvad var det med Lionel Messi?
Han skal jo nu til Inter Miami, der er delejet af David Beckham og dermed også er tæt koblet til Qatar uden at være direkte statsejet som PSG. Der løber alle mulige rygter om Qatars involvering der, men intet konkret er på plads. 

Så, indtil videre konstaterer vi, at Messi valgte udfordringen i USA over endnu flere penge i Saudi-Arabien.

Men det så jo ud til, at Messi var tæt på at skifte til Al-Hilal i Saudi-Arabien for det dobbelte af Cristiano Ronaldos løn. Amerikanerne kommer også til at betale Messi kassen, og så kan man jo gisne om, hvorvidt Miami frem for Riyadh gjorde forskellen.

Saudi-Arabien prøvede ellers ihærdigt: Man lokkede med kompensation, så Lionel Messi og Cristiano Ronaldo til sammen ville ramme noget, der ligner 11 milliarder kroner i alt for deres respektive, 2½ år lange kontrakter, og det endda uden ekstra bonusser fra sponsorater og lignende.

Så den er lukket nu?
Ja, her og nu er den. Og lad os så se, hvad der sker næste år eller i 2025, jeg tør ikke helt udelukke noget. Saudi-Arabien og Qatar har været ved at blive gode venner igen, de to nabolande ved den arabiske golf, bare husk de to regenters krammer og jubel, da Saudi-Arabien slog Argentina ved VM.

Og Barcelonas præsident Joan Laporta var også forbi Saudi-Arabien for nylig. Men altså, vi må gå ud fra, at Messi nu spiller karrieren færdig i USA.

Hvad vil Saudi-Arabien opnå? Og hvorfor bliver du ved med at skrive landets navn, det er jo trods alt private selskaber og klubber, det her?
Nej det er ej, det forklarer jeg lidt senere.

Det her handler om lige dele politik, sportslige ambitioner og PR. Prøv at tænk på det som det, Qatar har gjort med VM 2022 og som ejer af Paris Saint-Germain, og gang det med tre.

Vi skal forsøge at glemme, at Saudi-Arabien er et af verdens mest undertrykkende diktaturer, der er involveret i krigsforbrydelser, hemmelige krige, og henretter enormt mange borgere hvert år.

Men det er nok allermest for at profilere sig over for verdens mest magtfulde ledere og erhvervsfolk, så man kan blive en endnu stærkere magtfaktor i verden i de kommende årtier.

Og så tror jeg også, herskeren Mohammed Bin Salman synes, at sport er fedt og værd at bruge alle de her penge og kræfter på. De har jo været i gang i mange år med boksning, Formel 1, tennis og alt muligt andet, nu er turen så for alvor kommet til verdens, og Saudi-Arabiens, favoritsport.

Er ligaen egentlig god? Qatar var jo en ret pinlig VM-vært i forhold til det sportslige...
Ja, men der er ret stor forskel på Qatar og Saudi-Arabien.

Saudi-Arabien er et stort land med 36 millioner indbyggere, og man knuselsker fodbold.

Fodboldinteressen er helt reel og kæmpestor. Så på den måde er det her ikke et totalt fake projekt lavet i et reagensglas, som er den fornemmelse, man rent sportsligt får af Qatar.

Al-Hilal, klubben der jagtede Messi, vandt i sidste måned Asiens Champions League, og det gør man altså ikke, uden at man er et godt fodboldhold, der kan matche de gode fodboldklubber fra Japan og Sydkorea.

Så ligaen er ok. Men det, Cristiano Ronaldo siger med, at man vil have den op blandt de bedste fem i verden, det ligner ren ønsketænkning.

De bruger pengene på superstjerner og har i forvejen nogle udmærkede udenlandske og lokale spillere.

Men fodbold er ikke ligesom golf eller de fleste andre sportsgrene, hvor man i sidste ende kan købe sig til at blive blandt de bedste.

Lige nu minder det en del om den satsning, Kina lavede på fodbold for syv-ni år siden, hvor superstjerner som Carlos Tevez og Hulk kom til, og man fik enkelte gode og meget dyre hold som Guangzhou Evergrande og Shanghai SIPG, der så faldt fra hinanden, da fodboldsatsningen smuldrede under corona.

Hov, du sagde før, at det ikke er private selskaber og rigmænd. Men det er det jo, det siger de selv.
Ja, men det passer ikke.

Det her er en koordineret indsats med den statslige investeringsfond PIF i centrum til at sprede milliarder ud til klubberne, som så forsøger at hente de bedst mulige spillere med styret på bagsædet.

Det er fuldstændig fjollet at tale om selvstændige forretningsfolk og virksomheder.

Ligesom i Qatar er alle større virksomheder og rigmænd totalt afhængige af regimet og kongefamiliens overhoved, Mohammed Bin Salman (MBS).

Som noget af det første ved sin magtovertagelse for en håndfuld år siden smed MBS alle erhvervsfolk, der bare var en smule uafhængige, i et luksusfængsel i form af et tvunget ophold på et hotel, hvor man så fik lov at overhænde alle de værdier og firmaer, MBS' folk bad om.

Det er endnu mere ekstremt end i Qatar, hvor styret og kongefamilien trods alt tolererer en lille, harmløs gruppe af statsborgere, der har deres egne meninger og projekter.

Så de vil være gode til fodbold. Hvad kan vi ellers forvente at se?
Saudi-Arabien går benhårdt efter at blive VM-vært i 2030 og har budt på værtskabet sammen med Ægypten og Grækenland.

Vi må se, hvad det ender med, om de to medværter hænger med hele vejen, eller om man i sidste ende bestemmer sig for, at det måske er lettere at få et værtskab i 2034 eller 2038.

Men Mohammed Bin Salman vil da gerne have det værtskab i 2030, når man investerer så vildt i sport.

Jeg glemte helt at nævne det helt vilde, for ikke at sige urealistiske, projekt NEOM, hvor man vil skabe en kæmpe underholdnings-by i ørkenen relativt tæt på ægyptiske Sharm El-Sheikh og nogle af de mest lækre dykkersteder i verden.

Her i NEOM siger man, at man vil holde de asiatiske vinterlege i 2029, som man har fået værtskabet til. Og ja, I læste rigtigt, jeg skrev vinterlege. Skihop, langrend, skiskydning, you name it. Ude i ørkenen i Saudi-Arabien.

Når man så samtidig har købt sporten golf, og sætter den ene lønrekord efter den anden, ejer Newcastle og sagtens kunne finde på at købe flere klubber i Europa snart, jamen så er det, i hvert fald set fra Saudi-Arabien, slet ikke så bims, at man kan være VM-vært i 2030.

Planen er så i øvrigt, at man vil holde det VM i november-december, præcis som Qatars VM for få måneder siden. Nu har man jo ligesom testet det og set, at det kan lade sig gøre.

Kan alt det her lykkes?
Nu må vi se på banen. Man kommer til at gøre sig gældende i Asiens Champions League, men jeg vil se det, før jeg tror på, at ligaen kommer i nærheden af niveauet i en Top 5-liga i Europa.

Uden for banen?

Tja. Saudi-Arabien kaster om sig med penge alle steder, de bevæger sig, så jeg skal ikke udelukke, at man får VM 2030. Og hvis det ikke lykkes, tror jeg, man får noget andet prestigefyldt til landet, for eksempel FIFA's nye, udvidede klub-VM og måske indtil europæiske klubkampe, måske noget Champions League.