Alexander Bah døjede med en fodskade for det danske landshold under den seneste landsholdssamling, så derfor vakte det bekymring, at han udgik fra Benficas kamp i weekenden.
Her kunne Tipsbladet mandag melde, at den nye skade minder om eller er identisk med den, der ramte ham for nogle uger siden.
Det kunne i så fald vække en del bekymring for landstræner Kasper Hjulmand frem mod de kommende landskampe mod Kasakhstan og San Marino. Det lader dog ikke til, at den bekymring har noget at gå på, for den nye skade ser ikke ud til at være alvorlig.
Således går meldingerne i de portugisiske medier A BOLA og Record, at Alexander Bah allerede bliver klar til storkampen mod FC Porto denne fredag.
Ergo er der ingen grund til bekymring for den dynamiske back, som nåede at komme på måltavlen Portimonense inden sin skade.