Video : Tipsbladet
Generelle

Bedst og værst: Genstridige fans stjal billedet i SønderjyskE's pokaltriumf

Tipsbladet.dk zoomer ind på pokalfinalen mellem AaB og SønderjyskE.

AaB – SønderjyskE 0-2 (0-1)

0-1 Anders K. Jacobsen (45.+5)
0-2 Anders K. Jacobsen (56.)

Kampens bedste:
AaB
Det er ikke, fordi Lucas Andersen var sit holds bedste; det tilbragte han alt for kort tid på banen til. Men dels var der ingen andre kandidater, dels fortjener Andersen en opmuntring. Han, der havde glædet sig så meget til muligheden for at vinde et trofæ som anfører for sin barndomsklub, måtte udgå i første halvleg med en skade – og med tårerne trillende ned ad kinderne. Det skar i hjertet.

Læs også:Video: Pokalfinalen midlertidig afbrudt

SønderjyskE
Anders K. Jacobsen var en konstant kilde til uro i AaB’s forsvar, men det var selvfølgelig hans to mål, der skilte ham ud fra mængden. ”AK” var forskellen på de to hold i dag, og det var, bogstavelig talt, guld værd.

Kampens værste:
Hvis man skal udvises i pokalfinalen, skal det være, fordi man har forhindret et mål eller stoppet et farligt angreb. Det skal ikke være, fordi man midt i anden halvleg forsøger at filme sig til et frispark. Men det gjorde Julius Eskesen, så derfor får han denne ris.

Kampens detalje:
Da der var spillet omkring en halv time, afbrød dommer Jørgen Daubjerg-Burchardt kampen og samlede alle spillere i midtercirklen. Speakeren gentog det, han havde sagt et par gange: Alle skal sidde ned på den plads, de havde fået tildelt. Særligt en gruppe AaB-fans stod for tæt forsamlet til corona-reglernes smag.

Læs også:LIVE: SønderjyskE i undertal i resten af pokalfinalen

Det satte gang i en absurd stand-off mellem spillerne på banen og tilskuerne på tribunen. Selv om de fleste af sidstnævnte satte sig ned efter et par minutter, var det ikke godt nok. Kampen forblev afbrudt, og de to AaB-legender Thomas Augustinussen og Rasmus Würtz, nu assistenttrænere, løb ned for at opfordre fansene til at gøre som anvist.

- Vi skal opfordre jer alle til at finde jeres pladser. Før kommer der ikke mere fodbold, advarede speakeren igen og igen.

Det hele endte med, at gruppen af AaB-fans forlod stadion efter godt et kvarters afbrydelse. Og så blev tilskuertallet endnu lavere, end det var til at begynde med.

Læs også:Kan blive tvunget til at sløjfe pokalkampe: Vi går ind i en mareridtssæson

Læs også:Officielt: Pokalturneringen rykker ind på landsdækkende TV

Læs også:Se listen: Sådan er det gået i pokalfinalerne