Pione Sistos situation i Celta Vigo ser ikke ud til at være holdbar, og den danske fløj er derfor igennem et stykke tid blevet rygtet væk fra den spanske klub.
Tidligere på sommeren kom det frem, at Sisto denne sommer har afvist flere klubber - herunder Premier League-klubben Aston Villa, der endda ville give Sisto en lønforhøjelse.
Ifølge den spanske avis Marca kan den danske landsholdsspiller dog stadig være på vej væk denne sommer. Avisen skriver således, at Serie A-klubben Torino er interesseret i Sisto, der var helt udeladt fra truppen til Celta Vigos kamp mod Valencia i weekenden.
Udeladt fra truppen
Celta Vigo-cheftræner Fran Escriba afviste efterfølgende, at Sisto var udeladt fra Valencia-kampen på grund af en skade.
- Det var min beslutning. Jeg vurderede, at der var andre spillere, der i højere grad fortjente at blive udtaget, lød det således fra Celta-bossen.
Det forlyder, at Celta Vigo og Torino har et godt forhold, hvilket kan hjælpe forhandlingerne om Sisto på vej.
Danskeren fik det sidste kvarter i ligapremieren mod Real Madrid, men ser altså ikke ud til at have den store fremtid i Celta Vigo.