Ansvarsfri fodbold. Findes det?

Forsiden af idrætshistorikeren Hans Bondes nye og omdiskuterede bog om dansk idræt under besættelsen Fodbold med fjenden – dansk idræt under hagekorset er ikke noget rart syn for elskere af det danske fodboldlandshold.

Billedet er ladet med symbolik. Man ser, hvordan den tyske landsholdsspiller, Helmuth Schön, nærmest tramper på den liggende danske landsholdsdebutant Otto Pedersen, idet han angiveligt lægger an til sejrsmålet til 1-0 i landskampen i Hamburg den 17. november 1940.

Jamen hør, var der ikke krig dengang? Var Danmark ikke besat af de selvsamme tyskere på det tidspunkt.

Jo, såmænd. Helmuth Schön, den senere legendariske tyske landstræner i årene 1964-1978, kendt som "Der Mann mit der Mütze", har da også hagekors-emblem på brystet og det hele.

Med nutidsbriller virker det utroligt, at Danmark og DBU kunne indlade sig på en fodboldlandskamp på udebane mod en aggressiv, krigsførende diktaturstat i november 1940. Hamburg blev sågar bombet, mens den danske delegation sad på Hotel Atlantic og ladede op til landskampen.

Ikke desto mindre gentog det danske fodboldlandshold rejsen til en officiel landskamp mod Tyskland i november året efter, da Danmark klarede 1-1 foran 50.000 tilskuere i Dresden.

Tro ikke, at landskampe og opvisningskampe mod Tyskland i en lang række idrætsgrene i årene lige før besættelsen og de første krigsår skete under tvang eller i decideret sympati for den tyske sag. Dansk idræts ledere i førkrigstiden og besættelsestidens første år – og sportspressen med, såmænd – gik bare meget langt i deres bestræbelser på at holde sporten fri af politik, og det er nok det, vi kan lære mest af i dag.

Vel var mange danske idrætsledere og idrætsfolk fascinerede af Hitlers Tyskland, hvor idræt for såvel bredde som elite indgik som en væsentlig del af politikken af folkesundhedsmæssige, såvel som militære og propagandamæssige årsager. De var ikke så flinke ved jøderne og de politiske modstandere dernede, bevares, men sporten under en nazistisk enhedsorganisation fungerede upåklageligt, så hvad kunne der være galt i at spille lidt bold med tyskerne?

Idrætssamkvemmet mellem Danmark og Tyskland blomstrede, mens alle andre ikke krigsførende lande, ja, selv Norge og Sverige, afbrød idrætsforbindelserne til Tyskland i perioden mellem krigsudbruddet i 1939 og besættelsen af Danmark og Norge i april 1940.

Blandt de mest indflydelsesrige arkitekter for idrætssamarbejdet var DIF-bestyrelsesmedlemmet og DBU-formanden Leo Frederiksen.

Hans Bondes bog giver ingen anledning til at dømme Leo Frederiksen eller andre ledere i DIF-toppen som pro-nazistiske medløbere. Man ser da også på et fotografi fra landskampen i Dresden i 1941, hvordan Leo Frederiksen som den eneste på ærestribunen holder hænderne i lommen, mens alle andre rundt omkring ham har travlt med at heile.

DIF-ledernes fornemste mål var at holde tyskerne eller danske nazister borte fra direkte indflydelse over dansk idræt, som det skete i det besatte Norge. Desuden ville DIF-lederne gerne holde idrætten i gang og bevare idrætten som et upolitisk frikvarter.

Fodboldsamarbejdet begyndte først at knage, da danske tilskuere til DBU's officielle fortrydelse kom i håndgemæng med tyske soldater under en opvisningskamp grundlovsdag 1941 i Idrætsparken med det østrigske storhold, Admira Wacker, som på det tidspunkt var en stolt repræsentant for Det Tredje Rige. Festen sluttede definitivt året efter – mest på tysk foranledning – da den tyske hjemmefront land ikke længere fandt behag i internationale sportskampe, mens soldaterne blødte stadigt mere på de fleste fronter.

Jeg skal ingenlunde dømme datidens ledere for deres samarbejdsiver med besættelsesmagten. De kendte ikke facitlisten på forhånd, og sandsynligvis har de fleste bare været naive lidt for længe i deres olympiske idealisme.

Men vi kan nu alligevel godt tage med os til nutiden, at hvis sportspresse, spillere og ledere tror, at det er et 'upolitisk valg' at forholde sig 'upolitisk', over for en sportslig modpart, der skamløst misbruger sporten til politiske eller måske økonomisk lyssky formål, så tager de fejl.

Det er faktisk tilladt at tale og tænke uden for banen – selv i fodbold. Derfor anbefales Hans Bondes bog hermed varmt til nutidens spillere, ledere og fans.

Fodbold med fjenden – Dansk idræt under hagekorset, af Hans Bonde, Syddansk Universitetsforlag, 498 sider, kr. 348,00.

Se også anmeldelse på www.idan.dk