Nordicbet skrev tidligere fredag, at Rasmus Ankersen og Lyngby Boldklub har indledt en dialog om et muligt samarbejde.
Der har været en mindre dialog, men et samarbejde er slet ikke på trapperne.
Det fortæller Andreas Byder, som er administrende direktør i Lyngby Boldklub, til Tipsbladet fredag eftermiddag.
- Der er absolut intet i det. Vi har drukket kaffe med ham. Det vil vi ikke benægte, men det har vi altså gjort med 100 andre ligeledes.
Så historien omkring et muligt samarbejde passer ikke?
- Der er intet i det lige nu. Vi har som sagt drukket en kop kaffe, men så er der heller ikke mere i det.
Rasmus Ankersen står bag Sport Republic. Den tidligere FC Midtjylland- og Brentford-boss stiftede selskabet sammen med Henrik Kraft.
Det blev etableret i slutningen af 2021 og har siden overtaget aktiemajoriteten i Southampton. Gruppen har imidlertid talt om at udvide, så de kommer til at eje flere klubber.