Al Ain-træner før klub-VM-finale: Vi er en Smart og Real er en Mercedes
Foto: Getty Images
Generelle

Al Ain-træner før klub-VM-finale: Vi er en Smart og Real er en Mercedes

For Al Ains cheftræner er der ingen tvivl om forskellen på de to finalehold ved VM for klubhold.

Lørdag kan Real Madrid tage endnu et trofæ, når de er med i finalen i VM for klubhold. Denne gang møder de Al Ain, der overraskende slog Copa Libertadores-vinderne fra River Plate ud i semifinalen.

Ved pressemødet forud for lørdagens kamp slog Al Ain-træner Zoran Mamić fast, at der er en vis forskel på de to finale-hold.

- Jeg vil altid vinde. Det er ligemeget hvilken kamp eller hvilket hold, det er. Men jeg skal være bevist om, hvad der adskiller de to hold. Her er det ligesom at vælge mellem en Smart og en Mercedes, lyder det fra Mamic.

Selvom det er en forskel, der er til at tage og føle på, så er han dog ikke i tvivl om, at hans hold vil kunne gøre sig gældende i kampen.

- Intet er umuligt. Ikke for dem der spiller fodbold eller nogen anden sport. Du har en drøm, og du kan have heldet eller en god dag. Jeg kan huske kampen mellem Madrid og Al Jazira, og de havde gode chancer for at score - og det gjorde de. Alt er muligt, og vi skal tro på det og prøve på det. Vi ved, at Madrid er de bedste, og hvis de vinder, så siger vi 'bravo', og vi vil fortsætte med vores egen turnering, siger Al Ain-træneren.

Kampen mellem Al Ain og Real Madrid spilles lørdag klokken 17.30