En gruppe på rundt regnet 40 AGF-tilhængere blev bortvist, da århusianerne lørdag var på besøg i Farum for at møde FC Nordsjælland i pokalsemifinalen.
Fansene blev bortvist for at juble over Gift Links fantastiske mål til 1-0 en halv time inde i opgøret, og efter kampen, som udeholdet vandt 3-2, kaldte en rasende AGF-direktør Jacob Nielsen det for en uskik, at fansene blev smidt ud af stadion.
Problemet var, at de jublende AGF-tilhængere ikke befandt sig på udebaneafsnittet, men på et neutralt afsnit på Right to Dream Park, og derfor vurderede sikkerhedsvagterne, at de skulle fjernes.
Dagen derpå er frustrationerne ingenlunde fordampet i Aarhus, og AGF meddeler lørdag, at man har tænkt sig at rejse en sag i Divisionsforeningen, da den ifølge Superliga-klubben har principiel karakter.
AGF kommer med følgende udtalelse på klubbens hjemmeside:
- Det her handler om situationsfornemmelse og konduite - i modsætning til rigid overholdelse af regler, der aldrig har haft til formål at bortvise fredelige tilskuere, der jubler over en scoring.
- I Aarhus i forbindelse med kampe vil vi fortsat udvise situationsfornemmelse og konduite. Det betyder ikke, at man kan optræde i klubudstyr og udvise truende eller provokerende adfærd på et hjemmebaneafsnit.
- Så vil man blive advaret mod gentagelse eller blive henvist til udebaneafsnittet og i helt grelle tilfælde skulle forlade stadion. Men det var ikke, hvad der skete i Farum på et stadion, der var halvt fyldt.
- Det, der skete i Farum, har vi aldrig som klub oplevet før - heldigvis - og vi vil gerne rejse en principiel debat, om det virkelig er den vej, vi ønsker at gå i dansk fodbold. Det synes vi ikke.
- Derfor vil vi også tage det op i Divisionsforeningen - for det gavner ikke dansk fodbold og en mangfoldig, positiv tilskuerkultur.
AGF meddelte allerede lørdag, af de fans, der blev bortvist i Farum, vil blive kompenseret med en gratis billet til returkampen i Aarhus.