Det er ikke mange uger siden, at OB's storsponsor Frederik Barfoed trak overskrifter, da han var ude med kras kritik af den fynske klub.
Nu trækker rigmanden, der står i spidsen for det danske ejendomsimperium Barfoed Group, igen overskrifter i fodboldverdenen.
Ifølge Tipsbladet oplsyninger har han været i dialog med den fynske klub Dalum IF om et køb. Som vi forstår det, startede forhandlingerne denne sommer.
Bestyreslesformand i Dalum IF, Brian Bundsgaard, bekræfter også, at der er noget om snakken.
- Jeg vil ikke gå ind i det, men jeg kan godt sige, at der har været dialog omkring det, fortæller formanden til Tipsbladet.
Ifølge Tipsbladets oplysninger er dialogen dog sat en smule på hold på nuværende tidspunkt, hvilket hovedpersonen fra Barfoed Group også indikerer.
- Det kan jeg bekræfte, at jeg ikke er, da jeg kun investerer i ejendomme, oplyser Frederik Barfoed i en mail til Tipsbladet.
Tipsbladet har efterfølgende spurgt Frederik Barfoed, om der på noget tidspunkt har pågået dialog eller forhandlinger med Dalum IF, men til det spørgsmål er den fynske rigmand ikke vendt tilbage.
Odenseansk milliardær
Frederik Barfoed står i spidsen for den familieejede ejendomsgigant Barfoed Group. I 1996 trådte han ind som 3. generation i virksomheden, der køber boliger i Danmarks største byer og lejer dem ud til private og erhverv.
Det har gjort ham og Barfoed-familien til en af de rigeste i Odense ifølge Berlingskes opgørelse fra 2020. Her var Barfoed-familien på 5.-pladsen over de rigeste i Odense med en samlet formue på 1,7 milliarder kroner. OB-ejer Niels Thorborg var iøvrigt øverst blandt de rigeste odenseanere.
Netop Niels Thorborg kender Frederik Barfoed rigtig godt, da han er storsponsor i klubben fra Ådalen. Men de to er formentlig ikke perlevenner for tiden, da Frederik Barfoed har givet OB en ordentlig bredside.
- Jeg er OB'er helt ind i hjertet, og jeg er meget skuffet over de sportslige resultater i OB, som gennem de sidste 10-11 år har været alt for langt fra klubbens egen opfattelse i forhold til top 6. Det er alvor i OB, hvis man ikke igen skal spille med om nedrykning, sagde Frederik Barfoed til Tipsbladet i september.
Han slog dog fast, at han også er investor i OB på den lange bane. Men det forhindrer jo ikke rigmanden i at have et projekt kørende i Odense-forstaden Dalum.
Et fynsk stormvejr
Netop Dalum IF kunne også godt have brug for en mand med en ny vision, da Danmarksserie-klubben har været gennem et kaotisk forløb de seneste måneder.
Tilbage i marts sagde flere ledende medarbejdere stop. Cheftræner Kevin Nielsen trak sig på grund af manglende opbakning fra spillertruppen. Derudover sagde sportschef Lars Mejnert, teamchef Thomas Thorhøj, transitionstræner Kristian Karlby og den sportslige koordinator Jan Larsen også farvel.
Efterfølgende var Jan larsen ude med skarp kritik af særligt bestyrelsen, der tilbage i september oplyste, at man ville lade sig udskifte med en ny. I samme periode sagde klubbens nye cheftræner Christoffer Földes også farvel.
Årsagen til bestyrelsens beslutning om at lade sig gå af skyldes ifølge Fyens Stiftstidende, at Dalums medlemmer ikke ønskede at betale ekstra for at sænke klubbens gæld på 1,3 millioner kroner. Det fandt man alligevel en løsning på, da bestyrelsen valgte at genindtræde.
Dalum IF's seniorhold spiller i Danmarksserien, hvor man har hentet tre sejre i de første ni spillerunder. Det giver en næstsidsteplads i pulje 3.