Den forgangne sæson var skrækkelig for FC Helsingør.
Klubben hentede kun to sejre og 16 point i 32 kampe i 1. division og rykkede derfor ned med et brag. Samtidig var der i foråret problemer med udbetaling af løn.
Nu blæser imidlertid nye vinde over den nordsjællandske klub. Tipsbladet kan afsløre, at FC Helsingør er ved at blive overtaget af nye ejere, og at det ifølge Tipsbladets oplysninger forventes, at et nyt trænerteam præsenteres i denne uge.
Firmaet Never Say Never, som er stiftet af blandt andre den tidligere FC Barcelona-stjerne Andres Iniesta, er ifølge Tipsbladets oplysninger tæt på at blive de nye ejere af den danske klub.
Samtidig forbliver Bo Bay Hougaard, der lige nu ejer klubben, i en stor rolle i FC Helsingør.
Den nye træner skal afløse Alvaro Santos, der blev fyret efter den forgangne sæson.
Allerede i april kunne Tipsbladet fortælle om forbindelsen mellem FC Helsingør og Never Say Never, men dengang kom spanierne i første omgang ind i klubben som sportslige konsulenter.
De har også allerede haft noget indflydelse. Kort efter deres indtog i Helsingør dukkede Andres Iniestas japanske holdkammerat fra Emirates FC, Leo Osaki, op i klubben og spillede en testkamp.
Tipsbladet har forsøgt at få Never Say Nevers direktør Joel Borras i tale, men han er ikke vendt tilbage trods flere henvendelser.
I april sagde han følgende om et muligt opkøb af FC Helsingør i fremtiden:
- Ting kan ændre sig meget. Det kan ske, det kan ikke ske. Det kan jeg ikke sige noget om. Men jeg vil love dig, at hvis det sker, vil du være den første, jeg fortæller det.
FC Helsingør skal i den kommende sæson spille i 2. division.