Det er med slut Bo Henriksen og FC Zürich om få måneder. Senest.
Den tidligere Horsens- og FC Midtjylland-succestræner har ifølge Tipsbladets valgt at afbryde samarbejdet med FC Zürich senest til sommer, når kontrakten udløber.
Det har han meddelt klubbens ledelse.
Årsagen er ifølge Tipsbladets oplysninger, at han vil søge mod nye udfordringer, og det er blot et spørgsmål om kort tid, før den opsigtsvækkende beslutning bliver offentliggjort, kan Tipsbladet afsløre.
Succestrænerens tid i den schweiziske klub har været et stort spørgsmål siden 30. juli, hvor B.T. kunne fortælle, at den danske cheftræner havde givet den chokerende besked om sit stop til ledelsen i FC Zürich.
Forinden havde Bo Henriksen redet på en bølge af gode resultater, da han et halvt år tidligere havde overtaget et hold på katastrofal kurs med kun fire point i 10 kampe for det daværende mesterhold.
I sommerens transfervindue - inden Bo Henriksen skulle have meddelt klubben om sit stop - var der dog stor udskiftning i FC Zürichs trup, og 11 spillere fra truppen forsvandt, mens kun fem spillere kom ind udefra.
Klubben solgte ifølge Transfermarkt for 36 millioner kroner, mens der kun blev betalt for én spiller, det var Arad Bar, som kom til FC Zürich for lige under 2,8 millioner kroner. Han blev solgt igen denne vinter.
Men især sommerens afgange af profilerne Aiyegun Tosin (til Lorient), Becir Omeragic (Montpellier), Ole Selnæs (Rosenborg) og Blerim Dzemaili (karrierestop) forventedes at skulle gøre ondt på FC Zürich.
Ikke desto mindre fortsatte FC Zürich med at skabe overraskende resultater, og i løbet af efteråret var holdet på et tidspunkt nummer et i tabellen som en seriøs mesterskabsbejler.
Ifølge schweiziske medier var der i vinterpausen også forhandlinger om en forlængelse af Bo Henriksens kontrakt, men siden de samtaler er holdet gået fuldstændig i stå, og i de seneste syv kampe er det ikke blevet til sejr.
Parterne har derfor trukket en streg i sandet - senest efter sidste kamp i denne sæson skilles Bo Henriksen og FC Zürich.