Kaosset i Fremad Amager vil ingen ende tage.
De seneste uger har Tipsbladet afdækket, hvordan 2. divisionsklubben skylder flere 100.000 kroner til agenter, tidligere ansatte og minimun én dansk klub for et spillerkøb, som ligger flere år tilbage.
Tipsbladet har set retsdokumenter for sidstnævnte, ligesom vi har set dokumentation for, at klubben har erklæret sig insolvent, hvilket har fået den konsekvens, at man har mistet retten til at skrive kontrakter.
Nu er der så på ny ballade i Fremad Amager.
Ifølge Tipsbladets oplysninger er store dele af spillertruppen gået til ejer Lars Hein for at sætte et møde op, da truppen er stærkt utilfreds med cheftræner Carit Falch og hans måde at lede på.
Efter utallige henvendelser har Lars Hein ifølge Tipsbladets oplysninger tilkendegivet over for spillertruppen, at han ikke har tid til et møde i øjeblikket.
Ifølge Tipsbladets oplysninger føler spillertruppen, at miljøet er både usundt og råddent, hvorfor truppen ønsker et møde for at drøfte det, som truppen mener, er en tyrannisk måde at lede på fra Carit Falchs side i Fremad Amager.
47-årige Carit Falch har stået i spidsen for Fremad Amager i lidt over et år, men hans metoder bliver af Tipsbladets kilder beskrevet som både magtsyg og tyrannisk. Og det er altså årsagen til, at man i spillertruppen har fået nok.
Håbet var, at et møde ville få Lars Hein til at indse problemet. I første omgang er det altså blevet afvist.
Tipsbladet har både sms'et og ringet gentagne gange til Carit Falch for at få en kommentar. I skrivende stund har han ikke besvaret vores henvendelser.
Tipsbladet følger naturligvis op og jagter ligeledes en kommentar fra Fremad Amager-ejer Lars Hein. Tipsbladet er dog ikke lykkedes med at få kontakt til Lars Hein tidligere.