Jesper Grønkjær var alvorligt syg: Man ligger og kigger ind i en væg
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Jesper Grønkjær var alvorligt syg: Man ligger og kigger ind i en væg

Jesper Grønkjær fortæller om sin sygdomsperiode, hvor han døjede med stress og depression.

Jesper Grønkjær vendte i januar 2018 tilbage som fodboldekspert på Viasat, efter at han i knap ni måneder havde været væk fra skærmen.

I april 2017 måtte den tidligere danske landsholdsspiller sygemelde sig med stress og depression.

Det åbner Jesper Grønkjær ifølge BT sløret for i den nye programserie ’Livet efter sidste fløjt’ med Anders Lindegaard.

Læs også:Sprudlende FC Nordsjælland sætter Sønderjyske på plads

- Jeg var meget fysisk ramt. Havde en ekstrem hovedpine. Det i sig selv gør, at livskvaliteten falder. Du kan ikke ret meget. Man ligger og kigger ind i en væg. Kan ikke høre musik. Kan ikke se fjernsyn, siger Jesper Grønkjær i programmet.

Da Jesper Grønkjær lagde støvlerne på hylden i 2011 efter 16 år som professionel fodboldspiller, tog han ikke en pause efterfølgende. Tværtimod fortsatte han med fuld fart frem i fodboldverdenen, hvor han tog et job på tv.

Og det, frygter han, har været medvirkende til sygdomsforløbet.

Læs også:LIVE: FC København tager imod Esbjerg fB

- Jeg ville bare i gang. Jeg ville ikke have et halvt års pause. Det viste sig så senere hen, at det nok var en fejl, at jeg ikke havde taget tiden til at falde ned. Til at få det drive - som de fleste idrætsfolk har - skruet ned på et sundt niveau. Så jeg fortsatte bare. 120 i timen! Og det var svært for mig at sige nej, så jeg involverede mig i mange ting, siger Grønkjær og fortæller, at forløbet har ændret ham og hans prioriteringer.

Programserien ’Livet efter sidste fløjt’ får premiere søndag klokken 20.30 på Xee, hvor det første afsnit er med Jesper Grønkjær.

Læs også:Ambitiøs Mensah vil højere op i tabellen

Læs også:Brøndby har klarmeldt Kaiser med til Lyngby