Adnan Mohammad taler ud om personlig tragedie: Har hæmmet min fodbold

Onsdag den 13. marts 2013 vil for altid være en dag, som Adnan Mohammad husker.

Det var koldt i marts for fem år siden, og selv om den lange vinter officielt var forbi, lå den stadig som en dyne over Danmark. Den ville ikke slippe. Sneen faldt fra himlen, som den havde gjort i flere dage, og det var mørkt. Kun de hvide fnug på jorden lyste op, men de havde alligevel svært ved at symbolisere hygge i kamp med snestorm rundt omkring i det danske land. Dagene var taget til, men ikke meget, og sommertid var stadig to-tre uger væk.

Mørket betød, at Adnan Mohammad sammen med sin ven kunne se de blå blink, der fra Herlev satte kursen mod Ballerup. Med høj fart. ”De er efter os,” sagde de jokende til hinanden. De to slog hurtigt tankerne væk fra de blå blink, og i stedet blev der fokuseret på Champions League-mødet senere onsdag mellem Bayern München og Arsenal. En kamp, Adnan Mohammad skulle se med sin storebror.

I de efterfølgende år vendte Adnan Mohammads tanker dog ofte tilbage de blå blink. På sneen, der faldt fra himlen. På det opkald, der ødelagde Champions League-aftenen og knuste familien og var ved at ødelægge en lovende fodboldspillers liv og karriere. En der, der har sat ar i Adnan Mohammad.

- Jeg lytter ikke så meget til andre mennesker, for der er sket så mange ting i mit liv. Jeg har svært ved at stole på mennesker. Jeg har dem, jeg har. Nye mennesker har jeg svært ved at bringe ind i mit liv efter alt det, der skete med min onkel. Det er bare sådan, jeg er blevet, siger den 22-årige fodboldspiller.

En usandsynlig fodboldspiller
Kontrasten til den 13. marts 2013 kan næsten ikke være mere tydelig, da Adnan Mohammad kommer gående. Solen skinner. Det er sommer, og det har det været længe i Danmark. Selv om klokken endnu ikke har rundet middag, nærmer temperaturen sig 30 grader.

Hvor Adnan Mohammad for lidt mere end fem år siden bare var en dreng, der stadig havde meget at lære om spillet og ikke mindst livet, er han nu 22 år og deltidsprofessionel i FC Helsingør.

Der er forventninger til den driblestærke kantspiller. Udset til at være en af de bærende spillere på det Helsingør-mandskab, der gerne vil tilbage i Superligaen denne sæson og åbnede 1. division med en sejr over Fremad Amager. 22 år er umiddelbart ikke meget i hverken livet eller fodbold, men kigger man på FC Nordsjælland-holdet, hvor Adnan Mohammad var på kontrakt for et par år tilbage, er der 17-årige, der spiller fast. Så hvad er ungt egentligt i fodbold, reflekterer han.

Sidste sæson var en skuffelse for Helsingør-mandskabet, der endte med at rykke ud af Superligaen. Personligt var det dog en succesfuld tid for Adnan Mohammad, der spillede fast. Kontinuerligt for første gang i seniorkarrieren.

Og når man først har fået smag for Superligaen, vil man også have mere. Livet i NordicBet Ligaen er ikke nær så spændende. Opmærksomheden er meget mindre. Der er færre tilskuere, og de er heldige, hvis der er en journalist, der overværer træningen. Målet er at komme tilbage i Superligaen og spille fodbold på højeste niveau igen.

Ødelagte fodboldstøvler
Det lå ikke i kortene, at det var den runde bold, han skulle lege med, da han blev født for lidt mere end 22 år siden. Spillet er ikke en del af kulturen i Pakistan, hvor Adnan Mohammads familie er fra. Selv er han født i Danmark, og det var den ene af de to storebrødre, der fik ham ind i fodbold. En god beslutning.

Som fireårig startede Adnan Mohammad i lokalklubben Lille Hema, men han havde svært ved at finde fodfæste, og familien havde svært ved at betale kontingent, så han var forbi flere forskellige klubber på kort tid, inden han for alvor fandt sine fodboldfødder i Lyngby som 12-årig.

En af de klubber, Adnan Mohammad blandt andet spillede for som ung, var Ballerup Boldklub. Han sidder her nummer to fra venstre på nederste række. Foto: Privat

- Da jeg kom til klubben, var det mærkeligt. Folk boede i Lyngby og Hellerup, og de havde mange penge. Jeg kom fra Ballerup og havde støvler, der var gået i stykker. Der var en fra holdet, hvis far gav mig et par brugte støvler. Det satte jeg meget pris på.

- Når vi skulle til udlandet eller på ture med Lyngby, havde jeg aldrig råd til at tage med. En dag skulle vi til Lalandia, hvor der var en stor turnering. Vi var over 30. Men jeg sagde, jeg ikke kunne, fordi jeg skulle noget andet. Trænerne var dog ikke dumme, så de sagde, at de gerne ville invitere mig gratis med. Det var jeg meget taknemmelig over. Det er lidt sjovt at tænke tilbage på, for jeg kan huske, at jeg i den turnering følte, jeg fik et gennembrud. Jeg scorede tre mål i en kamp mod Nykøbing. Siden spillede jeg hver gang, og jeg fik kontrakt på min 15-års fødselsdag. Det var perfekt.

Det endte dog ikke perfekt i Lyngby. Adnan Mohammad forhandlede i noget tid med klubben om en ny aftale, men parterne blev aldrig enige. I stedet rykkede han i 2014 til FC Nordsjælland, hvor han fik en etårig aftale. Det blev her, han fik sin Superliga-debut.

Mislykket i Nordsjælland
Selv om Adnan Mohammad nåede 11 kampe i landets bedste række for FCN, kunne han ikke fjerne tankerne fra den snebeklædte martsdag i 2013. Det hæmmede ham, som det også havde gjort i den sidste tid i Lyngby. Så han begyndte at komme for sent. Og de ting, han blev fortalt, tog han heller ikke ind eller til sig. Han stoppede ganske enkelt med lære. Der var en afmagt i kroppen.

- Jeg kunne ikke forsvare. Det var det ene problem. Det andet var, at startede jeg ude i én kamp, blev jeg sur, og det ødelagde mig. Jeg kan huske, at jeg startede tre-fire kampe i træk og gjorde det godt, og så skulle vi spille mod Lyngby. Det betød meget for mig, for det var en klub, jeg havde været hos i seks år. Jeg startede ude, og vi vandt 1-0, men jeg havde svært ved at juble. Sådan skal det jo ikke være. Det vidste jeg godt, men det var en svær tid.

FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand er dygtig i arbejdet med unge fodboldspillere, men Adnan Mohammad var inde i en svær personlig periode og forløste ikke talentet i Farum-klubben, som han fik 11 Superliga-kampe for. Foto: Allan Høgholm/Getty Images

- (Kasper) Hjulmand er jo den bedste træner, man kan have i Danmark. Jeg satte pris på ham, men oppe i mit hoved fungerede det ikke. Han forklarede mig 100 gange, hvordan jeg skulle forsvare, men det kunne jeg ikke forstå, siger Adnan Mohammad.

Det gik helt galt i FC Nordsjælland, som den nu 22-årige kantspiller selv fortæller det, og han søgte derfor videre. Transfervinduet i Danmark var lukket, så han fik tre måneder i Arendal i den næstbedste norske række, inden han for et år siden vendte retur til dansk fodbold.

13. marts 2013
Men det var lige ved, at han aldrig nåede et gennembrud som spiller. For mens han kæmpede i både Lyngby og FC Nordsjælland, kæmpede han også med ar på sjælen.

Når Adnan Mohammad i dag tænker tilbage på den 13. marts 2013, gør han det uden at bryde sammen og græde. Sådan har det ikke altid været.

Da han dengang for lidt mere end fem år siden så de blå blink i mørket og jokede med sin ven om, hvor de biler var på vej hen, var de blandt andet på vej for at hjælpe Adnan Mohammads onkel Mohammad Asjad. Samme onkel, der tidligere på dagen havde mødt nogle af den lovende, unge fodboldspillers venner og fortalt dem, at Adnan Mohammad kunne nå langt i fodbolden – at han skulle holdes langt væk fra kriminaliteten. 

Onklen vidste, hvad han talte om.

Han havde tidligere i sit liv haft en kriminel løbebane og siddet inde, men det var han ifølge Adnan Mohammad ude af. Han var en kærlig onkel, som betød meget for familien og var et samlingspunkt. Han betød meget for Adnan Mohammad.

Men noget var angiveligt ikke afregnet fra tiden i den kriminelle løbebane. En gammel bekendt ringede til Mohammad Asjad den 13. marts og bad ham komme ned på parkeringspladsen.

Hvad Mohammad Asjad ikke vidste var, at manden, der ringede, havde lavet samme nummer en halv time forinden og stukket en anden mand med en kniv i lysken. Nu var det Mohammad Asjads tur. Hvor den anden mand var heldig og overlevede, gjorde Mohammad Asjad det ikke, da han blev stukket med en kniv i lysken på en parkeringsplads i Ballerup foran et boligbyggeri. Kniven skar pulsåren over. Han tabte meget blod, inden der kom hjælp. To dage senere døde han på hospitalet. Mordet gav ni års fængsel.

Mohammad Asjad var 30 år, da han blev slået ihjel. Foto: Privat

- Hele min mors familie bor i Danmark, og det var min mors bror. Hun kom lige pludseligt ind i stuen og sagde, at han var blevet skudt. Man forstår det jo ikke helt som 16-årig. Dagen efter fandt vi ud af, at han var blevet stukket, men at det var så dybt, at de troede, det var et skud.

- Først troede familien, at det ikke var så slemt, men da jeg kom på hospitalet den efterfølgende dag, kunne jeg jo se, at det var helt galt. Han var ikke ved bevidsthed. Det gik op for mig, at det var slemt. Inden det havde de sagt, han nok skulle overleve. Jeg brugte Facebook meget i den tid til at fortælle, hvordan jeg havde det.

- To dage senere skannede de ham på hospitalet og sagde, at hvis han klarede den, ville der kun være 10 procent, der fungerede. Han ville være en grøntsag, fordi han havde mistet så meget blod. De slukkede for respiratoren. Det føltes som et mareridt. Jeg kunne ikke være i det.

- Da han døde, ringede jeg til min træner og bad ham hente mig på Rigshospitalet. Jeg kunne ikke være sammen med min familie. Alle græd. Jeg tog til Lyngby og sad bare i cafeteriet. Ud på banen i 10 minutter, men måtte gå ind igen. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere. Alligevel tog jeg til kamp dagen efter. Vi skulle spille mod AGF i Aarhus. Jeg kan huske, jeg var for sent på den, så jeg blev hentet hjemme. Jeg spillede en elendig halvleg og blev udskiftet i pausen.

Fodbolden i sorgens stund
Hvorfor valgte Adnan Mohammad at ty til fodbolden i sorgens stund?

- Fordi fodbold altid har været min udvej. Det er der, hvor jeg er mest glad. Det var også derfor, at jeg i den her periode, hvor jeg havde det så svært, bare ville væk fra alt. Jeg endte også med at bo hos Emre Mor og hans familie i et halvt år. Han er som min bror.

Det bestialske mord kastede Adnan Mohammad ud i en krise. Mens han på den ene side skulle være seriøs med sin fodbold, kæmpede han på den anden med at få en hverdag til at fungere. Det er en del af forklaringen på, at han måske ikke slog helt til i de klubber, han var i.

Han var også gået i gang med en videregående uddannelse, men droppede sine studier. Han havde ikke lyst. I stedet fyldte spørgsmålene en del. Hvorfor var onklen blevet dræbt? Kunne Adnan Mohammad have forhindret det?

- Jeg følte, jeg blev sat tilbage. Jeg var 17-18 år, og det var spildte år. Jeg udviklede mig stadig lidt med bolden, men som menneske gik jeg i stå. Jeg kom tit for sent til de ting, jeg skulle til. Det var kaos, det hele. Jeg havde ikke styr på noget. Som person blev jeg mere lukket og blød, fordi jeg mistede noget af mit hjerte. En vigtig person i mit liv.

Adnan Mohammad ved den parkeringsplads, hvor onklen blev slået stukket med kniv den 13. marts 2013. Stik, han to dage senere døde af. Foto: Privat

I dag ved Adnan Mohammad godt, at han ikke kunne have gjort noget. At han er uden skyld.

- Han var som en far for mig. Vi boede 10 minutter fra hinanden, og jeg var sammen med ham hele tiden. Jeg tror aldrig nogensinde, jeg kommer til at forstå det. Jeg ved jo godt, at jeg aldrig får ham tilbage. Han var en familiemand. Han ville, vi altid skulle ses. Jeg kan godt mærke nu, hvor han har forladt os, at vi ikke er lige så meget sammen som før. Folk er stadig kede af det, siger han.

Noget af det, der især har været svært for Adnan Mohammad, har været, at en anden person har valgt at tage et menneske fra jorden. En aktiv handling. Det var ikke sygdom, som kostede Mohammad Asjad livet. Det var mord.

- Det er også derfor, at jeg er blevet en person, som har svært ved at stole på andre. Jeg viser mig ikke så meget. Jeg føler også, det hæmmer min fodbold. Jeg har ingen aggressivitet i mit spil. Faktisk er jeg begyndt til boksetræning for at få noget hårdhed i mit spil tilbage.

Fingeren mod himlen
Noget har Adnan Mohammad gjort rigtigt. Det er et år siden, han forlod Norge tilbage til Danmark efter bare tre måneder i den næstbedste norske række. Nu er han på en deltidskontrakt i Helsingør. Fast mand på et mandskab, der kæmper for at vende tilbage til Superligaen allerede denne sæson. Tragedien er kommet på afstand. Han kan ånde igen. Leve. Han ved, at han selv bestemmer, hvor langt han vil med sin fodbold.

Man kan ikke vende et tab til noget positivt, men så kan man i stedet forsøge at ære den afdøde. Og det er det, Adnan Mohammad nu gør i den næste fase af karrieren.

Find hans Twitter-konto, og du vil læse, at han spiller fodbold for at gøre sin onkel stolt. Det er også derfor, at Adnan Mohammads finger peger mod himlen, når han scorer.

Adnan Mohammad scorede i sidste sæson i Telia Parken mod FC København, og så kom den sædvanlige fejring med en finger pegende mod himlen. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

- Jeg spiller for min onkel. Det er min største motivation. Lige meget hvor gammel, jeg bliver, vil jeg altid være den lille dreng, der så op til sin onkel. Det ligger i mig. Jeg tror, han er stolt af mig, men jeg tror også, han ville forvente mere. For han vidste, at jeg kunne mere.

- For halvanden uge siden havde jeg faktisk en drøm om ham. Han sagde, at han var lidt skuffet over, at jeg ikke havde gjort nok. Han vil have, jeg skal gøre mere ud af min fodbold. Det har sat sig i hovedet af mig. Jeg ved godt, jeg aldrig får ham tilbage, men jeg tager til Pakistan en gang om året og sidder ved hans grav. Ærer ham.

For Adnan Mohammad er det vigtigt at være en rollemodel. Han kan mærke, at de små børn i familien ser op til ham. At han gør noget godt.

Og snart kan det være, at mange små pakistanske drenge gør det samme.

- Jeg har besluttet mig for at spille for Pakistans landshold. Det har været lukket i tre år, men nu skal jeg være en af dem, der skal være med til at bygge det op. Det glæder jeg mig til. Jeg skal ned og spille turnering i starten af september. De kan godt lide mig. Det giver også nogle muligheder for en dag at komme til Asien og spille. Jeg ved godt, jeg ikke kommer til at spille for Barcelona, men Asien giver muligheder. Også økonomisk.

- Jeg spiller for mig selv og min familie. Og for min onkel.