Video : Tipsbladet
Generelle

AC Milan dropper tysk stjernetræner: Forlænger med midlertidig træner

AC Milan har været ganske solide i den seneste tid, og det har fået klubben til at forlænge med klubbens midlertidige cheftræner, Stefano Pioli.

Simon Kjær får alligevel ikke tyskeren Ralf Rangnick som ny chef i næste sæson. 

Således har AC Milan nu meddelt på klubbens hjemmeside, at man har valgt at forlænge med den nuværende cheftræner, Stefano Pioli, der i oktober blev hentet ind som en midlertidig løsning. Pioli har nu fået en kontrakt, der løber indtil sommeren 2022. 

Har været flyvende i den seneste tid
I mange måneder har der ellers været vedholdende rygter om, at den tidligere RB Leipzig-træner Ralf Rangnick skulle overtage roret i AC Milan i næste sæson. Tirsdag slog Rangnicks repræsentant, Mark Kosicke, dog fast, at Rangnick ikke skulle til AC Milan. Kosicke pegede blandt andet på Milano-klubbens solide form efter genoptagelsen af sæsonen som en af årsagerne. 

Stefano Piolis mandskab har da også set stærke ud, siden Serie A-sæsonen blev genoptaget i slutningen af juni. AC Milan er ubesejret i de ni kampe, hvor det er blevet til syv sejre og to uafgjorte. Særligt 4-2-sejren over Juventus og 3-0-sejren over Lazio har vakt opsigt. 

- Jeg er glad og stolt over den tillid, som AC Milan har vist mig. Jeg ønsker at takke alle, inklusive vores fans, som vi virkeligt savner på stadion, men som altid er tæt på os og støtter os, lyder det fra Stefano Pioli. 

AC Milan ligger i skrivende stund på femtepladsen i Serie A-tabellen. Med tre kampe tilbage har Simon Kjær og kompagni dog ikke mulighed for at indhente Lazio på fjerdepladsen.