Video : Tipsbladet
Generelle

Forvirret træner om nordjyske restriktioner: Mavefornemmelsen er ikke god

Bo Zinck, der er cheftræner i Jammerbugt FC, sidder med flere spørgsmål end svar med udsigten til omfattende restriktioner i Nordjylland. Hans mavefornemmelse er dog ikke god.

En række nordjyske borgmestre bekræfter torsdag, at kommunegrænserne bliver mere eller mindre lukket. Dermed kommer en lang række borgere, der bor og arbejder i forskellige kommuner, fanget i klemme. Herunder en række nordjyske fodboldklubber.

En af dem er Jammerbugt FC i 2. division. Holdet møder efter planen BK Frem på hjemmebane på lørdag, men cheftræner Bo Zinck spekulerer på, om det opgør overhovedet kan finde sted, hvis kommunegrænsen bliver lukket.

- Det afventer vi med spænding. Vi skal jo have kontaktet Frem, også hvis de kommer med fans. Lige nu er mavefornemmelsen ikke god, det vil jeg godt sige. Hvis vi ikke må tage ud af kommunen fra i morgen, hvorfor skulle nogle fra København så kunne komme ind for at køre ud igen fire timer senere?

- Lige ved nu jeg bare, at vi skal træne i aften, og så skal vi forberede os på Frem. Det er vi nødt til at gøre, siger Bo Zinck til tipsbladet.dk.

Læs også:Uvished om to AaB-spillere efter nedlukninger i Nordjylland

Regeringen har endnu ikke meldt noget officielt ud, men flere borgmestre bekræfter altså, at der er udsigt til fire uger med lukkede kommunegrænser. Det tyder på, at kun personer med "kritiske funktioner" vil kunne passere, som Birgit Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune, sagde til Nordjyske tidligere på dagen.

For Bo Zinck og co. vil det dog betyde flere udfordringer end bare lørdagskampen mod Frem. For de fleste spillere og trænere bor ikke i Jammerbugt Kommune. Så de kan ikke komme til træning i Pandrup, men må de så spille og træne et andet sted? For eksempel uden cheftræneren?

- Jeg bor i Jammerbugt, men min assistent og min målmandstræner gør ikke. Næsten hele spillertruppen har bopæl uden for kommunen. Vil det så sige, at principielt må vi spille kampen i Aalborg, spørger Zinck retorisk.

- Vi har en kamp i Brabrand næste weekend. Må vi tage ned og spille den uden mig? De (spillere og øvrig trænerstab, red.) har jo ikke noget med Jammerbugt Kommune at gøre.

Læs også:Restriktioner kan medføre kaos i Vendsyssel FF

Cheftræner Zinck har endnu ikke hørt fra Divisionsforeningen, men erkender, at klubbernes organisation næppe ved mere, end han selv gør. Så indtil politikerne melder klarere ud, er han overladt til at spekulere.

- Jeg kunne dybest set køre ned til min mor og far, der bor i Arden, og så kunne vi træne i Aalborg. Må vi godt det?

Selv om Bo Zinck vil være ked af at få resten af efterårets kampe aflyst, er der kun tre spillerunder, og de kan sagtens flyttes til foråret, mener han. Han er mere bekymret for de virksomheder og ansatte i Nordjylland, der i forvejen har det svært. 

- Der er nogle, der har det meget værre end os. I det lys er det her kun for sjov. Nogle virksomheder er på randen af konkurs, og dem har jeg ondt af. Nu lukker alle restauranterne også. Det er ikke for sjov for dem, der er i det, siger Jammerbugt-træneren.

Læs også:Tidligere AaB'er kæmper for karrieren: Skal finde ud af, om jeg kan spille

Læs også:Divisionsforeningen beholder formand fire år mere

Læs også:Hele Superligaen var i bowlen: Dem skal de møde i pokalturneringen