FC København sikrede sig torsdag aften en plads i Europa League-gruppespillet, og det er 13. gang på 14 sæsoner, at det københavnske mandskab skal spille i et europæisk gruppespil.
De danske mestre tabte ellers torsdagens opgør mod Riga 0-1, men efter at have vundet det første opgør med 3-1, sikrede de sig en samlet 3-2-sejr. Torsdagens kamp var dog ikke god fra FC Københavns side, men det er glemt, når de spiller Europa League.
Det mener Viktor Fischer, der er stolt over præstationen og forventer en fantastisk oplevelse i Europa League.
- Vi må rose os selv for bare konsekvent at være med i Europa og gøre det gang på gang. Så kan vi blive kritiseret for, at det ikke var en god kamp, og det så ikke pænt ud i aften. Men det vil jeg skide på, for vi er med igen, og der kommer seks fantastiske kampe. Der er ingen, der kan huske den her kamp, når først vi er med. Jeg er stolt, siger Viktor Fischer til BT.
Den offensive FC København-profil kalder samtidig kvalifikationen for en forløsning.
Viktor Fischer og resten af FC København finder fredag eftermiddag ud af, hvem de skal møde i gruppespillet i Europa League. Der er lodtrækning klokken 13.00.