United-lejesvend strålede i ny sejr til Simon Kjær og AC Milan
Foto: Getty Images
Europa League

United-lejesvend strålede i ny sejr til Simon Kjær og AC Milan

AC Milan og Simon Kjær besejrede torsdag Sparta Prag med 3-0 i Europa League i et opgør, hvor en Manchester United-lejesvend kom i fokus. Andetsteds slog Robert Skov og Hoffenheim belgiske Gent på udebane.

AC Milan har startet 2020/2021-sæsonen fremragende med næsten maksimum point i den italienske Serie A efter de første fem spillerunder. 

Og torsdag aften fortsatte Simon Kjær og kompagni så de fine takter, da man hentede endnu en sejr i Europa League-gruppespillet mod tjekkiske Sparta Prag. 

Det italienske hjemmehold kom i front efter 24 minutters spil, da Zlatan Ibrahimovic spillede Real Madrid-lejesvenden Brahim Diaz fri midt foran feltet. Spanieneren tog herefter et par korte træk, inden at han sikkert sparkede Milan i front.

Ibrahimovic kunne også selv være kommet på tavlen 10 minutter senere, da han selv tilkæmpede sig et straffespark. Svenskeren missede dog fra pletten, da han overplacerede sit skud og ramte overliggeren.

AC Milan måtte derfor også vente til anden halvleg, før at 2-0-målet kom i hus.

Med en halv time igen var det Manchester United-lejesvenden Diego Dalot, der var på spil, da han fra sin position på venstre back kom flot med frem og sendte et glimrende fladt indlæg ind i fødderne på landsmanden Rafael Leão med ydersiden. 

Den portugisiske angriber behøvede blot at sætte en inderside på, og så var føringen udbygget. 

Dalot var dog ikke færdig endnu. Blot ti minutter senere tog han igen et løb i dybden fra sin position i venstre side, inden at han modtog en flot bold fra midtbanen og selv gjorde arbejdet færdigt alene med målmanden. 3-0 til AC Milan.

21-årige Diego Dalot havde svært ved at spille sig på holdet under Ole Gunnar Solskjær i sidste sæson og er derfor udlejet til AC Milan i jagten på mere spilletid. I Manchester United blev portugiseren dog primært brugt på højrebacken. 

Sparta Prag havde ikke held med at svare igen over for Simon Kjær og resten af Milan-defensiven, og italienerne endte derfor med at hente en fuldt fortjent 3-0-sejr på San Siro.

Skov og Hoffenheim overvandt Gent
Andetsteds imponerede Robert Skov og Hoffenheim i det belgiske, hvor Gent var værter.

Hjemmeholdet brændte et straffespark efter 15 minutter, og det straffede tyskerne. Ishak Belfodil bragte gæsterne i front inden pausen, før Florian Grillitsch og Mijat Gacinovic udbyggede føringen i anden halvleg.

Gents Tim Kleindienst reducerede i de døende minutter, hvor Hoffenheim dog også fik sat et sidste søm i ligkisten, da indskiftede Munas Dabbur lukkede og slukkede til stillingen 4-1. 

Robert Skov spillede hele kampen på højre wing back, mens Jacob Bruun Larsen omvendt så hele kampen fra bænken.