Der var meget forvirring, da FC København mødte Istanbul Basaksehir i Tyrkiet i det første af to Europa League-opgør i starten af marts. Kampen blev afviklet, selvom coronavirussen resulterede i en nedlukning af Danmark, og kort før kampstart var der sågar stadig tvivl om, hvorvidt kampen ville blive afviklet.
Og stod det til Kulturministeriet, skulle kampen da heller ikke være blevet fløjtet i gang.
Før kampen sendte Kulturministeriet således et brev til UEFA, hvor der blev bedt om en aflysning af kampen, så FC København kunne rejse hjem til Danmark. Men det brev blev mødt af stilhed fra UEFA.
Det siger Daniel Rommedahl, der er klubbens ansvarlige for internationale forhold, i et længere indslag på 6eren om kampen i Tyrkiet.
Læs også:Mere end fem måneder er gået: Michael Santos fortsat sigtet af skotsk politi
- Jeg har direkte kontakt til de øverste folk i UEFA, som har retten til at trykke på stopknappen. Men for dem som for os var der ikke en manual for det her. Ikke desto mindre stod der højt og tydeligt i det brev, at Kulturministeriet bad UEFA om at aflyse kampen og sende FC København øjeblikkeligt hjem. Det er cirka tre-fire timer før kickoff, og det bliver der ikke reageret på, siger Daniel Rommedahl til 6eren.
Han siger også, at FC København nu har mistet noget tillid til UEFA.
Kampen blev som bekendt spillet, og FC København tabte med et mål. Dermed skal FC København bruge en sejr, når der onsdag aften spilles returopgør i Parken. Den kamp sparkes i gang klokken 18.55.
Læs også:Jan Bech Andersen hylder sin gamle nabo: Scott Parker er en gentleman
Læs også:Europa League: Marathon-uger kan vente FC København
Læs også:Efter Johan Langes afsked: Solbakken har ingen planer om at forlade FCK