Det går rigtig godt for mange af de danske spillere i udlandet.
Martin Braithwaite er begyndt at score for FC Barceloma, Pierre-Emile Højbjerg styrer midtbanen i Tottenham, og Jannik Vestergaard dominerer forsvars-statistikkerne i Premier League.
Onsdag kan man i den ikoniske italienske sportsavis La Gazetta dello Sport læse et stort portræt af den danske landsholdsanfører, Simon Kjær.
Et portræt der sætter fokus på, hvor vigtig forsvarsstyrmanden er for genoprejsningen i den stolte italienske traditionsklub AC Milan.
- Zlatan Ibrahimovic er mesteren, og Stefano Pioli (Milan-træner, red.) er dukkeføren, men den uerstattelige bonde viser sig at være den genfødte danske forsvarsspiller, lyder det i indledningen.
At Simon Kjær er en vigtig spiller i AC Milan kan ses ved, at han er den eneste, der har været med i alle Milans 16 kampe denne sæson. Det er mere end holdets træner, Pioli, der har været fraværende på grund af corona.
- Med danskeren i centrum har holdet spillet godt, og han har etbaleret sig som et fyrtårn blandt de forskellige yngre holdkammerater. Han har kun fået to gule kort i denne sæson, og i ligaen har han aldrig fået en dårlig karakter fra os, skriver avisen videre.
Inden Simon Kjær kom til AC Milan, havde han en mindre god tid i Atalanta, hvortil han var udlejet fra spanske Sevilla. Kjær havde svært ved at tilpasse sig Atalantas offensive spillestil, og hans lejeaftale blev afbrudt før tid. Men i Milan har han fået sin genopstandelse, skriver La Gazetta dello Sport:
- Han er hovedpersonen i holdets fremragende retur til toppen af italiensk fodbold. Kjær skuffer aldrig. Skift dem alle, bare ikke Simon Kjær.
Den eneste kamp Simon Kjær ikke har fået fuld spilletid i i denne sæson var mod Bologna i sæson-åbneren, hvor han 'blot' fik 70 minutter.