FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen ærgrer sig over lodtrækningen til anden kvalifikationsrunde i Champions League.
Det fortæller han til Herning Folkeblad.
Efter mandagens lodtrækning står det klart, at FC Midtjylland på udebane skal møde vinderen af opgøret mellem bulgarske Ludogorets og montenegrinske Buducnost Podgorica i anden kvalifikationsrunde af Champions League.
De danske mestre missede dermed chancen for at spille sin første kvalifikationskamp hjemme på MCH Arena, og det nager Graversen.
- Vi havde naturligvis håbet på og foretrukket en hjemmekamp i Herning. En udekamp i Østeuropa betyder, at der - hvad enten, vi skal møde Buducnost eller Ludogorets - kommer mange ubekendte faktorer i spil. Både sportsligt og administrativt, lyder det fra sporstchefen.
Begge modstandere betyder en tur til Østeuropa, og i disse coronatider kan rejsen blive en ekstra udfordring.
Ud fra et sportsligt perspektiv ser Graversen dog gerne, at FC Midtjylland skal til Montenegro og møde Buducnost Podgorica, som anses for at være den svageste modstander af de to hold.
- Det er klart, at vi sportsligt håber mest på en tur til Montenegro. Men vi forholder os til, at vi kan møde to forskellige modstandere. Så vi forbereder os så grundigt, vi overhovedet kan på både Ludogorets og Buducnost.
Ludogorets og Buducnost spiller mod hinanden enten den 18. eller 19. august, mens FC Midtjylland skal i aktion mod vinderen af dette opgør en uge senere, hvilket bliver den 25. eller 26. august.