Video : Tipsbladet
Europa League

- Det er det værste, jeg har været med til

Silkeborgs cheftræner Kent Nielsen sætter ord på den dramatiske afslutning af returkampen mellem Silkeborg og Molde.

SILKEBORG (Tipsbladet): I en særdeles underholdende affære på Jysk Park mellem Silkeborg og Molde i Europa League-kvalifikationen, kom VAR til at spille en altafgørende hovedrolle. 

Og ja, de fik da også noget at se til ude i VAR-vognen i anden halvleg af returkampen, hvor de indenfor få minutter annullerede Ramazan Orazovs scoring til 3-1 og derefter kaldte dommeren ud til at gennemse et frispark, der endte med at koste selvsamme Orazov et rødte kort. 

Og det var selvsagt ikke en udvikling, som Silkeborgs cheftræner Kent Nielsen var just lykkelig over. 

Det fortæller han til Tipsbladet og den øvrige presse efter aftenens kamp. 

- Jeg tror, det er det værste, jeg har været med til. Alt går jo imod os. Det, der er lidt overraskende ved det hele, er, at der ikke var nogen, der reagerede særligt kraftigt på vores offside. Det er jo ikke sådan, at Molde-spillerne er helt oppe at køre.

- Jeg synes heller ikke, at Molde råber helt vildt ved det røde kort. Den havde jeg også lidt svært ved. 

Verdens rareste mand

Hvis der var nogle på Jysk Park, der ærgrede sig mere over VAR's kendelser end Kent Nielsen, så må det være Ramazan Orazov, der gik fra at være den store helt til den store skurk på få minutter.

- Han er verdens rareste mand. Der er ikke noget ondt i ham overhovedet. Det må være en forfærdelig dag for ham. Først at være i himlen og så komme i helvede, fortæller Kent Nielsen.

En af lyspunkterne for Silkeborg i aftenens kamp var derimod tomålsskytten Tonni Adamsen eller 'Tonni Taastrup', som han ynder at blive kaldt. 

Og særligt en egenskab hos den erfarne angriber får stor ros fra Kent Nielsen. 

- Tonni er en meget instinktiv spiller. Han har mange individuelle færdigheder. Jeg har altid haft respekt for, hvor mange chancer han kommer til. Så er der nogle, der, med god grund, vil sige, at han ikke er særlig effektiv. Men det er stadig en kunst at komme til så mange chancer. Dem er der mange andre angribere, der ikke kommer til.

- Han er rigtig dygtig, når det ruller for ham, afslutter Silkeborg-træneren. 

Eftersom Silkeborg med et samlet nederlag på 5-4 er ude af Europa League, står den nu på Conference League-kvalifikation, hvor man skal møde det belgiske tophold Gent.