Da Jesper Brinck i fjor skiftede Brabrand IF ud med KI på Færøerne, rynkede nogle på næsen. De havde svært ved at forstå, hvad den snart 30-årige midtstopper skulle oppe i det lille hjørne af Rigsfællesskabet. Var det nu bedre end at spille i 2. division?
Her halvandet år senere kan Brinck med ro i sindet svare ja. Ikke alene var han med til at vinde klubbens første mesterskab i 20 år; han står også på tærsklen til at skrive færøsk fodboldhistorie.
Torsdag aften kan han og resten af KI-mandskabet kvalificere sig til Europa Leagues gruppespil. Det vil ikke alene være en sensation for den lille fodboldnation, men også realiseringen af en drøm, som Brinck ikke turde drømme.
- Der er mange ting i det. For klubben giver det noget økonomi. Jeg læste, at det indbringer omkring 20 millioner, og det sikrer jo driften nogle år ud i fremtiden. Vi har også en ung trup med mange spillere under 25, og for dem vil det være en mulighed for at vise sig frem. Måske kan de tage næste skridt. Det er jo sådan et sted, man bliver set.
- For mig personligt vil det være kæmpestort. Jeg er måske i karrierens efterår, og jeg havde ikke forestillet mig det, da jeg tog til Færøerne, siger Jesper Brinck til tipsbladet.dk.
KI møder irske Dundalk i Europa League-playoff, hvilket i sig selv er historisk. Et færøske hold er aldrig nået så langt før. Vejen dertil er også en historie i sig selv.
Som forsvarende mestre begyndte KI i Champions League-kvalifikationen, hvor holdet trak Slovan Bratislava. De slovakiske gæster bragte dog coronasmittede spilllere med til Færøerne, så kampen måtte udsættes, og Slovan måtte indkalde et helt nyt hold.
Læs også:Kasper Junker scorer forgæves mod Simon Kjær og co.
Indtil to timer før kampen troede Jesper Brinck og resten af KI-mandskabet stadig, at kampen skulle spilles, men den endte med at blive aflyst. Til gengæld måtte de dog vente tre dage på at få endelig bekræftelse på, at det betød, at de var gået videre.
- UEFA arbejder åbenbart ikke i weekenden, så vi kunne ikke få noget at vide før mandag, hvor vi så skulle flyve tirsdag og spille onsdag mod Young Boys, fortæller Brinck.
- Vi havde læst reglerne igennem, og det stod stort på hvidt, men når der ikke kommer noget nyt, når man alligevel at blive nervøs for, om det nu også er, som man regner med.
Men Brinck og KI fik altså en skrivebordssejr, inden de tabte 3-1 til Young Boys i næste runde. Derfor røg holdet over i Europa League-kvalifikationen, hvor georgiske Dinamo Tbilisi ventede. Det endte med en 6-1-sejr, hvilket er den største færøske sejr i europæiske fodbold nogensinde.
Kampen måtte spilles i Thorshavn, fordi stadion i Klaksvig ikke lever op til UEFA's krav. Men selv om fansene ikke kunne overvære selve kampen, sørgede de for at give KI-spillerne en oplevelse for livet, da de vendte tilbage til byen. Fans stod linet op langs vejen til stadion for at modtage deres helte.
- Fans i Klaksvig er fodboldgale; det er lidt som AGF-fans i Århus, siger Jesper Brinck, der kender byen fra sin tid som Brabrand-spiller.
- De stod med nødblus, og der var lastbiler, der larmede hele vejen. Det var ren paradekørsel, og da vi kom ind på stadion, var der fællessang en time fra midnat, selv om folk skulle op på arbejde dagen efter.
Læs også:Dansker-rig liga starter igen: Giv det chancen i stedet for at glo ud i luften
- Det var en helt unik oplevelse. Stadionspeakeren råbte også målscorerne op, som hvis de var på stadion til kamp. Det var også en oplevelse i sig selv.
Den ligakamp, som KI skulle have spillet i weekenden, er blevet udsat, så holdet kan forberede sig optimalt til torsdagens skæbnekamp. Klarer Brinck og co. den, bliver de det første færøske hold i et europæisk gruppespil, og den spænding kan holdets dansker godt mærke blandt de ellers besindige færinger.
- Fredag og mandag er de dage, hvor vi har været på arbejde (Brinck arbejder på deltid for en elforhandler, red.). Alle folk har snakket om det; det er det eneste samtaleemne i kaffepausen.
- Efter træning søndag gik jeg sammen med en af de andre på vej hen til bilen. Den bil kom kørende og holdt ind i modsatte side, og så var der en mand, der rullede vinduet ned: ”Det gik sgu da meget godt, hva'?” Bare gav et skulderklap. Det var ikke hysterisk, men bare lige at sige "skidegodt".
Nu venter så Dundalk, der har vundet fire mesterskaber siden 2014. Jesper Brinck tror på, at KI kan gå hele vejen.
- Jeg synes, vi har okay chancer. Vi har set dem på video, og de har selvfølgelig gode spillere med spidskompetencer, men vi må stole på vores egne kvaliteter. Det er ikke umuligt, men vi skal spille op til vores bedste for at være med, siger han.
Uanset hvordan det går, har Brinck og KI opnået mere end noget andet færøsk hold før dem. Der var ikke mange europæiske knald-eller-fald-kampe eller paradekørsler for Jesper Brinck i hans tid hos Varde IF og Brabrand IF i de danske divisioner. Desto gladere er han for, at han tog chancen og skiftede til Færøerne, selv om folk rynkede på næsen.
- For mig betyder det også noget at kigge tilbage på, hvor fantastisk en beslutning det var at tage herop og tage den chance. Det er svært at beskrive, hvor stort det egentlig er. Det svarer til, at en 1. divisionsklub kvalificerer sig til gruppespillet, siger han.
- Der er rigtig mange, der drømmer om det, men det er de færreste, der får lov til det. At spille de her kampe har været en drøm, der gik i opfyldelse, og nu har vi mulighed for at gå i gruppespillet. Det er helt, helt unikt.
Læs også:Udlandsdansker: Holdkammerats mor tør ikke komme på stadion
Læs også:Overblik: Her er alle kampene til playoff-runden i Europa League
Læs også:Klaksvík-dansker var med i EL-sensation: Det er fuldstændig vanvittigt