Video : Tipsbladet
Europa League

Dansk forsvarer kender Niels Frederiksen og Lechia Gdansk: Det er 50-50

Den danske forsvarsspiller Frederik Helstrup spiller til dagligt i polsk fodbold, og han kender både Brøndbys kommende modstander og Brøndbys nuværende træner.

Det bliver ikke nogen nem kamp for Niels Frederiksen og Brøndby IF, når klubben torsdag aften går på banen i Europa League-kvalifikationens anden runde med et opgør ude mod Lechia Gdansk.

Ikke alene er det et mandskab, der er godt og stærkt - det er også et mandskab, der spiller på hjemmebane foran 30.000 tilskuere på det stadion, hvor Europa League-finalen skal spilles om et lille års tid.

Og spørger man Frederik Helstrup, der til dagligt spiller i polske Arka Gdynia, er det også en helt lige kamp på papiret.

Helstrup har flere gange spillet mod Lechia Gdansk, og forsvareren kender Niels Frederiksen indgående, da de havde en fælles til i Lyngby i starten af dette årti.

- Jeg mener, det er 50-50. Jeg har spillet flere gange mod Lechia Gdansk, og så kender jeg træneren fra Brøndby - Niels Frederiksen. Han var min første træner i professionel fodbold. Det er en dygtig træner, men han er kun lige kommet til Brøndby, fordi han var træner for Danmarks U21-landshold. Det er derfor, jeg ser det som en helt lige kamp. På så kort tid er det ikke sikkert, man kan se trænerens aftryk og ideer på holdet. Brøndby spiller med et højt presspil, og jeg tror, Lechia vil gøre det samme, siger den danske forsvarspsiller til det polske medie Trojmiasto.pl.

Lechia Gdansk spillede i sidste sæson med om det polske mesterskab og endte sæsonen med at slutte som nummer tre i ligaen.

Arka Gdynia, som Frederik Helstrup er på kontrakt hos, klarede akkurat skærene i sidste sæson, mens denne sæson er indledt med et nederlag på 0-3 til Jagiellonia Bialystok.