Video : Tipsbladet
Europa League

Av, av, av: Liverpool tæt på Europa League-exit

Liverpool taber 0-3 hjemme til Atalanta i den første af to kvartfinaler i Europa League.

Atalanta havde prøvet det en gang før. At vinde ude over Liverpool. Det skete, da italienerne vandt 2-0 i Champions League-gruppespillet i 2020.

Torsdag aften var Atalanta igen i drillehumør på Anfield - denne gang i Europa Leagues kvartfinale.

Kampen endte 3-0 til italienerne, som dermed har det ene ben i semifinalen før næste uges returkamp.

Atalanta havde inden kampen glædet sig til et gensyn med Anfield, da der i 2020 ingen tilskuere var på det legendariske stadion på grund af coronapandemien.

Liverpool var udsat for en mindre ydmygelse på eget græs af et italiensk hold, der havde læst godt på lektien.

Atalanta-angriberen Gianluca Scamacca stod bag de to første mål i kampen.

Efter 38 minutter scorede Scamacca til 1-0, og efter en time fordoblede han føringen helt fri inde foran mål.

Inden Scamaccas målshow var Liverpool tæt på at score, da Harvey Elliott med et nærgående forsøg ramte både overligger og stolpe. Men ind over stregen ville bolden ikke.

Efter 83 minutter øgede Mario Pasalic til 3-0, og selv om Liverpool forsøgte, var der ikke så meget som et reduceringsmål i hjemmeholdet.

/ritzau/